Der er stadig stor opbakning til vor udviklingsbistand til Den 3. Verden, men støtten er faldet lidt i 2013. Det viser en ny undersøgelse af danskernes holdning og kendskab til indsatsen i u-landene, fremgår det af en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet torsdag. Tæt på to tredjedele af danskerne erklærer sig som tilhængere af at give udviklingsbistand. ”Det er utroligt positivt, at danskerne bakker op om arbejdet og det bekræfter, at danskerne er et solidarisk og generøst folkefærd,” siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S). I forhold til undersøgelsen fra 2012 er opbakningen dog vigende fra 69 til 65 procent. Derudover synes tre ud af fire danskere ikke, de ved ret meget om udviklingsbistand og forholdene i udviklingslandene. Billedet bekræftes af undersøgelsens faktuelle spørgsmål om, hvordan det står til i u-landene på en stribe områder – f.eks. hvor mange, der har rent drikkevand, eller hvor mange børn, der kommer i skole. Her skyder danskerne en del forbi målskiven, og de har en forventning om, at det står langt værre til end det rent faktisk gør. De kender ikke til de fremskridt, der er sket i hovedparten af verdens fattige lande over de seneste 10-20 år. Det skal der ifølge Mogens Jensen gøres noget ved: ”Fremskridtene i verdens fattige lande skyldes mange forhold – bl.a. investeringer, global handel og ikke mindst udviklingslandenes egne indsatser. Bistanden bidrager også til fremskridtene. Vi skal blive endnu bedre til at kommunikere resultaterne og øge kendskabet til udviklingssamarbejdet i befolkningen.” ”Jeg vil selv tage rundt i landet og gå i dialog med danskerne på gaden, i virksomheder og på skoler. Jeg vil også se på, hvordan Danidas egen kommunikation kan være med til at skabe mere viden om de resultater og positive forandringer, vi er med til at skabe i udviklingslandene.” Mogens J. til u-landsmiljøet: Oplys mere om bistandens resultater Ifølge ministeren er det nødvendigt at komme danskernes tvivl om nytten af udviklingssamarbejdet i møde. Han siger: ”Selvfølgelig er der eksempler på indsatser, som enten ikke har nået deres mål eller slet og ret er slået fejl. Det er en risiko, vi skal være klar til at løbe. Men jeg vil ikke lade dem overskygge af, at udviklingssamarbejdet i langt de fleste tilfælde gør en forskel.” Endelig opfordrer handels- og udviklingsministeren de folkelige organisationer til at opprioritere oplysningsindsatsen. ”Jeg oplever et kreativt overskud, når det handler om indsamlinger og fundraising-aktiviteter. Det må kunne overføres til den langsigtede oplysningsindsats om bistandens resultater og udviklingslandenes udfordringer.” Danskernes holdninger og kendskab til udviklingsbistand er udarbejdet af analysefirmaet Epinion og gennemført som en webbaseret spørgeundersøgelse blandt personer over 18 år. Resultaterne af undersøgelsen punkt for punkt De vigtigste resultater fra 2013-undersøgelsen er: * Der er stor opbakning til udviklingsbistand i befolkningen. Således erklærer to ud af tre danskere (65%) sig som tilhængere af at give udviklingsbistand. Hver ottende dansker (12%) erklærer sig som modstander, mens hver femte dansker (22%) hverken er tilhænger eller modstander af at give udviklingsbistand. Andelen af tilhængere faldt fra 2010 til 2011 men har siden ligget nogenlunde stabilt, hvilket også er tilfældet fra 2012 til 2013. * En tredjedel af danskerne (35%) mener, der bliver brugt for mange penge på udviklingsbistand. En femtedel (22%) mener, at der bliver brugt for få penge og en tredjedel (34%), at der bliver brugt passende med penge på udviklingsbistand. Hver tiende dansker (9%) svarer ved ikke på spørgsmålet. Da dette spørgsmål har været stillet siden 1990 er det muligt at se besvarelserne i et større perspektiv. Her kan Epinion konstatere, at der fra 2010 til 2011 – muligvis på grund af den forandring af den offentlige opfattelse af samfundsøkonomien – skete en forandring, hvor danskerne i højere grad end i årene forinden synes at der bliver brugt for mange penge på udviklingsbistand. Resultatet fra 2013-undersøgelsen konsoliderer denne tendens. * Lidt under halvdelen af befolkningen (46%) mener, at udviklingsbistanden i høj grad eller i nogen grad hjælper. Hver sjette dansker (16%) mener, at udviklingsbistanden både og hjælper, mens en tredjedel (31%) mener, at bistanden hjælper i lille grad eller slet ikke. Lidt færre tror bistanden batter Der er tale om et fald i andelen af danskere, der mener at udviklingsbistanden hjælper i høj grad eller i nogen grad, fra 2012 til 2013, idet denne andel var 50% i 2012 og som nævnt er 46% i dette års undersøgelse. * Danskerne er ikke overbeviste om, at kriterierne for tildeling af udviklingsbistand er fornuftige: To ud af (38%) er enige eller helt enige i udsagnet ”Jeg har tillid til, at den danske, statslige udviklingsbistand bliver anvendt til fornuftige formål”. Danskerne er heller ikke overbeviste om, at der sker en tilstrækkelig kontrol med bevillingerne: En tredjedel (33%) er enige eller helt enige i udsagnet ”Jeg har tillid til, at der bliver ført god kontrol med, at den danske statslige udviklingsbistand bliver anvendt korrekt”. Omvendt er det ganske få (15%). der er enige eller helt enige i, at problemerne i udviklingslandene er så store, at bistanden er nyttesløs. * Danskerne er særdeles enige i, at udviklingshjælp skal fungere som hjælp til selvhjælp: Mere end fire ud af fem (85%) er enige eller helt enige i dette udsagn. Syv ud af ti (71%) er samtidig enige eller helt enige i udsagnet ”Vi har en moralsk forpligtelse til at hjælpe andre”. Tre ud af fem danskere (61%) er enige eller helt enige i udsagnet ”Udviklingsbistand kan være med til at begrænse antallet af flygtninge fra de fattige lande”. * Tre ud af fire danskere (70%) synes ikke, de ved ret meget om udviklingsbistand og forholdene i u-landene. En fjerdedel (26%) synes, de ved meget. Vi ved generelt ikke ret meget Undersøgelsen indeholder en række spørgsmål, der fokuserer på udvalgte nøglefakta om udviklingsbistand og forholdene i udviklingslandene. Det faktiske kendskab til disse nøglefakta blandt danskerne er lavt, ligesom der er klar tendens til at undervurdere den positive udvikling, mange udviklingslande har været igennem de seneste 20 år. Det kan eksempelvis ses i forhold til udviklingen i antallet af ekstremt fattige: De fleste danskere (51%) forventer, at der er blevet flere ekstremt fattige de seneste 20 år, selv om der reelt er blevet 700 millioner færre fattige i perioden. * Det er stadig de klassiske broadcast-medier, der i størst omfang giver danskerne viden om udviklingsbistand og forholdene i udviklingslandene. TV, landsdækkende dagblade, radio og avisernes websider er således de medier, der i størst omfang giver viden om udviklingsbistand og forholdene i modtagerlandene. Fra de overbeviste til de skeptiske Epinion har videreført den segmentering (opdeling) af danskerne, der blev udarbejdet i forbindelse med 2012-rapporten. Segmenterne baserer sig på danskernes bedømmelse af deres viden og deres overordnede holdning til udviklingsbistand. Der fremkommer herved fem segmenter, som i alt udgør 87% af den voksne befolkning: * De OVERBEVISTE, som synes, de ved meget, og er moderate eller stærke tilhængere af udviklingsbistand. De overbeviste udgør 19% af befolkningen. * De TILLIDSFULDE, som ikke synes, de ved ret meget om området, og er stærke tilhængere af udviklingsbistand. De tillidsfulde udgør 13% af den voksne befolkning. * De POSITIVE, som ikke synes, at de ved ret meget om området, og er moderate tilhængere af udviklingsbistand. De positive udgør 30% af befolkningen. * De SKEPTISKE, som ikke synes, at de ved ret meget om området, og er modstandere af udviklingsbistand. De skeptiske udgør 18% af befolkningen. * De NEGATIVE, som synes, de ved meget om området, og er modstandere af udviklingsbistand. De negative udgør 7% af befolkningen. Skal lige mindes om det først * Det uhjulpne kendskab – som også kaldes top-of-mind kendskabet – til Danida er 36% i 2013. Danida er den organisation der beskæftiger sig med udviklingsbistand, der har det højeste uhjulpne kendskab. Det uhjulpne kendskab til Danida er faldet fra 40% i 2012 til 36% i 2013; et fald i det uhjulpne kendskab der karakteriserer alle de 5 mest kendte organisationer. * Det HJULPNE kendskab til Danida er på 79%. Det er således 79% af danskerne som kan huske Danida, når de bliver mindet om navnet. Dansk Røde Kors er den organisation, der har det højeste hjulpne kendskab (92%), mens Danida har det femte-højeste hjulpne kendskab. Det hjulpne kendskab til Danida er stabilt fra 2012 til 2013, ligesom det er tilfældet for en række af de mest kendte organisationer. * Hver ottende dansker (13%) kunne i kampagneperioden og perioden umiddelbart efter kampagnen huske VERDENS BEDSTE NYHEDER. Hver sjette dansker (17%) kunne i samme periode huske logoet, når det blev vist på skærmen. Begge resultater er på niveau med de tidligere års målinger af kendskabet til Verdens Bedste Nyheder Man kan linke til rapporten på http://um.dk/da/danida/det-goer-vi/u-landsoplys/danskernes-holdninger-og-kendskab-til-udviklingsbistand-2013/
Relaterede artikler
Hvordan? Tyve års krig og omkring 176.000 døde senere tog Taliban igen magten i Afghanistan
Under Vestens tyve år lange krig mod Taliban, gik Afghanistans gammeldags, ultrakonservative bevægelse fra at være en besejret paria, som…
Verden har haft vild succes med at bekæmpe ekstrem fattigdom, men betyder det, at vi når verdensmålet?
Jens Lehrmann Rasmussen er cand. polit og Ph.D. i økonomi. Han har arbejdet som konsulent og ekstern lektor, senest ved Copenhagen…
Mediernes dækning af hollandske hooliganoptøjer er en skandale
Ahmad Walid Rashidi er kandidatstuderende og freelancejournalist. De nylige hooliganoptøjer i Amsterdam blev til breaking news, og hollandske politikere konkluderede:…
Danmark har en unik mulighed for at fremme den globale sundhed
Maria Lindhardt er politisk chef i Sex & Samfund Når Danmark i andet halvår af 2025 overtager EU-formandskabet, står vi…
I en verden med Trump som USA’s præsident bliver der brug for handling i Europa
Da det blev dag i Bruxelles, havde en tæt, grå tåge lagt sig over byen, hvor jeg bor, hvilket afspejlede…
Præsident efter valgnederlag: ”Jeg er stolt af vores demokratiske processer, og jeg respekterer folkets vilje”
Valghandlinger i Afrika har ofte været præget af forudsigelige valgsejre til de regerende partier, som det eksempelvis var tilfældet i…
Har motorsavspræsidenten fået skåret økonomien til?
Måske var det hele ikke så vanvittigt, som det i første omgang så ud til, da præsidentkandidaten svingede med en…
Ungt oprør blæser gamle ledere af banen: “Det er tid til forandring, og nu er forandringen kommet”
”Taxaer er gratis overalt. Taxaer er gratis for dig, for mig, for alle i Botswana.” Sådan synger et par hundrede…
Med Trump kan ét stort udviklingsområde se frem til at få hugget armen af
Det er næppe dét, de amerikanske vælgere har sat deres kryds efter. Ikke desto mindre har onsdagens valg af Donald…
Europa-Parlamentet godkender ny udviklingskommissær
Det gælder om at få sagt alle de rigtige ting og helst til alle de forskellige politiske lejre, når de…
I Sikkerhedsrådet skal Danmark kæmpe for kvinders rettigheder – i både krig og fred
Marie Sophie Pettersson er humanitær- og fredsopbygningsrådgiver i Oxfam Danmark. I slutningen af oktober mødtes FN Sikkerhedsråd og medlemsstater fra…