Kronik af Jens Peter Dam Eckardt Jensen
Kan eftervirkninger af et lands kriser og konflikter udløse forandringer og udvikling for den mentale sundhed? I de værst tænkelige områder synes det, trods ufattelig modgang, at være tilfældet.
Det kinesiske skrifttegn for krise består af to tegn, hvor det ene betyder fare og det andet mulighed. Bruger vi ti sekunder på at gennemtænke de kriser, vi selv har været igennem, kan det være, at det har sin oprigtighed.
Det samme synes måske også at gælde, når man genkalder nogle af verdens brændpunkter. Nok har det været skadeligt og ødelæggende, men det kan også føre til nye muligheder og udviklinger.
Det seneste års katastrofer
Allerede inden for det seneste år har verden været vidne til krige, flygtninge-strømme, oversvømmelser, fødemangel, sygdomsudbrud og mange andre kriser, hvor familier og samfund splittes og infrastruktur og kapacitet degenereres.
Derfor er det heller overraskende, at i disse akutte situationer, sættes psyken på næsten umenneskelig prøve, hvor en kaskade af menneskelige lidelser ofte bliver resultatet.
Humanitære organisationer gør alt, hvad der står i deres magt, men er ikke alene i stand til at opbygge eller genstarte et helt lands sundhedssystemer og specielt ikke på det psykiatriske niveau.
Unikke lejligheder til at skabe en bedre indsats
Det paradoksale i ovenstående er dog, at selv under og efter alarmerende nødsituationer synes det alligevel at give unikke lejligheder til at skabe en bedre indsats end før krisen opstod for mennesker med psykiske vanskeligheder.
Den gængse mekanisme skyldes ofte lidt firkantet sagt, at medier får ofte øjnene op for de overlevendes fysiske og psykiske tilstand, regeringer udtrykker bekymring, og dette følges yderligere op af vilje og finansielt støtte til nationale og internationale organisationer.
Faktorer som aktivt spiller en nøglerolle i implementeringen af et mere bæredygtigt mentalt sundhedsvæsen, beretter WHO i en aktuel rapport på området.
Burundi
Tag fx Burundi, hvor det psykiatriske sundhedsvæsen var regulært ikke-eksisterende på grund af årtiers borgerkrige navnlig helt op mod år 2000.
En international NGO bidrog til etablering af et mentalt sundhedsvæsen, og i forlængelse af fredsprocessen skiftede aktiviteter fra direkte ydelser og tjenester til opbygning af regeringens evne til at tilbyde psykiatrisk behandling, som integreret del af landets sundhedsvæsen.
Fra 2000-2008 er mere end 27.000 mennesker blevet hjulpet gennem dette psykiatriske system, og trods fortsatte finansielle vanskeligheder er fremgangen sket i mange landområder.
Sri Lanka
Som følge af tsunamien-katastrofen i Sri Lanka 2004 blev påbegyndt en række store forbedringer for lokalpsykiatrien ved hjælp af en bred skare af interessenter og netværk på ophav af regeringen.
Fra tidligere at kunne tilbyde hjælp på hospitaler i de større byer, og hvor psykiatriuddannet personale var en knap ressource i resten af landet, er Sri Lanka i dag i stand til at koordinere og udvide ressourcerne til de fleste dele af landet.
En mental sundhedspolitik er vedtaget, og 20 ud af landets 27 distrikter har nu et psykiatrisk sundhedsvæsen sammenlignet med 10 før tsunamien.
Jordan
På grund af tilstrømningen af krigsramte irakere i Jordan inden for det seneste årti tiltrak det betydelig støtte fra hjælpeorganisationer og donerer. Som afledt effekt indledte Jordans sundhedsministerium og WHO et projekt omkring lokalt psykiatrisk sundhedspleje for både irakere og jordanere.
Den tværsektorielle udviklingsproces resulterede i Jordans første psykiatripolitik nogen sinde. Reformer og udvikling er fortsat under arbejde, men indtil videre har disse lokalbaserede klinikker hjulpet mere 3550 mennesker fra 2009-2011.
Tillad mig at kortfatte yderligere scenarier.
Siden 2001 i Nangarhar Provisen, Afghanistan har fx mere end 1000 sundhedsarbejdere modtaget træning i grundlæggende psykiatrisk støtte, mens op mod 100.000 mennesker er blevet diagnosticeret og behandlet.
80-85 pct. af psykiaterne, 50 pct. af almenpraktiserende læger og 20-30 pct. af sygeplejersker, psykologer og socialrådgivere har siden 2004 modtaget psykiatrisk sundhedstræning i Irak.
I Aceh-provinsen af Indonesien har 13 ud af 23 distrikter et psykiatribudget sammenlignet med ingen for blot et årti siden. En model som i dag tjener for andre provinser i landet.
Og i Østtimor er psykiatriuddannede sygeplejersker en realitet i en fjerdedel af landets 65 lokalpsykiatriske centre sammenlignet med ingen, før den humanitære krise.
Konkluderende er der iflg. WHO tale om ti aktuelle eksempler fra verdens brændpunkter, der trods ubegribelige omstændigheder har formået at gøre fremskridt og for nogle opbygget mere kvalificerede og bæredygtige psykiatriske systemer end før krisen opstod.
Tankevækkende?
Nok kan disse tiltag synes banale, grundlæggende og kontraintuitivt set i et dansk perspektiv, men ikke desto mindre eksempler på forandringer til det bedre.
Men lad mig slå fast, at eksemplerne ikke på nogen måder kan godtgøre fordele ved kriser og konflikter. Et glorificeret billede af psykiatrien i disse lande eller for den sags skyld på globalt plan vil være fejlvurderet.
Mange af førnævnte lande har fortsat væbnede konflikter og politisk ustabilitet, og der er lang vej til moderne psykiatrisk behandling og mental sundhed. Det er med andre ord lettere sagt end gjort.
Det opsigtsvækkende er dog, at der blev skabt forandringer. Og den gode fortælling om disse forandringer skal der også være plads til i en ellers daglig myriade af umenneskelige kriser og konflikter.
Den gode fortælling om, at, trods næsten uoverstigelige problemer, kan der skabes forbedringer og forandringer. Eksemplerne bevidner jo, at det kan lade sig gøre at forvandle kortsigtede interesser i psykiatrien til mere langsigtede forbedringer og resultater.
Fællestræk
Men hvad blev så gjort for at forbedre vilkårene? Hvad var fællestrækkene?
Trods variationen i den socio-politiske og kulturelle kontekst oplevede lande som Burundi, Jordan, Østimor, Irak iflg. WHO forandringer, fordi en reform af den mentale sundhed blev påbegyndt midt i krisesituationen; det enorme behov for psykosocialt hjælp blev adresseret; regeringens centrale rolle blev respekteret selv under den humanitære bistand; de nationale og lokale fagfolk fik en central rolle; koordinering på tværs af landet blev afgørende; de mentale sundhedsreformer skulle ses i revideringen af de nationale politikker; det psykiatriske system blev betragtet og styrket som helhed ud fra en nøglestrategi om at decentralisere ressourcerne; sundhedspersonalet blev reorganiseret og trænet; projekter blev bevisliggjort og tiltrak yderligere støtte, samt advokering for forandringerne blev fastholdt. Listen er ikke udtømmende!
Mental sundhed er afgørende
Overvej for en stund de forandringer kriser og konflikter kan udløse, og så på de muligheder, hvor der ikke er krise verden over.
Det interessante i denne slutning er, at mental sundhed, uagtet krise eller ikke-krise, er meget afgørende for ens generelle trivsel, funktion og robusthed, og ja ligefrem beviseligt for et samfunds infrastruktur og økonomi, hvorfor det kan undre, at fokus og handling ikke er større – set både i et konflikt-, samfunds- og internationalt perspektiv.
Hvis kriser og konflikter kan skabe disse resultater, hvad kan man så ikke skabe af resultater uden?
De mange eksempler repræsenterer på hver sin måde kernen af, hvordan der kan skabes succes for en bedre mental sundhed trods et lands næsten u-slettelige udfordringer, og disse historier og erfaringer skal ikke gå tabt i den endeløse pøl af konflikter og kriser verden over.
Det er jo ikke kun tale om mentale sundhedstragedier, men også om katalysatorer til at skabe og opnå bedre og bæredygtig psykiatrisk sundhedsbehandling.
Det psykosociale aspekt bør indtænkes
Trods størstedelen af nutidens investeringer i kriseramte områder ofte, og ganske forståeligt, består af humanitær hjælp til basale behov og overlevelse, bør man i højere grad indtænke det psykosociale aspekt for at kunne genopbygge hverdagen.
Det vil ikke kun tjene den enkeltes borger mentale sundhed, men også skabe økonomisk og social sundhed for hele samfundet.
Tidlig psykosocial intervention, investeringer og visioner for psykiatrien er lærebare nøgleord og afgørende mekanismer til at introducere mentale forandringer under og efter en konflikt.
Selvfølgelig ved vi ikke, hvor og hvordan den næste krise vil udarte sig, men vi ved, at der vil opstå muligheder for at opbygge til det bedre. Erfaringerne herfra på det mentale sundhedsområde er en glimrende måde at forberede sig på.
Kilde: WHO, 2013: Building back better: sustainable mental health care after emergencies.
Jens Peter Dam Eckardt Jensen er cand.soc. og chefanalytiker i Bedre Psykiatri, der arbejder for bedre vilkår for pårørende til mennesker med psykiske sygdomme.
