Egypten: Første skridt mod demokrati…

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Lis Garval, U-landsnyt.dk

Udkastet til en ny egyptisk forfatning er nu færdig. Den kommer til folkeafstemning formentlig i januar 2014 og er første skridt mod overgangen til demokrati, som lovet af den midlertidige regering.

Men allerede nu har Det Muslimske Broderskab – ikke overraskende – forkastet den. Broderskabet siger, at ”korrupte kupmagere” forsøger at ødelægge Egyptens retmæssige forfatning, der blev vedtaget under den afsatte præsident Mohammed Morsi sidste år.

Den 50-mand store forsamling, der har skullet revidere Morsis forfatning, har ifølge egyptiske aviser fra starten haft problemer med at nå til enighed om ændringer af flere af dens 247 paragraffer og udarbejdelsen af enkelte nye.

Militærets indflydelse

Det er værd at bemærke, at militæret i udkastet bevarer sin store indflydelse, og at det er op til præsidenten at afgøre, om der skal holdes præsidentvalg før parlamentsvalg.

I udkastet står nemlig kun, at forberedelserne til det første valg skal begynde ikke senere end 30 dage efter forfatningens vedtagelse og inden 6 måneder til det andet.

Dette kan ses som en forberedelse til, at chefen for de væbnede styrker, den karismatiske general og forsvarsminister Abdul Fattah al-Sisi stiller op til præsidentvalget.

Han er i dag ikke kun magtfuld, men også den mest populære skikkelse i Egypten, og der kan ses et kæmpeportræt af ham over Talaat Harb-gaden, tæt ved Tahrir-pladsen, hvor han er født.

Ved at holde præsidentvalg først kan han nå at skabe solide alliancer med partier, som måske ikke er så stærke i parlamentsvalget.

Da han for nylig blev spurgt af dagbladet Al Ahram, om han stiller op til præsidentvalget, var hans svar undvigende. Hverken ja eller nej, og det tolkes som et sandsynligt ja
.
Udkastet fastholder desuden de væbnede styrkers ret til at vælge forsvarsminister for to præsidentperioder, fra ratificeringen af forfatningen, og militæret må også stille civile for militærdomstole
.
Sharia er stadig grundlaget for al lovgivning, men politiske partier baseret på religion er forbudte. Trosfrihed er ”absolut” og ikke ”beskyttet” som tidligere. Men frihed til at praktisere religion er stadig underkastet landets love.

Den forfatningsvigende forsamlings afstemning om udkastet blev sendt direkte i TV, så alle kunne følge med for hver af de 247 paragraffer. Forsamlingens formand, tidligere generalsekretær for Den Arabiske Liga, Amr Moussa, har meddelt, at udkastet tirsdag afleveres til den midlertidige præsident Adly Mansour.

I forfatnings-forsamlingen var der kun få islamister og ikke flere end 5 kvinder.

Demonstrationer en masse

I de tre år, der er gået siden Januar revolutionen i 2011 og med den præsident Hosni Mubaraks fald, har egypterne givet udtryk for deres mishag ved protester og demonstrationer i gaderne.

Siden Morsis afsættelse den 3. juli – egypterne taler ikke om et militært kup, det gør kun islamisterne. Militæret kom blot til folkets undsætning – har der været flere end 600 større og mindre protester og demonstrationer. For og imod regeringen.

I forrige uge var der således mange protester mod den nye ”protest lov”, som præsidenten vedtog søndag den 1.december.

Loven betyder bl.a., at demonstrationer skal anmeldes i forvejen, hvis man er flere end 10deltagere, at demonstrationer af ”sikkerhedsgrunde” kan forbydes, at sikkerhedsstyrkerne har ret til at opløse urolige demonstrationer og at demonstranter, der ikke følger påbud, kan idømmes lange fængselsstraffe.

Amnesty International og egyptiske menneskerettighedsorganisationer har kraftigt kritiseret loven, og egyptiske kommentatorer har med få undtagelse også taget afstand fra den.

Flere aktivister er blevet arresteret, men en af de mest prominente – Ahmed Maher- blev løsladt søndag. Den indflydelsesrige blogger Alaa Abdul Fattah er stadig tilbageholdt.

I søndags var det Morsi-tilhængere der indtog Tahrir-pladsen.”Folket ønsker at vælte styret”, sang demonstranterne ifølge BBC.

De blev fjernet af sikkerhedsstyrker bevæbnet med tåregas, og Tahrir-pladsen blev lukket.

Det var den også i flere perioder i sidste uge, men de sandfarvede kampvogne, der permanent holder i pladsens udkant, synes mere til advarsel end aktivitet. Normalt pulser trafikken omkring dem, og bilisterne synes ikke at ænse dem.