Af Marianne Rejnholt Hansen, U-landsnyt.dk
Hvad går Hr. og Fru Dubai rundt og tænker om de spejlblanke skyskrabere, der skyder op som paddehatte over alt i Dubai og som har imponeret resten af verdenen? Ja, det er ikke alle, der er ved at gå til af begejstring.
Mellemøstens første 3D-animerede TV-serie har siden 2006 på satirisk men kærligt vis vist, at man stadig har brug for de gamle beduinværdier.
Et utal af TV-programmer, rejseartikler og arkitekturudstillinger har dokumenteret Dubais status som supermetropol. Omgivet af Mellemøstens mest konservativt islamiske lande fremstår Dubai som lidt af et fristed blandt de arabiske golfstater. Dubai er globalisering i den mest ekstreme form.
Når man præsenteres for Dubais oprindelige kultur, er det mest i form af ædle fuldblodsheste med udspilede næsebor, kamelvædeløb og smukke mænd iklædt de traditionelle, hellange skjortekjoler og de rød/hvid tærnede hovedtørklæder med en jagtfalk siddende på armen.
Eksotisk og stolt beduinkultur – en smule overfladisk, men sådan skal det jo være i turistindustrien.
Til sammenligning er golf-araberne nemlig ikke nær så åbne og gæstfrie som middelhavs-araberne. De er mere private og reserverede, og det er ikke sådan lige til at komme ind på livet af de lokale i Dubai.
Det er at sammenligne med dét, man siger om nord- og sydeuropæere.
Men en lille, satirisk TV-tegneserie lader os komme med indenfor hos de lokale.
Bedstemødre med slag i
Siden 2006 er et ugentligt 15-minutters afsnit af Freej blevet vist på TV-kannalen Dubai One.
Serien er en satire om fire bedstemødre, der bor i en lille landsby udenfor den hurtigt ekspanderende storby. Freej betyder nabolag på lokal dialekt (udtales fre’edj).
De fire karakterer hedder Um Saeed, kaffenarkoman og gruppens skarpe tunge, Um Khammas, giftekniv og passioneret entertainer, Um Allawi, gruppens eneste indhaver af en mobiltelefon og Um Saloom, senil dement.
Um betyder mor og er det navn, man får i forbindelse med sin første-fødte i den arabiske verden, altså er Um Saeed Saeed’s mor. Faren ville hedde Abu eller Bu Saeed.
Alle fire kvinder bærer den traditionelle burqa, ikke det sorte klæde der dækker hele ansigtet, vi er vant til at se hos f.eks. de saudiske kvinder.
Emiraternes burqa er en metalfarvet maske, som med visse designvariationer dækker den nederste del af ansigtet eller bare munden. Den skal ligne et falkenæb. Veninderne har også de obligatoriske hennafarvninger på hænderne.
Ud over de fire damer er der et par sjove bifigurer, bl.a. den pengegriske købmand Agha.
Freejs skaber er 36-årige Mohammad Saeed Harib og man kan roligt sige, at serien er Dubai i en nøddeskal, fordi dens rammefortælling er (mellem-)øst-møder-vest. Man har oven i købet taget en vestlig satiretradition og gjort den emiratisk.
De fire damers ugentlige udfordringer er et produkt af, at nyt møder gammelt – beduiner i metropolis.
Seriens reklameplakat er da også et billede af de fire damer, der står foran de traditionelle lerstenshuse, og hvor Dubais nye blændende. blanke skyskrabere svajer faretruende ind over dem i baggrunden. Når modsætninger mødes springer de særegne træk frem.
[video:http://www.youtube.com/watch?v=XIWFSjRJYSo]Arabisk humor
De arabiske film, vi har set i Vesten, har lært os, at humor i Mellemøsten fungerer som en mental ventil i en verden fuld af konflikt og menneskelig ulykke.
Humor bliver brugt som et middel til at forholde sig til en håbløs situation, det psykologerne kalder at ”cope”.
Freej er anderledes. Den er et kærligt, karikeret portræt af den lokale (sorgløse) mentalitet og udvikling, i familie med Southpark og The Simpsons med sine anti-helte og sarkasme.
Figurerne nyder da også samme kultstatus som Cartman og Homer Simpson gør.
Og spørger man de lokale, hvem af de fire damer, der er deres yndlingsfigur, svarer de fleste Um Saeed, fordi hun minder om deres bedstemødre, inkarnationen af det gamle Dubai, den gang der var flere beduintelte end skyskrabere og shoppingmalls.
For en god ordens skyld skal det ikke hedde sig, at al arabisk humor udspringer af død og ødelæggelse. Der er masser af spas på film og TV.
Det er bare ikke så ofte, at det passer til danskens humor. Eller også er det bare for indforstået.
Freej er sjov. Tonen de fire damer imellem er sarkastisk og de bander som havnearbejdere.
Det er damernes reaktion på mødet med det nye, der er sjovt. De møder alt det nye med en blanding af nysgerrighed og skepsis, tager udfordringen op, men ender alligevel hjemme hos Um Saeed, en erfaring rigere og bekræftet i, at hjemme er bedst.
Hvem pukler kamelerne for
Det er denne afslappede, lidt uimponerede holdning til tingene, der bl.a. karakteriserer emiratisk folkementalitet.
Dét Dubai vi ser i TV-programmerne, er nemlig et projekt vedtaget af et fåtal, først og fremmest sheik Mohammad, og en del emirater føler, at det er sket hen over hovedt på dem.
For selv om emiraterne er stolte over landets nyvundne stauts, føler de sig fremmedgjorte i deres eget land.
Flere og flere flytter udenfor byen til steder, hvor de kan bo blandt andre lokale og hvor gamle dyder og værdier stadig praktiseres langt fra nattelivets fuldskab og prostitution.
Nogle spørger også sig selv hvem alt dette bygges for, er det til folkets bedste eller for en plads i Guinness Rekordbog? Storhedsvanvid?
For med et indbyggertal på fire millioner, hvoraf Dubais egen befolkning kun udgør 20 procent, kunne det godt ligne en invation, der i sidste ende vil drukne den oprindelige kultur.
90 procent af alle offentlige ansatte er udlændinge, indere og pakistanere udgør 50 procent af befolkningen.
Ingen arabiske superhelte
Da Harib var studerende i Canada, blev klassen bedt om at vise deres kulturs superhelte, og det gik op for ham, at der ikke eksisterede nogen arabisk Spiderman, så han besluttede sig for skabe én, eller rettere fire.
Superheltens opgave er at beskytte og bevare sit samfund fra det udefra kommende, som truer med at ville ødelægge det. De fire damer i pangfarvede mormor-kjoler er på den måde en hyldest til den oprindelige emiratiske kultur og en påmindelse om, hvor man kommer fra.
For selv om de fleste emirater nok nyder godt af udviklingen, har de ligesom andre mennesker brug for ind i mellem at finde tryghed i det genkendelige, det gode gamle, præcis som når vi troligt sætter os foran skærmen, hver gang Matador genudsendes.
Og præcis som tanterne i Korsbæk skyller de fire tanter fra ørkenen alle livets strabadser ned med spandevis af kaffe.
Besøg Freej på http://freej.ae/EN/
Nogle af afsnittene kan ses deres fulde længde og med engelske undertekster på
http://www.youtube.com/results?search_query=freej%20english%20subtitles&sm=1