Kronprinsesse Mary og udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen (R) rejser til Burma fra den 10. til 12. januar. Besøget sætter fokus på kvinders svære forhold i det fattige sydøstasiatiske land, som efter 50 års militærjunta har åbnet for demokratiske reformer.
Burma har også åbnet op for internationalt udviklingssamarbejde og udenlandske investeringer, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse fredag.
Rasmus Helveg Petersen siger:
”Besøget understreger den danske støtte til det burmesiske forår og landets tigerspring i retning af demokrati. Vi har fokus på at hjælpe landets allerfattigste med at få del i den positive udvikling”.
“Vores særlige fokus er kvinders rettigheder, sundhed og indsatsen for at forhindre, at kvinder dør i forbindelse med graviditet og fødsel. Det er områder, som kronprinsessen har beskæftiget sig med i mange år og prioriteter for dansk udvik-lingsbistand.”
Mary og udviklingsministeren rejser til en af Burmas fattigste egne, Rakhine-staten, der grænser op til Bangladesh.
Her arbejder Dansk Flygtningehjælp – som kronprinsessen er protektrice for – med beskyttelse af fordrevne, og ikke mindst kvinder og børn.
Besøget sætter fokus på et projekt, der vil blive støttet af Danmarks Indsamling 2014. TV-showet afvikles lørdag d. 1. februar.
I Burmas største by, Yangon, besøger de to prominente danske gæster en dansk-støttet klinik og et træningscenter, der laver familieplanlægning, spædbørnspleje, hiv-test og behandling.
Klinikken drives af Marie Stopes International og træningscentret af FN’s Befolkningsfond (UNFPA), som Mary også er protektrice for.
Rasmus Helveg Petersen ankommer til Burma dagen før kronprinsessen. Han skal føre politiske samtaler i regeringsbyen Nay Pyi Taw med repræsentanter for regeringen og underskrive en aftale om gældslettelse.
Danmark har siden 2007 ydet mere end 50 mio. kr. om året i bistand til Burma, inklusive humanitær bistand.
Bistanden udgjorde 105 mio. kr. i 2013 og ventes at beløbe sig til 120 millioner i 2014.
Se mere om bistanden på
http://burma.um.dk/en/danida-en/danida-in-burma