Outlandish og Shaka Loveless begiver sig ud på en hæsblæsende mission for at hjælpe ofrene for den grusomme krig i Syrien. Onsdag (23.10) rejser de rundt i landet og giver koncerter på danske virksomheder for at indsamle så mange penge som muligt på én enkelt dag til syriske flygtninge.
De afslutter dagen med at give koncert i Mellemfolkeligt Samvirkes gårdhave på det indre Nørrebro i København.
Adressen er Fælledvej 12 og tidspunktet kl. 20.30-22.00. Entreen på 100 kr. går ubeskåret til ofrene for krigen i Syrien, skriver organisationen i en pressemeddelelse fredag.
Isam B. fra Outlandish er initiativtager til støttekoncerterne under navnet ’Bands on the Move’:
“Det er en vanvittig og grusom situation i Syrien, hvor millioner er revet væk fra deres hjem og skal forsøge at få en ny tilværelse til at fungere et helt fremmed sted”.
“Som musikere vil vi gerne gøre det vi kan ved at spille støttekoncerter for at hjælpe syriske flygtninge i nød. Vi er glade for, at danske virksomheder bakker op om projektet. Det giver i sidste ende Mellemfolkeligt Samvirke mulighed for at hjælpe langt flere syriske familier”.
Pengene fra støttekoncerterne går til indsatsen for at hjælpe syriske flygtninge i Jordan og Libanon. To lande der tilsammen nu huser over 1,2 millioner syriske flygtninge.
MS arbejder i Zaatari-lejren og Zarqa-området i Jordan og Bekaa området i Libanon og sørger blandt andet for distribution af hverdagsfornødenheder, da mange er flygtet uden personlige ejendele og mangler de helt basale nødvendigheder for at kunne overleve.
“Outlandish og Shaka Loveless´ engagement kommer til at gøre en stor forskel for syriske familier i nød, fordi en række danske virksomheder har valgt at tage godt imod den opfindsomme idé ved at booke en støttekoncert. Der er brug for øget økonomisk opbakning til både vores akutte hjælpearbejde og en mere langsigtet indsats, hvor vi støtter de syriske flygtninge i at skabe sig en ny tilværelse”, siger Frans Mikael Jansen, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.
Rasha på 14 år, flygtning fra Syrien:
“Der var luftangreb og bomber tæt på vores hus hele tiden. Hver dag efter solnedgang startede eksplosionerne, og så styrtede vi ned i kælderen. Vi var så bange. Jeg glemmer aldrig lugten af lig i gaderne eller branden fra bomberne”.
Rasha er flygtet fra Syrien sammen med sine forældre og fem søskende. De lever nu i Zaatari-lejren i Jordan, der huser over 125.000 syriske flygtninge.
Man kan købe billet til dobbeltkoncerten i MS´ gård på Nørrebro 23. oktober ved at sende en SMS med teksten MS100 og sit navn fx ”MS 100 Søren Hansen” til nr. 1919.
Herved donerer man 100 kroner (+ alm. sms-takst) til støtteformålet og får samtidig registreret sit navn på gæstelisten til koncerten.
Der kan kun købes én billet per mobilnummer. Man skal modtage en sms-bekræftelse fra ”MS Koncert”, før man kan være sikker på, at ens donation er gået igennem