Egyptisk journalist giver stort beløb til Dansk-Egyptisk Dialoginstitut

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

En kendt egyptisk journalist gav Dansk-Egyptisk Dialoginstituts en check på 78.000 kroner, da instituttet ville hædre ham for hans mangeårige journalistiske indsats. Donationen er en påskønnelse af instituttets arbejde med egyptiske medier.

Til stor overraskelse for Dansk-Egyptisk Dialoginstitut (DEDI) havde den 78 årige Hamdi Qandil en check med på 100.000 egyptiske pund (godt 78.000 kroner), da han lørdag blev den første prismodtager i DEDI Media Club.

Pengene var en anerkendelse af den platform, klubben gennem de sidste to år har skabt for diskussioner mellem egyptiske mediefolk om professionalisme i journalistik, selvregulering og reformer på området. Det skriver instituttet i en pressemeddelelse mandag.

”Jeg var virkelig overrasket”, siger DEDIs medierådgiver Noha El-Nahass, der ikke lige vidste, hvad hun skulle gøre, men altså tog imod pengene.

Et let valg

Før det kom så vidt, havde DEDI Media Club hædret Hamdi Qandil med en lille statuette. Det var et let valg at give en pris til ham.

”Hamdi Qandil er en helt unik egyptisk medie-personlighed”, siger Noha El Nahass.

”Han har aldrig forhandlet sin professionalisme. Han har måttet se flere af sine programmer blive lukket, fordi han altid har arbejdet kompromisløst for offentlighedens adgang til reel information. Han er en rollemodel for den nye generation af journalister på den kaotiske mediescene, Egypten har for tiden.”

Propaganda og mangel på information

DEDI Media Club holdt lørdag sit ottende møde for journalister og redaktører i de egyptiske medier. Temaet for aftenen var de egyptiske mediers rolle i den måde, borgerne opfatter politik, og der blev ikke lagt fingre imellem i karakteristikken af medierne, som igennem skiftende tider har propaganderet for skiftende sider.

Manglen på professionalisme i journalistikken er stor; sammenblanding af politik og journalistik er omfattende. Også nu, forstod man på oplægsholderne, hvor mange medier propaganderer for general Abdel al-Sisi som præsident, latterliggør menneskerettigheder og ser konspirationer i udenlandske tilskud til aktiviteter, der støtter demokrati og menneskerettigheder.

”Det var et helt fantastisk møde, hvor mange deltagere af forskellig politisk observans i panelet og blandt publikum diskuterede ytringsfrihed og pressens rolle”, siger Jakob Erle, der er direktør for Dansk-Egyptisk Dialoginstitut.

Mangel på information

”Det var stærkt opmuntrende, at diskussionen var så åben og foregik på en ordentlig måde. Der var også en kritisk holdning til den mangel på information, der lige nu præger Egypten, – og på, hvor vigtigt, det er, at borgerne ved, hvad der foregår, og hvorfor”, fortsætter han.

Flere af paneldeltagerne gav eksempler på den manglende viden. For eksempel holdes landets skolebørn og studerende nu hjemme på anden måned, øjensynligt på grund af en virus.

Men ingen kan få at vide, om det er svine- eller fugleinfluenza, der ifølge myndighederne er på spil. Heller ikke en omfattende regeringsrokade i sidste uge mener hverken præsident eller premierminister, at befolkningen skal vide baggrunden for.

Prisen og pengene

Som noget nyt introducerede DEDI Media Club på mødet en pris for livslangt arbejde for netop professionalisme og uafhængighed i journalistik.

Hamdi Qandil har igennem et langt liv i journalistik lagt sig ud med regeringer i Egypten, de Forenede Arabiske Emirater og Libyen. Mange af hans TV programmer blev lukket ned på grund af hans kritiske tilgang, og i en periode arbejdede Hamdi Qandil derfor i FN organisationen UNESCO.

Under protesterne mod Mubarak i 2011 var Qandil med i forreste række. Efter Mubaraks fald arbejdede han sammen med den tidligere vicepræsident Mohamed El Baradei.

Under sin takketale, hvor han blandt andet gav udtryk for sin beundring for det dansk-egyptiske dialoginstitut og om det sagde, at det har ’stor integritet’, annoncerede Qandil så til alles overraskelse, at han havde en check med på 100.000 egyptiske pund.

Vigtig anerkendelse af Dansk Egyptisk Dialoginstitut

”Det betyder utrolig meget for os”, siger Noha El-Nahass, medierådgiver i DEDI.

”Man kan ikke påstå, at Hamdi Qandil ikke er nationalt orienteret, og at han ikke arbejder for en arabisk dagsorden. Han er imod udenlandsk indblanding, men han mener virkelig, at den platform vi har skabt med DEDI Media Club er vigtig for at styrke medieudviklingen i Egypten.”.

Noha El-Nahass vil gerne bruge pengene på den unge generation af journalister.

”De kommer til vores møder hver eneste gang og vil vide mere. En af dem kom op til mig på mødet forleden og spurgte, hvordan han kunne blive en rigtig professionel journalist”.

DEDI’s direktør Jakob Erle er også meget glad for donationen.

”Den signalerer, at vi bliver set som uafhængige, troværdige – og som et vigtigt bidrag til det, der foregår. Lige nu er der i Egypten en mistænkeliggørelse af udenlandske pengebidrag. Den bliver nu modsagt af en person, som repræsenterer en nationalt orienteret baggrund i Egypten, og er et dementi af, at udenlandsk funding i sig selv er et bevis på, at man vil noget ondt”.

Jakob Erle tilføjer, at han aldrig før har hørt om, at organisationer som DEDI har fået donationer af egyptiske enkeltpersoner.

OPDATERET 06.03.2014 9.44: Vi skrev at Mohamed El Baradei var tidligere premierminister. Det er forkert. Han er tidligere vicepræsident. Fejlen er rettet.

Læs mere om Hamdi Qandil på Wikipedia.

Læs mere om Dansk-Egyptisk Dialoginstitut: http://dedi.org.eg/