Ditte Hansen skriver for U-landsnyt.dk fra Kerala
Det var ikke meget, jeg havde hørt om Amma. Hun er sjældent hjemme i sit ashram i Kerala på Sydindiens vestkyst, men skæbnen ville, at hendes og mine planer faldt sammen.
Just ankommet til Kerala, nærmere bestemt Varkala, hørte jeg rygter om, at Amma ville komme hjem efter en lang udlandsrejse den kommende fredag.
Efter et lille stykke tid i Varkala havde jeg stiftet bekendtskab med en gruppe dejlige mennesker, der netop planlagde et besøg den fredag. Jeg sprang til med det samme – for hende ville jeg se.
Hvem er Amma? Amma kaldes ”the hugging mother” (den krammende moder) og er kendt og berygtet for at kramme i dagevis: hun sidder på en scene og folk står i kø for at få et kram – mere på http://en.wikipedia.org/wiki/Mata_Amritanandamayi
Kan kramme 15-17 timer ad gangen
15-17 timer ad gangen kan den nu 60-årige efterkommer af fattige fiskere kramme uden nogen form for pause, siger man.
Ahh, virkelig? Det ville jeg gerne se med egne øjne. Ligeledes var det for mig som religionshistoriker/sociolog en fantastisk mulighed for at få indblik i den, hmm, kult, der er omkring hende.
For hendes ashram er kæmpestort og altid fyldt. Det kan huse flere tusinde mennesker ad gangen og mange bliver der i månedsvis, også selv om Amma ikke er hjemme.
Flere ting kom pludselig i vejen (en visumansøgning under pres, for at være helt præcis) og jeg måtte melde afbud til fredagsseancen.
Men heldigvis ville to af mine Varkala-venner og min tilrejsende kæreste meget gerne se hende også, og vi besluttede at besøge hende om onsdagen i stedet for.
Ammas ashram
Dagen oprandt, og vi tog afsted tidligt om morgenen med tog fra Varkala station. Som altid var turen en oplevelse og vi blev budt på morgenmad af en skøn ældre kvinde – chapati og omelet. Vidunderligt.
Da vi ankom til den ønskede togstation fortsatte turen videre med rickshaw, hvilket var en lidt klemt oplevelse (men som altid sjov), da vi var fire granvoksne individer på ”bagsædet”.
Endelig ankom vi til ashrammet, som ved første øjekast virkede enorm. Ved andet øjekast kunne jeg slå fast, at det er ENORMT.
Templet er et kæmpe højhus med værelser til dem, der ønsker at bo her; flere restauranter og kaffe/chai stader; en butik med bøger og andet kram; og sidst men ikke mindst, den meget store hal, hvor den centrale kult finder sted.
Det var her, vi satte os i kø. Hallen var fyldt med mennesker, der sad vendt mod den store scene for enden.
Der var en masse personer på scenen og vi fik at vide, at flere par var igang med at blive viet – af brahminer (præster) og Amma. Engang imellem klappede folk, hvilket indikerede en succesfuld vielse.
Andre sad med lukkede øjne og chantede for dem selv, mens flere var igang med at lave små prasad (offer) pakker, som man kunne give Amma, når man nåede frem og fik et kram.
Den lange kø
Fire timer blev det til i køen inden vi endelig blev lukket ind på scenen, hvor henved 100-150 mennesker befandt sig.
Nogle sad blot derinde og fulgte Ammas mindste bevægelse, mens de fleste var som os, der var kommet for at få et kram. Der blev holdt strikt øje med køen, og flere udenlandske damer kostede rundt med os. Ja, sådan føltes det til tider.
Her slog det mig, at der var usædvanlig mange midaldrende hvide kvinder blandt hjælperne. Hvorfor? De fleste af dem jeg snakkede med, var fraskilte, havde børn og var enten pensionerede eller tæt på at være det.
Der er altså tale om en generation af kvinder, som er et sted i livet, hvor de har set sig nødsaget til at ”finde sig selv”. Og associationen med ”moderen Amma”, der kærligt tager sig af sine disciple (”børn”), er medvirkende til at skabe en tryghed og en genkendelse i form af det indbyggede moderinstinkt.
Jeg respekterer disse kvinder, da det kræver sit at rejse hele vejen til Indien, med alt hvad der dertil hører af farver, lyde, lugte og kaos, for at finde ”vejen” og ”sig selv”. Det er ikke alle, der har modet til at gøre det.
Det er dog ikke kun midadrende kvinder, der søger til Amma. I Varkala stødte jeg på flere unge i tyverne og trediverne, der også følte sig draget til Amma og i flere omgange havde boet i hendes ashram i månedsvis.
Deres fascination skyldtes både den måde, ashrammet ledes på, (størstedelen af dagen går med frivilligt arbejde, meditation og yoga) og den gruppefølelse, der opleves på stedet.
Ligeledes fandt flere kærligheden på stedet, for selv om påklædningen er ganske konservativ, er åbenlys kærlighed tilladt (med måde), til forskel fra mange andre ashrammer, hvor kønnene enten er adskilt eller berøring kun tilladt på et meget overfladisk plan.
Det himmelske kram
Vi nærmede os lige så stille den stol, hvor Amma sad. Jeg må indrømme, at jeg begyndte at få sommerfugle i maven jo tættere på hende jeg kom.
Som nævnt i tidligere rejsebreve er jeg ikke religiøs, men har måttet erkende, at jeg nok er spirituelt søgende (hvad det så end skal sige). Og Amma havde en eller anden effekt på mig.
Endelig blev det vores tur og vi blev først beordret ned på knæ (af Ammas trofaste disciple) og fik samtidig at vide, at vi IKKE måtte holde om Amma, når hun krammede os.
Vi skulle placere hænderne på stolearmene og så ellers lade os kramme. Vi måtte ikke tale til hende og skulle holde os fra at kigge hende i øjnene (hvilket jeg stadig ikke forstår).
I køen havde vi fået en klinex, så vi kunne tørre fedtet af ansigtshuden for ikke at gøre Ammas sari beskidt.
Duften af sandeltræ
Så blev det min tur og jeg blev revet (ja!) hen til Amma.
Jeg var på forhånd blevet spurgt hvilken nationalitet jeg var, da hun hvisker alle noget i øret. Jeg blev fanget ind af hendes arme og mit ansigt solidt placeret på hendes barm.
Hun duftede af sandeltræ og gav mig et langt og varmt kram. Så holdt hun mig ud i strakt arm, hvorefter jeg fik et til langt og varmt kram, mens hun hviskede mig noget i øret.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke forstod en pind af hvad der blev sagt. Min tyske veninde fik tilhvisket ”Mein liebling” – mon det var det hun prøvede at sige på dansk?
Da krammet var forbi, blev jeg løftet op og ”sat fri”. Hmm, følte jeg mig anderledes?
Jeg følte mig faktisk glad og tryg, som når man har fået et dejligt kram af sin mormor efter at have slået sit knæ og er blevet forsikret om, at alt nok skal gå. Men anderledes, nej.
Var det de fire timer værd? Ja, bestemt. Måske også fordi jeg følte at jeg var på feltarbejde og havde en særlig interesse i at opleve ”krammet” og stedet.
De overdrevne disciple
Blandt så mange, der følger en person (guru, karismatisk leder, swami, præst etc), vil der altid være individer, som enten går over stregen eller burde søge hjælp.
Jeg så enkelte tilfælde af lidt for meget excentricitet, men de helt absurde personer så jeg ikke. Det gjorde mine venner til gengæld, da de besøgte ashrammet om fredagen.
For at være kildekritisk skal det her pointeres, at jeg ikke med mine egne øjne har set dét, jeg nu vil berette.
I bund og grund kan det være røverhistorier, men jeg vælger at tro på mine venner. Jeg ville dog aldrig skrive en videnskabelig artikel udfra deres udsagn. Lad mig slå det fast.
Men i køen så de en kvinde, der fik udleveret en banan af Amma. Hun valgte at spise den med skræl på, mens hun meget intenst stirrede på Amma.
En anden havde et billede af Amma, som han i timevis blev ved med at kysse og snakke til. Selv da han spiste frokost.
Mange af de folk jeg så, havde det karakteristiske ”forelskede” blik i øjnene og det lidt psykotiske smil på læben, der desværre fik mig til at associere dem med fanatiske tilhængere af f.eks. Jim Jones (Jonestown massakren i Guyana i 1978) og andre sektledere – se også http://da.wikipedia.org/wiki/Jonestown
Krammede med tandpine
Jeg ved udmærket godt, at der her er tale om en helt, helt anden form for tilbedelse; Amma ønsker ikke andet fra hendes disciple end kærlighed og frivilligt arbejde (havearbejde, rengøring, madsalg etc) til gengæld for et ophold i ashrammet.
Den blinde kærlighed får alligevel alarmklokkerne til at bimle.
Jeg ville ikke være i stand til at bo i sådan et ashram eller følge et andet menneske på den måde. Ja, i det hele taget følge et andet menneske.
Selve turen var imidlertid en stor oplevelse og ved at se Amma kramme ufortrødent alle som én (på storskærm og ”live”) kan jeg kun give kvinden en rigtig pæn portion respekt og beundring.
Hun havde oven i købet tandpine og bed smerten i sig uden at blinke – vi så hende flere gange tage sig til kinden og havde fået at vide, det var derfor.
En dame fortalte os, at hun havde set hende kramme i 23 timer en gang. Hvis det holder stik, må jeg tage hatten af for hende. Og jeg tror på det.
Er hun guddommelig? Nej, men hun har et stort hjerte.
Vi tog alle fire hjem med opløftet sind. At vi så ikke nåede det første tog, ødelagde ikke dagen. Vi havde alle fået en oplevelse for livet.
Se forrige rejsebrev på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/29-11-13/rejsebrev-fra-indien-6-manden-i-hullet-i-l-til-liv
