Danmark har taget skridt til forstærket dialog med Mozambiques regering efter at der den seneste tid er fremkommet anklager om korruption fra forskellig side i omgangen med bistandsmidler, skriver udenrigsministeriet på sit website tirsdag.
Anklagerne går på korruption i bl.a. skovbrugs- og undervisningssektoren. Omfanget er på nuværende tidspunkt uklart.
Danmark har bilateralt og som formand for donorgruppen taget skridt til forstærket dialog med Mozambiques regering for at følge op på de konkrete korruptions-anklager.
Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) siger:
”Det er vigtigt, at der bliver taget fat om de konkrete korruptions-anklager. Vi vil fra dansk side bruge den centrale placering som budgetstøtte-donor til at lægge pres på regeringen i Maputo for at få sagerne afklaret og stillet de ansvarlige til regnskab.”
Stor bekymring
Regeringen har lovet at vende tilbage med uddybende information om anklagerne, når undersøgelserne er tilendebragt.
Samtidig har man givet udtryk for, at korruption udgør en stor bekymring på allerhøjeste politiske niveau og taget en række vigtige initiativer til bekæmpelse af korruption bl.a. med vedtagelsen af ny lovgivning på området (f.eks. vedr. konfliktinteresser), samt vedtagelse af strategier og handlingsplaner, hedder det.
Danmark yder ikke støtte direkte til skovbrugs-og undervisningssektoren, men generel budgetstøtte (56 mio. kr. i 2013) til den mozambiquanske statskasse, som også kommer disse sektorer til gode.
Danmark støtter flere initiativer i indsatsen for at fremme god regeringsførelse, herunder styrkelse af den offentlige økonomiforvaltning, som er en væsentlig forudsætning i kampen mod korruption, såvel som bistand til civilsamfundet, som spiller en kritisk rolle i overvågningen af den offentlige forvaltning.