USA mistede fredag sin stemmeret i FNs Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO) efter ikke at have betalt sit årlige bidrag tre gange i træk. Det skyldes en amerikansk lov, som forhindrer USA i at være medlem af en international organisation, der også har Palæstina som ligeværdigt medlem.
Udover USA har Israel mistet sin stemmeret, da israelerne også valgte at stoppe med at betale, fordi Palæstina blev medlem af UNESCO for to år siden. Dengang anerkendte FN-organisationens øverste forsamling Palæstina som en selvstændig stat, skriver flere nyhedsmedier fredag.
Udelukkelsen vækker bekymring i regeringen i Washington, som frygter, at man ved at miste sin stemme i UNESCO giver plads til anti-israelske strømninger – især blandt de arabiske medlemmer.
Amerikanerne har været medlem af UNESCO siden 2002 efter at være udtrådt i en årrække af andre årsager sammen med bl.a. briterne.
Amerikanernes beslutning har haft store konsekvenser for UNESCO, som bl.a. administrerer Verdensarvs-listen.
Med et årligt bidrag på lige under en halv milliard kroner udgjorde amerikanernes penge en stor del af det årlige budget, hvilket betød, at UNESCO var nødt til at indføre midlertidigt stop for nye projekter.
Men ifølge en status til UNESCOs 37. generalkonference, som løber fra 5. til 18. november i hovedsædet i Paris, går det langt bedre nu
Her hedder det, at UNESCO har overvundet den finansielle krise, der opstod, da flere store donorer indefrøs deres bidrag, som modsvarede et tab på 220 mio. dollars over de tre år fra 2011 til 2013.
Det førte til, at organisationens generaldirektør fremskyndede en reformproces henimod større effektivitet samtidig med at andre donorer spædede 75 mio. dollars i en akut nødfond. Resultatet er i dag, ifølge UNESCO, at budgettet balancerer.
Generalkonferencen forventes at godkende et program, som viderefører reformerne og vil blive anmodet om at godkende et udgiftsniveau på 507 mio. dollars (2,78 milliarder kr.) over de næste to år.
Hvis amerikanerne vil have deres stemmeret tilbage, skal de først betale den manglende støtte for de sidste to år. Og for hver dag der går, stiger prisen med omkring en million kroner.
Palæstina blev medlem i oktober 2011. USA, Canada, Tyskland og 11 andre lande stemte imod medlemskabet.
Afstemningen resulterede i 107 stemmer for, 14 imod og 52 afståelser. I EU-kredsen var der 11 stemmer for, fem imod og 11 afståelser.
Danmark afstod – dvs stemte blankt sammen med 51 andre lande – mens Sverige stemte imod og Norge for.
Se mere på
http://www.unesco.org/new/en/media-services/single-view/news/unesco_to_set_direction_for_next_eight_years_at_the_37th_general_conference_opening_tuesday/#.Un11BWV1T4s