Men udstillingen ‘Det arabiske nu’ undersøger Louisiana nogle fælles arkitektoniske spor inden for den arabiske verden, der både peger på en særlig rumforståelse og en enestående visuel kultur.
Det arabiske nu er den anden udstilling i serien ”Arkitektur, kultur og identitet” – og er en efterfølger til udstillingen New Nordic, som Louisiana viste i 2012.
Serien handler om, hvorledes arkitektur er bærer af identitet og er med til at skabe et lands eller en regions kulturelle særpræg. Udstillingen viser både arkitektur, kunst og dokumentarisk film og fotografi.
Den arabiske verden er først og fremmest bundet sammen af sproget, men der findes andre fælles spor, der både peger på en særlig forståelse for rum og en visuel kultur, der trækker linjer fra kalligrafi over enkle bygningselementer til arkitektur i helt stor skala.
Udstillingen Det arabiske nu lægger forskellige af disse fælles spor ud til overvejelse med det ønske, at et billede af ‘det arabiske’ vil opstå gennem historier fra steder, hvor betydningsfuld udvikling finder sted:
Fra Mashreq, som betyder ‘øst’ eller ‘der hvor solen står op’ (Libanon, Syrien, Irak, Jordan, Kuwait, Israel, Palæstina og til dels Ægypten) og Den arabiske Halvø (Saudi Arabien, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater, Yemen, Oman, Bahrain) til Maghreb, ‘vest’ eller ‘der hvor solen går ned’ (Algeriet, Tunesien, Libyen, Marokko, Mauretanien, Sudan).
Udstillingen sætter bl.a. fokus på nye byer som Dubai, gamle yemenitiske civilisationer og nye arkitektur-projekter, der forholder sig til ørkenen som sted. Den viser, hvordan tegnestuer som Ateliers Jean Nouvel, Paris, X-Architects, Dubai, og Henning Larsen Architects, København, griber ind i regionen med ny-fortolkninger.
Et aktuelt omdrejningspunkt for udstillingen er forholdet mellem det private og det offentlige rum, der i disse år er under stadig forandring både socialt, politisk og arkitektonisk.
Den arabiske verden består af 22 lande, der har det ene fællestræk, at de har arabisk som hovedsprog. Der tales altså andre sprog end arabisk, der praktiseres andre religioner end islam, landskabet varierer – og det præger også levevis og arkitektur.
Det er ikke muligt at tale om arabisk kultur i ental. Men udstillingen tegner nogle overordnede billeder, nogle spor og linjer ved nedslag i områder og en række temaer, der samlet belyser udviklingen af betydningsbærende elementer i kulturen i den del af verden.
Hvad er arabisk identitet for dig?
Mange forhold er med til at afkræfte det eksotiske drømmebillede af Orienten og de dertil hørende modbilleder.
På udstillingen danner en række kulturpersonligheders forskelligartede svar på spørgsmålet: ”Hvad er arabisk identitet for dig?” et broget billede af en region i stor forandring: Tusind og én nats drøm og Det Arabiske Forår – store kontraster kommer til syne, når man forsøger sig med fælles linjer og fortællinger om så stor en region.
Majlis – det semiprivate velkomstrum
Til gengæld er et fællestræk i arabisk kultur den samhørighed, der gør sig gældende gennem brugen af ornamentik – fra billedsproget i arabiske tæpper, der traditionelt indrammer ethvert indendørs rum, til ornamenterede flisebelægninger i gårdhaverne.
Fra kalligrafiens svungne bogstaver til arkitekturen, hvor hele vægge og facader er skabt af komplicerede mønstre, der både opstår som en del af bygningens konstruktion og som interiører i form af semitransparente rumadskillelser kaldet Mashrabiya.
Et andet fælles forhold er den rumlige organisering af tilværelsen, der synes at danne sig uanset de mange forskelligheder fra land til land.
I modsætning til åbne og flydende rum, som man ofte ser det i nordisk arkitektur, bygger arabisk arkitektur og kultur på en knivskarp adskillelse mellem det private og det offentlige rum og de sociale funktioner indenfor hjemmets mange vægge.
Hjemmet er inddelt i mindre formålsbestemte rum: kvindernes rum, mændenes rum, værtens rum og gæstens rum. Det traditionelle semiprivate velkomst-rum, Majlis, hvor værten møder sin gæst, er – særligt for den vestlige beskuer – et karakteristisk billede på den måde, hvorpå det private rum forvaltes.
Selv om Majlis ikke længere er en fast bestanddel i den moderne arabiske arkitektur, viser fænomenet, hvordan organisering af ritualer og vaner knytter an til fysiske rammer, og hvordan privathed er en af den arabiske kulturs hjørnestene.
Min faders hus – det private rum
Installationen Min faders hus – udstillingens arabiske hus – inviterer inden for til fortællinger om de mennesker, der bebor det, og fremviser en række arkitektoniske elementer, der på hver deres måde er en nøgle til at forstå den traditionelle arabiske kultur.
Traditioner ændrer sig i mødet med andre kulturer. Mashrabiya-vægge, som er et vigtigt element i den arabiske arkitektur, ændres i takt med moderne bygge-teknik.
I dag ser man tendenser til, at flere arabiske arkitekter vender tilbage til ældre dyder og bygger videre på en stærk kultur, der tilsyneladende ikke sådan lader sig ændre ved mødet med den globaliserede verden og dens arkitektoniske hovedstrømme.
Det offentlige rum i nyfortolkning
Det offentlige rum og offentligheden er måske det vigtigste diskussionspunkt i disse år for mange arabiske borgere. Den arabiske kunstscene er i fuld vigør og indtog gader og pladser under Det arabiske forår i 2011, og Tahrir-pladsen fungerede som mødested for borgere og kunstnere.
Også på sociale medier som Facebook og Twitter har en ny arabisk offentlighed set dagens lys. Men arkitektur og arkitekter er afhængige af økonomi og viljen til at bygge nyt, og der ses stadig kun ganske få eksempler på arabiske arkitektur-projekter, der giver nye muligheder for socialt liv i det offentlige rum.
Tre tegnestuer
Traditionen for udenlandsk arkitektur i den arabiske verden er lang. I 1930’erne inviterede den irakiske regering flere modernistiske arkitekter til at bygge i Bagdad. Le Corbusier var inspireret af den traditionelle arabiske arkitektur, ligesom Jean Nouvel og mange andre er det i dag.
Også danske arkitekter som Jørn Utzon, Vilhelm Wohlert, Henning Larsen og Knud Holscher har skabt betydningsfulde værker i den arabiske verden, der i dag anses for nogle af de bedste eksempler på arkitektoniske kulturmøder.
Arkitektur kan ses som et sprog, der fortæller om det sted, den står, og de tanker, der ligger bag. I mødet mellem den udenlandske arkitekt og den arabiske kontekst opstår måske et nyt sprog eller en ny dialekt.
På udstillingen giver tre tegnestuer, Henning Larsen, Ateliers Jean Nouvel og X-Architects, hver deres bud på en arkitektonisk transformation af den arabiske kultur, med særlig vægt på nye offentlige rum.
Fra Genius loci til Genius logo
Ørkenen dækker cirka 80 procent af den arabiske verden. Dette barske og ufremkommelige landskab er en af grund-præmisserne for den arabiske kultur og arkitektur. Nomadernes telte og simple karavanseraier er den fremherskende arkitektoniske form.
Livet forholder sig i dette flydende landskab til det mest permanente, nemlig wadier, periodisk opståede vandløb og oaser. Bosættelse sker på kanten af ørkenen og ikke i den. Således ligger lerbyen Shibam, også kaldet ’Ørkenens Manhattan’, på kanten af den yemenitiske ørken.
Shibam er opført i det 16. århundrede og er et af de fineste eksempler på arabisk ørkenarkitektur. Byens nærmest eventyrlige skønhed og enkle men imponerende bygningsteknologi inspirerer i dag arkitekter og byplanlæggere over hele verden, hvilket kan opleves på udstillingen, hvor arkitekter arbejder med ørkenen som kontekst og med Genius loci – stedets ånd – som ledetråd.
Modsat ses, særligt på den arabiske halvø, et byggeboom, der i høj grad er drevet af ejendomsspekulation og branding. De mange skyskraberprojekter, der skyder op, er udtryk for en global markedslogik, der helt ignorerer de lokale klima-forhold.
Genius loci er blevet til Genius logo – hvor arkitekturen bannerføres som ikon for den globale markedsførings-ånd. I Dubai skaber arkitekter såkaldt Google Earth-arkitektur med blandt andet anlæggelsen af kunstige landskaber, og Mekka, muslimernes hellige by, forandrer sig i takt med at nye luksushoteller rykker ind på første parket. Også disse modsatrettede scenarier er en del af udstillingens pejling af det arabiske nu.
I udstillingen deltager bl.a. arkitekterne Aziza Chaouni, Sahel Al Hiyari, Jean Nouvel, X-Architetcs og Henning Larsen Architects, den egyptiske billedkunstner Mounir Fatmi, den saudiarabiske billedkunstner Ahmed Mater, kunsthistoriker og grafiker Bahia Shehab og den tuaregiske forfatter Ibrahim al-Koni (som optrådte på Louisiana Literature i 2012).
Særkatalog og Louisiana Magasin
Til udstillingen udgives et særkatalog med bidrag af: William J. R. Curtis, Kaelen Wilson-Goldie, Ala al-Hamarneh, Boris Brorman Jensen, Mette Marie Kallehauge, Jacob Skovgaard og Hanna Ziadeh samt statements fra bl.a. Jean Nouvel, X-Architects, Henning Larsen og Bahia Shehab.
Desuden bringer det seneste Louisiana Magasin, nr. 39 en artikel af Mette Marie Kallehauge.
Louisiana Lectures
En række Louisiana Lectures bliver afholdt i anledning af udstillingen.
Programmet kan ses under Kalender på www.louisiana.dk samt i dagspressen.
Udstillingen er kurateret af museumsinspektør Kjeld Kjeldsen og Mette Marie Kallehauge. Udstillingsarkitekt:
Luise Hooge Lorenc.
Udstillingen er realiseret med støtte fra Realdania, som er sponsor for Louisianas arkitekturudstillinger.
C. L. Davids Fond og Samling har ydet støtte til udstillingens katalog.
HVOR OG HVORNÅR
DET ARABISKE NU
Arkitektur, kultur og identitet
31. januar – 4. maj 2014
Louisiana – Museum of Modern Art
Gl. Strandvej 13
3050 Humlebæk
Tir-fre 11-22
Lørdag, søn- og helligdage 11-18
