Niels Larsen skriver for U-landsnyt.dk fra Nairobi
Selv om Kenya er et vækstland med en voksende middelklasse har landet her ved 50 års jubilæet for selvstændigheden stadig mange fundamentale problemer at slås med. Samtidig kaster en sag mod præsidenten og vicepræsidenten ydmygende skygger over festlighederne d. 12. december.
Man skal ikke langt væk fra de mest trafikerede veje i Nairobi, før man er nødt til, at sætte farten betydeligt ned på grund af de elendige veje. Store huller og de mange bumps gør det umuligt at komme frem.
Samtidig skal man hele tiden være opmærksom på de utallige Matatus (lokale små busser), der konstant er til fare for den øvrige trafik. De vil for alt i verden forcere deres kørsel i jagten på kunder.
Politiet gør nogle gange hvad de kan, for at Matatuerne ikke skaber trafikpropper eller kører i modsatte side for at undslippe de lange køer.
Razziaerne kan dog kun gøre lidt. Politiet vil tjekke om der er flere passager end der må være. Eller også tjekker de bilerne og selv om de måske kan være i orden, kan påtale sikre, at politiet måske får lidt drikkepenge.
Kineserne er ellers i fuld gang hernede med at udbedre de elendige veje. Samtidig med, at Kina forærede kenyanerne en helt ny firesporet super motorvej, Twiga Road, der bl.a. fører ud til Kenyatta Universitetet og området omkring Kasarani.
Her byggede kenyanerne for mange år siden et sportskompleks, der kunne huse Commonwealth Games.
Kineserne er nu også ved at renovere mindre veje ind til byen. De har stort set fået eneret på at udbedre veje og den offentlige trafik her.
Her gælder ingen regler
Resultatet bliver, at det nu er lettere at komme ind til centrum.
Lige siden den store super highway åbnede for godt et år siden, er trafikproppen i selve Nairobi dog øget betragteligt. Men den almindelige kenyaner smiler. Sådan har det altid været. Trafikken i Nairobi by er kaotisk.
Når man selv er chauffør, skal man tænke på, at der kun er én regel: Du kan blive udsat for alt, så der gælder i princippet ingen regler. Derfor kører du overfor rødt, selv om du aldrig kunne drømme om det i Danmark.
Her vil de grine af dig, og tænke: han er da for dum, han ikke bare kører, som de andre hernede.
Så langsomt vænner du dig til også at køre overfor rødt, uanset om din mavefornemmelse siger noget andet. Heldigvis kan man, mens man venter i køerne, købe dagens avis af de mange gadesælgere, der følger bilkøerne tæt.
Trods alt er vejene i Nairobi forbedret i forhold til før. Samtidig skyder den ene boligblok efter den anden op ved siden af nye kontorbygninger og forretningspalæer.
Indkøbscentre som Nakumat, der svarer til Føtex – Bilka i Danmark bliver bare ved med at udvide, og der bygges stadig nye. Her kan den nye middelklasse købe alt, hvad hjertet begærer.
De kæmpe reklameskilte lige uden for lokker de nyrige og den kenyanske middelklasse til at købe hus eller lejlighed.
Byen vokser udad mod de attraktive kvarterer som Karen eller Westlands.
Den kenyanske vækst kan tydelig ses i byen og ude omkring i forstæderne. Flere institutioner som læreruddannelser og universiteter flytter nu udenfor, hvor der er mere plads til udvidelser og trafikken er mindre.
Øget selvbevidsthed
Kenyanerne er stolte af deres land og samtidig øges deres selvbevidsthed.
Det kan illustreres på flere måder. Bl.a. ved at se på dagens avis, Daily Nation, som jeg fik købt af en gadesælger.
Kabinetsekretæren for det kenyanske ministerium for Sport, Kultur og Kunst, der samtidig er sekretær i den komité, der skal fejre Kenyas 50 års dag, kan næsten ikke få armene ned.
Han nævner f.eks. naturen, kysten ved Mombasa, som millioner af turister kommer til hvert år. De kenyanske løbere, der manifesterer nationen, bliver fremhævet.
Han roser firmaer som Safaricom, der gav kenyanerne M-Pesa betalings systemet gennem mobiltelefoni.
Safaricom vil i anledning af 50 årsdagen give penge til et nyt pædiatri center for børnesygdomme ved Kenyatta National Hospital og samtidig er de i gang med at støtte renoveringen af Mathari Hospitalet.
Den kenyanske National Bank vil sponsorere en national træplantnings-event og The Aga Khan Development Network vil renovere den historiske City Park.
Men samtidig fortæller han også, at kampen mod fattigdom, uvidenhed og sygdom slet ikke er vundet. ”Selv medens vi fester, må vi ikke glemme, at det ikke er slut, før vi skænker alle kenyanere et anstændigt job og tre anstændige måltider hver dag”.
Børn skulle spise deres egne ekskrementer
I Daily Nation dukker andre historier frem om de problemer, Kenya slås med for tiden.
En mor er blevet arresteret, efter at hun i syv dage har tvunget sine børn til at spise deres egne ekskrementer, fordi hun ikke har råd til at købe mad til dem. De to fædre til børnene er også anholdt, fordi de nægter at hjælpe hende.
Historien skildrer to problemer her i Kenya. Fødevarepriserne stiger og almindelige mennesker på landet har svært ved at betale. Det er stadig moderen, der har hovedansvaret for at forsørge familiens børn.
Den økonomiske vækst, Kenya har oplevet i mange år, kommer praktisk talt udelukkende den voksende middel- og overklasse til gode. Der er stadig store dele af de 44 millioner indbyggere, som kæmper for mad og brød på bordet hver dag.
Dobbelt-booking af værelser for profit
En anden historie handler om, at det massive antal af nye universitetsstuderende på Maseno and Masinde Muliro Universitetet i provinshovedstaden Kagamega (en af de nye Counties – svarer til regioner i Danmark) er tvunget til at bo på værelser eller rum ude i byen Kagamega, fordi der ikke er plads på universitetets hostels værelser.
De studerende i byen skal derfor betale fire gange mere end dem, der bor på Campus.
Problemet er at, det private universitet overbooker for at tjene penge. Derfor er der flere studerende, end der er plads til. Det betyder dels overfyldte klasselokaler og pladsmangel på for eksempel biblioteket.
Historien illustrerer dels den øgede privatisering der sker på uddannelsesområdet, hvor der mere tænkes i penge end i uddannelse.
Dels de øgede bemyndigelser, som de lokale counties har fået. Her vil der ikke være mange restriktioner, når et universitet beder om udvidelser og dermed mere indtjening, som det sker i Kagamega.
Samtidig fortæller flere kenyanske kilder, at de nye Counties har massive finansielle problemer med at få dem etableret. Flere af de guvernører, der skal styre de lokale Counties, har alt for store ambitioner og vilde byggeplaner, der ikke er råd til.
Eksamensskræk
I de forløbne uger har elever i grundskolerne og gymnasierne samt de universitetsstuderende svedt over eksamensbordene hernede.
Eksamen og karaktererne er ekstremt højt på dagsordenen i Kenya. Konkurrencen er hård mellem de studerende om at få de bedste eksaminer.
En diplom eller en bachelor grad er ikke længere nok. Du skal mindst have en master for at komme i betragtning for at få et af de bedre job.
Det betyder et utroligt pres på alle elever og studerende. En af historierne i dagens avis, handler derfor ikke overraskende om elevernes eksamensskræk, der betyder, at de enten melder sig syge eller tager medicin for at holde til presset.
Arbejdsløsheden i Kenya er for tiden på godt 40 procent ifølge CIA World Fact Book og for unge er den endnu værre.
Derfor er det heller ikke overraskende, at en bekendt af denne skribent, der er ansat i Plan International som katastrofemanager, fortæller, at Kenyas største problem for tiden ikke er fysiske sygdomme, men stress på grund af den hårde konkurrence.
Ydmygende retssag
Den store forsidehistorie i aviserne denne dag er dog hele tiden sagen mod præsident Uhuru Kenyatta for angivelig medskyld i de blodige sammenstød under og efter valgene i 2007, som er rejst af Den Internationale Domstol i Haag i Holland.
Sagen har mange perspektiver. Et af dem er kenyanernes selvsikkerhed og stolthed, som præsidenten og vicepræsident William Ruto behændigt har gjort til en national sag og ikke en personsag mere.
Det er en torn i øjet på kenyanerne, at de to ledere skal slæbes i retten i Europa. Dét Europa, de frigjorde sig fra for 50 år siden og som de nu skal ydmyges til at rejse til for at forsvare sig.
I dagens avis handler det om, at retssagen bør føres online som et video forhør. Men ydmygelsen er der stadig. De daglige forsider i aviserne handler hele tiden om, at Den Internationale domstol skal droppe sagen, godt støttet af den Afrikanske Union.
Så midt i alle festlighederne for uafhængighed vil sagen skabe en stemning af, at Kenya stadig er omgivet af europæere, der ikke vil Kenya det godt.
Jeg kaster avisen om på bagsædet og venter stadig i køen væk fra Nairobis larmende centrum og ud til de mere rolige forstæder, hvor middelklassen har fred.
Niels Larsen besøgte Kenya i oktober – december i medfør af undervisningsprojekter og deltog i en konference om Uddannelse for bæredygtig udvikling. Han er PH.d. i pædagogik og har siden 1978 beskæftiget sig med især Kenyas og Tanzanias samfunds- og kulturforhold.