Niels Larsen skriver for U-landsnyt.dk fra Nairobi
Selv om det hviler som en skygge over 50-årsdagen, at straffedomstolen i Haag har de kenyanske ledere i søgelyset, er den unge middelklasse – som multimedie-studerende Marita – stolte over de fremskridt, landet har gennemgået
Diana Marita og jeg kører fra Multimedie Universitetet ud til en nærliggende forstads slum tæt ved Nairobi National Park.
Hun vil vise mig den location, hvor hun har optaget sin YouTube video om forholdene i den lokale slum kaldet Bangladesh – se den på http://www.youtube.com/watch?v=KH233Nm3I5M&feature=youtu.be
Med indlevende og varm stemme indleder hun sin video med at fortælle, at selv om der er slum i Kenya, er beboerne, som ofte er inddelt i landsbyer i selve slummen, interesserede i ordnede forhold og bæredygtige leveforhold der.
Vi besøger den lille butik eller som det hedder på swahili: duka, hvor indehaveren, en kvinde i sin bedste alder er med til at rydde op og gøre rent i området én gang om ugen.
Butiksindehaveren husker godt Marita, der kom med et par venner og et kamera for et år siden og ville snakke med dem om, at selv i slummen er der anstændighed og vilje til at leve med ordnede og miljørigtige forhold.
Maritas drøm er at skabe film og specielt blive manuskriptforfatter, der fortæller nærværende og realistiske fortællinger om Kenya, som kommer den almindelige befolkning ved.
En anden side af Kenya
”Jeg vil vise et andet billede af Kenya, som turisterne ikke ser”, fortæller Marita. Hun holder meget af Kenya, som er et smukt land, og som det vil være værd for enhver turist at besøge:
”Men der er også en anden side af Kenya, som jeg ønsker at fortælle om”, siger Marita engageret, skønt hun kun er i starten af 20’erne.
Vi bevæger os videre i Bangladesh, som oprindeligt er opkaldt efter et mineområde, hvor folk fra Bangladesh for mange år siden ledte efter metaller.
”Som du kan se, er det mest kvinderne der tager ansvar herinde. Mændene er inde i Nairobi, for at få job. De sidder ofte og venter en hel dag i håb om løsarbejde, der senere kan føre til mere varigt job”, konstaterer Marita, der nu har taget solbrillerne på.
Solen brænder ned over de rustne bølgebliktage, der ligger tæt ned til floden, hvor de får vandet fra til madlavning, vask og toiletbesøg.
Det store byggeboom, der har ramt Kenya efter en flerårig vækst periode, har fået flere fra landområderne til at flytte ind til byen.
Andre slumområder bliver glemt
Ofte er det første stoppested et slumområde.
”I hører meget om Kibera, hvor mange fra Europa og Amerika støtter sociale projekter, men vi har flere slumområder end Kibera, og de bliver ofte glemt”, sukker Marita og snakker med et af de mange børn, der nu følger nysgerrigt efter os.
Vi forlader slummen og på vej tilbage, fortæller Marita at det ikke var velset og accepteret i hendes familie at studere medier og film og komme ind i filmindustrien i Kenya.
Hun havde mange diskussioner med sin far, som hun bor hos. At være manuskriptforfatter er ikke et rigtigt job synes han. Men nu støtter faderen Marita i hendes drøm om at gøre en forskel i landets filmindustri.
Hun vil skabe mere autentiske film, ” real Life story”, der ikke er hentet i Vesten, eller om de oprindelige folk i Kenya, gadebørn, slumområdernes beboere, der også har et liv og om bæredygtighed:
”Så vi ikke bare kopiere film fra Hollywood eller Bollywood” smiler Marita, på bagsædet af bilen, hvor hun er ved at kopiere sin slumvideo over på et USB stik til mig. Selv om hun er fra Nairobi, er der stadig traditionelle forestillinger om, hvad der er et rigtigt job.
“Jeg er observatør og skaber fortællinger”
Marita vil gerne lave historier fra det virkelige liv, som fiktion, så det ikke nødvendigvis bliver dokumentarfilm.
”Jeg er observatør af kenyanere, jeg registrerer hvad de gør, hvordan de forholder sig til hinanden, som fattigdom, korruption. Jeg frembringer fortællinger, der sker i virkeligheden.”
”Jeg er stolt af Kenya lige nu. Vi er kommet langt. Vi har udviklet os meget siden uafhængigheden. Men vi har stadig lang vej igen”, siger Marita, da vores samtale falder på de kommende festligheder omkring landes uafhængighed for 50 år siden.
Kenya har skabt store fremskridt i forhold til fattigdom og infrastruktur, mener den unge multimediestuderende. Ganske vist er Kenya ikke nummer ét i verden, men Marita er stolt over dét, der er nået.
Lederne har ikke levet op til forventningerne
For Marita er det den almindelige befolkning, der er den egentlige årsag til fremgangen.
Mange af hendes ledere, har ikke levet op til deres ansvar fastslår hun: ”Lederne har ikke levet op til kenyanernes forventninger, det er sikkert. Korruptionen er det værste. De bliver nødt til at gøre det mere seriøst”, siger Marita.
Det er her hun kan bruge film-mediet til at fortælle hendes historier om forholdene, så folk kan se virkeligheden på en anden måde, end den politikerne fremstiller.
De etniske forskelle og spørgsmålet om hvilken stamme du tilhører, er stadig afgørende i mange sammenhænge. Som hun selv udtrykker det:
”The Tribe question is eating us from within” (Stammespørgsmålet æder os op indefra), slutter Marita med et smil, da jeg afleverer hende hos en veninde.
Niels Larsen besøgte Kenya i oktober – december i medfør af undervisningsprojekter og deltog i en konference om Uddannelse for bæredygtig udvikling. Han er PH.d. i pædagogik og har siden 1978 beskæftiget sig med især Kenyas og Tanzanias samfunds- og kulturforhold.
