Danida har haft travlt med at oversende mere eller mindre betændte sager til Rigsrevisionen siden årsskiftet. Det er blevet til 21 “underrettelser” og de indebærer et foreløbigt minimumstab for de danske bistandsmidler på 877.000 kr. efter svindel, tyveri og andre “uregelmæssigheder”.
U-landsnyt.dk bringer i den kommende tid – dag for dag – omtalen af de 21 seneste sager på udenrigsministeriets website.
Sag nr. 3, oversendt 7. februar 2014:
C 1247
Uregel-mæssigheder og mulig svindel med dansk støtte til kulturelle aktiviteter i Danmark og Uganda
Den danske ambassade i Kampala i Uganda har som led i kultur-programmet ”Youth and Culture” bevilliget en samlet støtte på DKK 192.000 i finansåret 2012/13 til foreningen Ghetto Gourmet.
En ekstern revision af Ghetto Gourmets regnskaber har efterfølgende vist, at der ud af den samlede bevilling på DKK 192.000 ikke kan redegøres for DKK 26.475,00.
Ghetto Gourmet er efterfølgende erklæret konkurs.
Den 21. oktober 2013 sendte ambassaden et brev til Ghetto Gourmets advokat med krav om tilbageførelse af DKK 26.475,00 fra boet efter Ghetto Gourmet.
Endvidere har ambassaden anmodet om at modtage en foreløbig statusopgørelse, og om fremadrettet at blive holdt a jour omkring sagens udvikling.
Foreningen Ghetto Gourmet havde inden konkursen rejst et erstatningskrav mod foreningens professionelle administrator. Kurator (konkursboets bestyrer, red.) fandt erstatningskravet velbegrundet.
Administrator har oplyst kurator om, at han afviser kravet i sin helhed som uberettiget.
Da der ikke er midler i konkursboet til at foretage yderligere undersøgelser og eventuelt anlægge retssag, er kreditorerne blevet bedt om at stille sikkerhed for omkostningerne forbundet med yderligere undersøgelser og eventuel retssag mod administrator.
Ambassaden vil undersøge om andre kreditorer vil stille sikkerhed, så yderligere undersøgelser kan foretages.
Da sikkerheden, der skal stilles, langt overstiger det udestående beløb under bevillingen, er ambassaden i udgangspunktet ikke villig til at stille sikkerhed alene.
Rigsrevisionen vil blive underrettet når der foreligger nyt i sagen.
Afsender er KVA, der står for Danidas Kontor for Kvalitetssikring og Økonomistyring af Udviklingssamarbejdet