Debatindlæg af Erik Vithner
Lande med en BNI på over 3.328 dollar skal selv stå for service til borgerne, og Danmark skal ikke yde direkte økonomisk bistand til dem. Men der bør åbnes op for begrænset civilsamfundsstøtte til lande, der er kommet over BNI-grænsen.
På Folkemødet 2013 var der en livlig debat i CISUs telt, da udviklingsminister Christian Friis Bach (R) gjorde rede for, hvorfor den danske bistand til udviklingssamarbejde er begrænset af kun at blive givet til lande under en grænse på 3.328 USD i BNI.
Det vækker helt naturligt forundring og harme, at nogle fattige mennesker kan hjælpes, mens andre ikke kan. Sådan skal det være. Vi skal fortsat harmes over ulighed og fattigdom. Men vi bliver også nødt til at anerkende, at der må være en grænse for, hvornår et land kan hjælpe et andet, og her kommer BNI-grænsen ind.
En kunstig grænse
Selv om jeg anerkender, at der kan være behov for en grænse, synes jeg dog også, den kan virke som en lidt kunstig grænse. Vi ved nemlig, at der bor enorme mængder fattige mennesker i lande, der er blevet (lidt) rigere.
Derfor kan det være sundt med en diskussion af grænserne. Vi ser nemlig ind i mellem nogle uheldige konsekvenser af grænsen.
I nogle lande – og her er Swaziland et godt eksempel – har danske organisationer i mange år haft et godt partnerskab, som så må afbrydes, fordi landet lige sniger sig op over grænsen. Og måske ryger under igen. Så risikerer især civilsamfundet at miste det momentum, de stærke partnerskaber har opbygget.
Civilsamfundet har et ansvar for at arbejde for menneskerettigheder og bekæmpe ulighed, og det ansvar forsvinder ikke, når et land passerer grænsen på 3.328 USD.
Opfordring til ministeren
Derfor opfordrer jeg ministeren til at overveje en løsning, hvor der åbnes op for begrænset civilsamfundsstøtte til lande, der er kommet over BNI-grænsen. Det skal naturligvis ske under nogle helt klart definerede rammer.
Vi skal stadig have præcise præmisser og objektive grænser, men jeg synes, ministeren bør se på, om ikke vi fremover kan udnytte det momentum, der er opbygget over en årrække. Om fleksibiliteten skal være tidsmæssig eller på anden vis, må vi så se på. Det vigtigste er, at civilsamfundsstøtten får et større råderum.
Med råderum er det vigtigt for mig at slå fast, at vi altså ikke ønsker at slå dørene op på vid gab.
Lande med en BNI på over 3.328 USD skal naturligvis stadig selv stå for service til borgerne, og Danmark skal ikke yde direkte økonomisk bistand til lande med det indkomstgrundlag.
Til gengæld vil det være uhyre vigtigt netop i den skrøbelige situation, at civilsamfundet stadig kan få dansk bistand. Det er trods alt civilsamfundet, der skal holde regeringen op på krav om serviceydelser og rettigheder.
Det sker bedst, hvis vi stadig kan få lov til at indgå i partnerskaber om kapacitetsopbygning og fortalervirksomhed. Det er de eneste områder, vi bør støtte, men de er også helt nødvendige, hvis vi skal have fuld glæde af det store arbejde, de danske organisationers partnerskaber allerede har udført.
Erik Vithner er leder af sekretariatet i CISU – Civilsamfund i udvikling
Flere artikler og indlæg i temaet ”Grænser for bistand”.
