Af Kamilla Bøgesø Kjærgaard
Verdens kulturarv har enorm symbolsk værdi og bliver ofte politisk gidsel i væbnede konflikter. Førende internationale eksperter mødtes i Københavns for at sætte fokus på kulturarvens udsatte rolle i krig, og hvad vi kan gøre for at beskytte den.
I 2012 bombede NATO i Libyen, og for første gang havde det amerikanske Defence Intelligence Agency kodet koordinaterne for landets vigtigste kulturarv ind i computerens såkaldte ‘no strike list’.
Det er listen over civile og andre mål, som angrebene skal styre udenom, og med moderne præcisionsvåben lykkedes det at skåne udsatte kulturarvsområder under den militære aktion mod oberst Gaddafis styre.
I april 2013 gav FN’s Sikkerhedsråd en fredsbevarende styrke i Mali tilladelse til om nødvendigt at anvende militær magt for at beskytte kulturarv.
Det skete efter at islamistiske militser havde smadret sufi-islamiske helligdomme og brændt historiske manuskripter i det vestafrikanske Sahel-land.
”Det er første gang, FN har givet sådan et mandat i forhold til kulturarv,” siger Roger O’Keefe, seniorforsker i international lov ved Cambridge Universitet, på syngende australsk engelsk.
Han er en af seks internationale eksperter i krig og kulturarv, som fredag 20. september var samlet til seminaret ‘WAR and the destruction of our cultural heritage’, arrangeret af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) på Københavns Universitet.
Hver præsenterede de deres perspektiv på kulturarvens værdi for alle mennesker og folkeslag og hvilke militære og juridiske instrumenter, der kan bruges til at beskytte den under og efter væbnede konflikter.
Et vigtigt budskab var, at det kræver prioritering, oplysning og en upolitisk, international koordineret indsats.
Kulturarv er strategisk brik i krigens spil
FN’s konvention om ‘beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt’ fra 1954 anerkender, at kulturarv er af så stor værdi for alle mennesker, at den kræver international beskyttelse. Konventionen forbyder bl.a., at kulturarv bliver angrebet og anvendt til militære formål.
Men den symbolske værdi og kravet om beskyttelse bliver udnyttet af stridende parter, fortæller Joris Kila, ekspert i kulturarvsbeskyttelse og formand for International Military Cultural Resources Working Group.
”Ødelæggelser og tyveri af kulturarv bliver manipuleret og brugt politisk,” siger han. ”Parterne skyder skylden på hinanden, og nogen bruger ligefrem de fredede kulturarvsmonumenter til militærbaser og til at gemme våben i. Selv om det er i direkte strid med FN’s konvention.”
Stjålne arkæologiske fund bliver desuden solgt illegalt for at finansiere køb af våben, og så er ”Ikonoklasme” tilbage i stor stil, fortæller Joris Kila.
Det vil sige, at monumenter og kunstværker af symbolsk værdi bliver ødelagt, ikke som led i militære kampe, men med fuldt overlæg. Som eksempel viser han et foto af smadrede lerblokke, som udgør resterne af et sufi-islamisk mausoleum i Mali. Ødelagt efter at militserne havde indtaget Timbuktu.
Uvidenhed invaderede Irak
Under Irakkrigen i 2003 blev uvurderlige historiske værker ødelagt pga. manglende viden og prioritering fra både koalitionens og det irakiske regimes side, fortæller Ingolf Thuesen, arkæolog og institutleder på Institut for Tværkulturelle og Regionale studier på Københavns Universitet, i sit oplæg.
Han var med UNESCO i Irak i 2003 efter invasionen for at vurdere de kulturelle tab. Saddam Hussein var kendt for at placere militære anlæg tæt op ad bevaringsværdige monumenter for at gøre dem vanskelige at angribe.
Men UNESCO-holdet blev overraskede, da de mødte amerikanske soldater, der bevogtede resterne af den 4000 år gamle oldtidsby Babylon. Ikke for at beskytte den, viste det sig, men fordi de havde anlagt en militærbase på området.
Arkæolog underviser den amerikanske hær
Den klare demonstration af uvidenhed vil arkæolog i den amerikanske hær Laurie Rush have sat en stopper for.
Hun er også bestyrelsesmedlem i den amerikanske komité for Blue Shield, en slags Røde Kors for kulturarv. Siden episoden i Irak har hun stået i spidsen for at uddanne amerikanske soldater i at genkende, respektere og beskytte kulturelle værdier.
”Da jeg hørte, at vores styrker havde slået lejr i det gamle Babylon, udbrød jeg spontant ‘uddannelsen starter i dag!’,” fortæller Laurie Rush. Hun er en lille kvinde, som dårligt kan se over talerstolen, men hun fanger de tilhørendes opmærksomhed med passioneret stemme og store armbevægelser.
Hun motiverer militærets ledelse til at prioritere uddannelsen med argumenter for, hvordan beskyttelse af kulturværdier kan styrke soldaters sikkerhed og chancerne for en succesfuld mission.
For det kan skabe gode lokale relationer, som er med til at beskytte soldaterne. Det kan give god presse, som militæret ellers ikke får meget af, og så er kulturarv en vigtig del af en efterfølgende freds- og forsoningsproces. ”Det er argumenter, som en general forstår,” ler hun.
Syriens kulturarv er universel og ikke politisk
Selv om borgerkrigen i Syrien ikke specifikt er dagens emne, er det tydeligt, at den aktuelle situation er anledning til seminaret og med til at skærpe både oplægsholdernes og tilhørernes oplevelse af emnets akutte relevans.
”Vi er ikke naive. I krig kommer menneskeliv og humanitær bistand først,” siger Nibal Muhesen, syrisk arkæolog og post.doc. ved Institut for Tværkulturelle og Regionale studier på Københavns Universitet. ”Men det har også en humanitær dimension at redde kulturarven på syrisk territorium.”
Hans pointe er, at 7000 års bosætning kan spores i Syrien. Der er flere end 10.000 arkæologiske områder i landet, seks byer og bygningsværker er på UNESCOs verdensarvsliste, og yderlige 12 områder er nomineret. ”Den arv er international og universel og skal helt adskilles fra politisk strategi og debat.”
Det stod dog også klart efter dagens seminar, at ødelæggelser, der sker i borgerkrig, er meget svære at skride ind overfor. Når decentrale militser og andre grupperinger kæmper mod hinanden, er der ikke den nødvendige organisation og befalingsstruktur.
Nibal Muhesen opfordrede det internationale samfund til ikke at se passivt til af den grund. Men støtte initiativer, der kan forberede tiden efter krigen og hjælpe med at genskabe Syriens kulturarv.
Kamilla Bøgesø Kjærgaard er journalist (DJ) og arkitekt, MAA.
UNESCO er FNs Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur.