Læger uden Grænser til FN: I har fejlet i Centralafrikanske Rep.

Den 13. december 2013

Valerie Amos
Vicegeneral-sekretær for FN’s Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender

Kære Valerie Amos

Med dette åbne brev ønsker Læger uden Grænser at udtrykke sin dybe bekymring for FN’s humanitære systems uacceptable indsats i Den Central Afrikanske Republik i løbet af det seneste år.

I december 2012, da oprørernes første offensiv stoppede få kilometer fra hovedstaden, var størstedelen af FN’s medarbejdere allerede evakueret fra Bangui og fra projekter i felten. Efter kuppet gik der seks måneder før FN vendte tilbage til områder uden for hovedstaden – begrundet med uklare sikkerhedshensyn.

Nødhjælpsdirektører førte an i en vurdering så sent som i oktober. Der har i løbet af de seneste tre måneder og senest i Bangui for få dage siden ikke været noget bevis på en tilstrækkelig humanitær reaktion på de behov, som de gentagne udbrud af vold har medført.

Det eneste FN-medarbejdere har foretaget sig er at indsamle data og lave undersøgelser, der har bekræftet behovet for en akut indsats. Gentagne evalueringer og koordinationsmøder har på trods af de åbenlyse behov ikke ført til konkret hjælp i de hårdest ramte områder.

To aktuelle eksempler illustrerer situationen:

Læger uden Grænser har gentagne gange bedt FN-organisationer om mad, telte og sæbe til de flere end 15.000 mennesker, der har søgt tilflugt i og omkring lufthavnen i Bangui, uden nogen reaktion.

I Bossangoa hjalp FN-ansatte, der var fastlåst på FOMAC-basen (De Centralafrikanske landes styrkes base) ikke de internt fordrevne centralafrikanere, som befandt sig på selv samme base.

Derfor blev Læger uden Grænser nødt til at træde til endnu en gang. Efter kampene i Bossangoa fortsatte FN med at isolere sig af sikkerhedshensyn i dagevis, og overlod de 30.000 mennesker i de centrale lejre i Bossangoa til sig selv, mens Læger uden Grænser og ACF (Action Against Hunger) godt kunne bevæge sig rundt og sørge for akut hjælp.

På trods af de seneste måneders stigende internationale opmærksomhed om krisen, har de ekstreme leveforhold for titusinder af internt fordrevne omkring Bossangoa ikke ført til indsættelse af flere erfarne nødhjælpsarbejdere eller til en effektiv nødhjælpsindsats siden september 2013.

Den manglende nødhjælpsindsats rammer den desperate og internt fordrevne befolkning, der har akut behov for vand og sanitet. Minimumsstandarderne for akutte situationer er ikke i nærheden af at være opfyldte.

Selv den interne erkendelse af det dårlige humanitære lederskab, den ikke-eksisterende reaktionsevne og det akutte behov for en enorm forbedring af indsatsen har ikke ført til synlige ændringer i FN’s proces eller aktiviteter.

Til gengæld har der været langstrakte diskussioner over udformningen af nødhjælpsprogrammet (100-dagsplanen), som først kan starte den 1. januar 2014.

Det efterlader den udmattede og traumatiserede befolkning i Den Centralafrikanske Republik uden hjælp i den nærmeste fremtid. Det vil tage uger, måske måneder, at implementere hele planen.

For at forværre en allerede dyster situation, er der store forskelle i opfattelsen af sikkerhedssituationen, på tværs af forskellige FN-organisationer og mellem Læger uden Grænsers nødhjælpsarbejdere og FN-medarbejdere, som ikke vil dele baggrunden for deres ekstremt forsigtige analyser.

Det forvrængede billede af de trusler nødhjælpsorganisationer står overfor i Den Centralafrikanske Republik, eksemplificeret ved FN-medarbejdere, der ifører sig skudsikre vest og hjelme på steder hvor det er unødvendigt, er uacceptabelt, hvis det medfører begrænsninger på hjælpen til mennesker i ekstrem nød.

Læger uden Grænser ønsker ikke at underspille risikoen, men organisationen betragter FN’s sikkerhedsbekymringer som ude af proportioner med virkeligheden i felten.

På trods af det fortsætter disse bekymringer med at være en vigtig forhindring og konstant undskyldning for FN-organisationerne for at udsætte en nødvendig udvidelse af ressourcerne.

Overordnet koster den fuldstændige mangel på sammenhæng FN-organisationer og deres implementerende partnerorganisationer troværdighed og legitimitet, og sætter den fremtidige indsats på spil med negative konsekvenser for hele nødhjælpsindsatsen i Den Centralafrikanske Republik.