En ny minister, der kom som en stor, stor overraskelse

Mogens Jensen.


Foto: Folketinget
Forfatter billede

Af Jesper Søe, U-landsnyt.dk

Det bliver en sangglad politiker, kendt for sine parodier af forbilledet Poul Nyrup Rasmussen, og med tætte bånd til dansk fagbevægelse samt udtalt kampvilje for de homoseksuelles sag hjemme som ude, der overraskende tager over som ny udviklingsminister.

Socialdemokraternes hidtidige kultur- og medieordfører, Mogens Jensen, bliver tilmed ikke blot minister for u-landsbistand, men også handelsminister, hvilket understreger den drejning i Danmarks udviklingspolitik, som den hedengangne SRSF-regering stod for – og som den nye SR-regering ventes at videreføre.

“Det er forstemmende”

De første reaktioner fra u-landsmiljøet indløb da også prompte:

“Det er forstemmende, at regeringen nedlægger udviklings-ministerposten som selvstændig ressort. De fattige lande har i den grad brug for en stemme, der taler deres sag”, siger bistandsveteranen Vagn Berthelsen søndag aften.

Han er både mangeårig generalsekretær for den store solidaritets- og bistandsorganisation IBIS, formand for u-landsforeningernes samarbejdsplatform, NGO Forum, der tæller 62 medlemmer, og sidder i regeringens Udviklingspolitiske Råd.

“Danmarks handelsinteresser er helt legitime, men de kan godt være i modstrid med de fattige landes interesser. Derfor er der brug for at holde de to områder klart adskilt,” lægger Vagn Berthelsen til.

Næppe siden socialdemokraten Ivar Nørgaard (1922-2011) var minister for udenrigsøkonomi, europæiske markedsanliggender samt nordiske anliggender fra 1971 til 77, under først Jens Otto Krag og siden Anker Jørgensen, har der været en sammenlignelig ministerkonstruktion.

Også Christian Friis Bachs megen tale om begrebet “grøn vækst” i hans tid som udviklingsminister kan ventes nedtonet.

I hvert fald hvis de hidtidige meldinger fra fagbevægelsen om grøn vækst vejet op mod jobskabelse som motor for økonomisk vækst skal tages for pålydende. Her mødes tesen om “grøn vækst” i udviklingsarbejdet med skepsis. Akkurat som hos Venstre.

Taler de homoseksuelles sag

Til gengæld vil personer med anden seksuel orientering ude i verdens u-lande, og især i Afrika, have en klar forbundsfælle i Mogens Jensen, når han nu sætter sig i en ministerstol for første gang.

Mogens Jensen blev valgt til Folketinget for otte år siden, og spørger man om hans vigtigste politiske sejr – sådan som Kristeligt Dagblad gjorde i oktober, da han fyldte 50 – falder svaret prompte:

”Det, jeg er mest stolt af at have været med til at gennemføre, er de forbedringer, vi har skabt for homoseksuelle. Det var forslag om adgang til kunstig befrugtning, mulighed for adoption og senest, at homoseksuelle har fået mulighed for at gifte sig i kirken”.

“For mig, som selv er homoseksuel, har det stor betydning, at jeg kan være med til at bekæmpe diskrimination af homoseksuelle, ikke kun herhjemme, men også andre steder i verden,” sagde han.

Med den tiltagende kriminalisering af homoseksualitet i stadig flere afrikanske lande – senest i Uganda og Nigeria -, er der nok at tage fat på, hvis Danmark ønsker at styrke indsatsen for denne udsatte gruppe og i øvrigt vise sine muskler som stor bistandsyder.

Stiller op som julemand

Det er en person med mange talenter, som fremover skal være handels- og udviklingsminister. Mogens Jensen er kendt som en mand, der gerne synger for på en fællessang.

Han stiller også gerne op som julemand til Folketingets traditionelle juletræsfest, ligesom han bidrager til den gode stemning med en parodi på sin gode ven og partifælle, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Selv om det er kultur- og mediepolitik, man først og fremmest forbinder Mogens Jensen med, er han ikke ganske ubekendt med udenrigspolitikken.

Han er således formand for den danske delegation til Europarådet, ligesom han er medlem af både Folketingets udenrigsudvalg og Udenrigspolitisk Nævn.

Erfaringerne med u-landsproblematikker og dansk bistand vil skulle hentes fra f.eks. udenrigsudvalgets besigtigelsesrejser.

“Potentiel billetsælger”

Rent politisk beskriver dagbladet BTs politiske kommentator, Søs Marie Serup, den nye minister sådan:

“Mogens Jensen er en potentiel billetsælger – han vil overraske positivt, hvis han ikke bliver syltet ned i sit stof – og det er svært at forestille sig, at Mogens Jensen skulle miste overblikket på dette område. Han er sympatisk, humoristisk og velargumenterende”.

“Nok er han mest kendt for sin forkærlighed for kulturpolitikken, men han har siddet i udenrigsudvalget længe og er altså ikke blank på området. Det er ikke noget juniorministerium længere, så en klar forfremmelse”, gør Søs Marie Serup gældende.

Danmarks Radios politiske redaktør, Uffe Tang, vurderer, at valget er faldet på Mogens Jensen, fordi han er en trofast Thorning-støtte, men at det næppe var ventet.

“Han er kendt som en høj profil på kulturområdet. Så det er højst overraskende, at han nu skal sidde med handel og udvikling”, siger han.

Færre ministre på Asiatisk Plads

Under alle omstændigheder kommer der et helt nyt ministerhold på Asiatisk Plads, hvor ministerbetjeningen samtidig slankes fra tre til to.

For det første afløser Mogens Jensen nu Rasmus Helveg Petersen (R) som udviklingsminister, og for det andet bliver klima- og energiminister, Martin Lidegaard (R), ny udenrigsminister i stedet for SF’s Holger K. Nielsen.

For det tredje forsvinder handels- og europaminister Nick Hækkerup (S) helt fra Asiatisk Plads. Han skal som ny sundhedsminister afløse Astrid Krag, der hoppede fra SF til Socialdemokraterne, efter SF trak sig fra regeringen torsdag.

Nick Hækkerups tidligere ressort deles op. Europaministerens del kommer til at ligge under udenrigsministeren, mens handelsministerens lægges sammen med udviklingsministeren.

Rasmus Helveg Petersen rykker over på partifællen Martin Lidegaards tidligere post.

Om Lidegaards nye prestigefyldte taburet som udenrigsminister skriver Berlingske:

“Det er en stor forfremmelse af Lidegaard, der blev hevet ind som ny minister udefra efter sidste valg, og som i sin tid som klima- og energiminister har haft problemer med solcellesagen”.

Fire nye

Mogens Jensen er en af fire helt nye ministernavne i den store regeringsrokade, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har været tvunget til at gennemføre efter SF’s udtræden af regeringen.

De øvrige helt nye ministre er miljøminister Kirsten Brosbøl (S), transportminister Magnus Heunicke (S) og uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R).

Med rokaden har socialdemokraterne fået tre ekstra ministerier, mens de radikale kun har fået et enkelt.

Til gengæld har de radikale med social- og udenrigsministeriet fået nogle af de mest magtfulde ministerier.

Karriere i fagbevægelsen

Mogens Jensen, der er født i Nykøbing Mors, blev valgt ind i Folketinget i 2005.

Han har ud over kultur- og medieordfører været gruppeformand for Socialdemokraterne, ligesom han er næstformand for partiet sammen med Københavns overborgmester Frank Jensen.

Mogens Jensen er uddannet i LO og har gjort karriere i fagbevægelsen bl.a. som kultur- og u-landskonsulent i Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF), ligesom han har været rådgiver i ledelsessekretariatet i LO.

Han er kendt vidt og bredt for at parodiere Poul Nyrup Rasmussen, men det er ikke kun på den kraftige og sangglade stemme, de to ligner hinanden.

Begge begyndte deres karriere i fagbevægelsen, begge har rod i det vestjyske, og Mogens Jensen overtog direkte Nyrups valgkreds i Herning i 2002, da Nyrup stillede op til Europa-Parlamentet. Og i øvrigt blev Jensen kampagneleder for Nyrup til det valg i 2004.

Det var i øvrigt netop Nyrup, der genopfandt posten som minister for udviklingsbistand, da han kom til som statsminister i januar 1993 – den post som Mogens Jensen nu overtager.

Spørger man nogle af hans kolleger i Folketinget, får han bl.a. karakteristikken ”så socialdemokratisk, at det næsten gør ondt”.

Det kommer for eksempel til udtryk i hans kulturpolitiske holdninger, hedder det. Han er glad for store, centralistiske kulturinstitutioner som Danmarks Radio og Det Kongelige Teater og har det sværere med den mere luftige og decentrale græsrodskultur.

Mogens Jensen blev op til folketingsvalget i september 2011 længe spået jobbet som kulturminister, men den post satte De Radikale sig på. I stedet blev han formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Da Henrik Sass Larsen (S) gjorde comeback i dansk politik og overtog det job, trådte Jensen loyalt til side og blev gjort til næstformand for partiet.

Se tillige http://da.wikipedia.org/wiki/Mogens_Jensen

Rasmus Helveg

Yngstemanden i Helveg-klanen, der 21. november blev udviklingsminister efter Christian Friis Bach, overtager partifællen Martin Lidegaards ministerium og bliver ny klima- og energiminister.

Rasmus Helveg Petersen fortsætter dermed sin politiske fremmarch. Før han blev udviklingsminister var han fra 2012 til 2013 næstformand i de radikales folketingsgruppe.

Den 45-årige “unge” Helveg Petersen er søn af tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen og bror til de radikales spidskandidat til Europa-parlamentsvalget Morten Helveg Petersen.

Han blev valgt ind ind i Folketinget i 2011 og har bestridt poster som udenrigs-, klima- og energiordfører.

Rasmus Helveg Petersen er uddannet journalist og har tidligere været både kommunikationschef og strategirådgiver. Han har også været politisk journalist på Jyllands-Posten og Information.

Han har betegnet sig selv som en ’radikal classic’ – grundlæggende borgerlig, men af den socialliberale slags.

BTs kommentator, Søs Marie Serup, giver følgende vurdering søndag aften:

“Klimapolitikken er hjerteblod for de radikale, så det er ikke overraskende, at de holder fast i den post og forfremmer Rasmus Helveg fra udviklingsstoffet til klima- og energi. Om ikke andet, så er han blevet rigtig godt bekendt med klima-stoffet pga. GGGI og Løkkes sag”.

“Rasmus Helveg trak sig som minister ud af GGGIs bestyrelse efter at han overtog posten fra Friis Bach. Helveg får en noget stor opgave som ung minister”.

Se også Laurits Holdts interview med den nu afgående udviklingsminister her på U-landsnyt.dk – http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/13-01-14/rasmus-helveg-petersen-bistanden-handler-om-vores

Om Mogens Jensen kort:

Til benefice for alle u-landsinteresserede herhjemme, som måske ikke ved så meget om den nye mininister.

* Fagbevægelsens lederuddannelse, LO-Skolen, Helsingør.
* 1982-1985: Uddannelsessekretær, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.
* 1985-1986: Kulturkonsulent, Arbejdernes Oplysningsforbund.
* 1986-1987: U-landskonsulent, Arbejdernes Oplysningsforbund.
* 1987-2005: Konsulent, LO, fra 1987 til 2005.
* 2005-: Folketingsmedlem.
* 2011-2013: Statsrevisor.
* 2011-2012: Formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe 2011-2012.
* 2012-2014: Næstformand for Socialdemokratiet.

Mogens Jensen om sig selv på facebook

Jeg har haft min opvækst i det vestjyske, og det har sat sit præg på mig og min politiske tankegang. Der skal arbejdes for de ting man vil nå – og jeg arbejder for et bedre Danmark.

Yndlingscitater

Nogen lever et liv som bonden aldrig ser..

Aktiviteter
Politik, og alt hvad der har med kunst og kultur at gøre, film, scenekunst, billedkunst, litteratur, musik, mad og vin, rejser

Yndlingsbøger
Pelle Erobreren, Lykke Per, En flygtning krydser sit spor, Prinsesserne, Stieg Larsson-trilogien, Vi de druknede

Yndlingsmusik
Jeg har en bred smag, men nogle af favoriterne er Allan Olsen, Dune, Doky-brothers, Coldplay, Frank Sinatra

Yndlingsfilm
Igen en bred smag, og sætter pris på alt fra Godfather-trilogien og Pelle Erobreren, til Chaplin, A single man, Zappa, og science fiction-filmen Blade Runner.

Favorit TV-programmer
Når tiden tillader det, ser jeg som regel Deadline, TV-avisen, TV-2 Nyhederne, DR-drama om søndagen

Se tillige
http://www.socialdemokraterne.dk/default.aspx?site=mogensjensen

Om Mogens Jensen lidt længere

Født 31. oktober 1963 i Nykøbing Mors som søn af ekspedient Harry Jensen og hjemmehjælper Ebba Møller Jensen.

Medlemsperiode

Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Vestjyllands Storkreds fra 13. november 2007.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Ringkøbing Amtskreds fra 8. februar 2005 til 13. november 2007.
Kandidat for Socialdemokratiet i Herning Sydkredsen fra 2007.
Kandidat for Socialdemokratiet i Herningkredsen fra 2003 til 2006.

Parlamentarisk karriere

Statsrevisor fra 26. oktober 2011 til 17. april 2013.
Kultur- og medieordfører. Medlem af Kulturudvalget, Det Udenrigspolitiske Nævn, Udenrigsudvalget, Retsudvalget, Grønlandsudvalget og Færøudvalget. Formand for den danske delegation til Europarådets Parlamentariske Forsamling. Formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe 2011-2012. Næstformand for Socialdemokratiet fra 2012 sammen med Københavns overborgmester Frank Jensen.

Uddannelse og erhverv

Fagbevægelsens lederuddannelse, LO-Skolen, Helsingør, fra 1997 til 1999.
Student, Morsø Gymnasium, fra 1979 til 1982.
Nykøbing Mors Folke- og Realskole, fra 1970 til 1979.

Konsulent, LO, fra 1987 til 2005.
U-landskonsulent, Arbejdernes Oplysningsforbund, fra 1986 til 1987.
Kulturkonsulent, Arbejdernes Oplysningsforbund, fra 1985 til 1986.
Uddannelsessekretær, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, fra 1982 til 1985.

Tillidshverv

Formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom på Mors og i Viborg Amt 1979-1982. Medlem af bestyrelsen for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning 1981-1982. Medlem af bestyrelsen for ARTE 1982-1985. Medlem af Socialdemokratiets kulturudvalg 1982-1986.

HK-tillidsrepræsentant 1983-1985. Medlem af forretningsudvalget i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom 1986-1988. Medlem af bestyrelsen for foreningen Kunst på Arbejdspladsen fra 1998.

Medlem af bestyrelsen for Bjørn Afzelius’ Internationale Kulturfond fra 2003. Medlem af bestyrelsen for Arbejdermuseet fra 2005. Medlem af repræsentantskaberne for Statens Kunstråd og Statens Kunstfond fra 2005. Mors-ambassadør udpeget af Morsø Kommune fra 2007.

Medlem af bestyrelsen for Kursuscenteret Laugesens Have fra 2008. Medlem af bestyrelsen for Kulturfonden Danmark-Grønland fra 2009.

Publikationer

Har bl.a. skrevet debatoplæggene “En samordnet ungdomsuddannelse”, 1985, og “Menneskene skal blomstre”, 1987. Bidrag til LO’s 100-års-jubilæumsbog “I takt med tiden”, 1998. Diverse film- og teaterproduktioner.

Udmærkelser

Gymnasieskolernes Lærerforenings Jubilæumspris 1995.

Til sidst om den radikale komét Sofie Carsten Nielsen.

Hun blev også spurgt, sidste gang den radikale partileder, Margrethe Vestager, skulle bruge en ny minister. Men valgte ifølge Berlingske ministertitlen fra i november sidste år, da Friis Bach trak sig som udviklingsminister.

Hun ville gerne bundfælde sig som gruppeformand, en post hun overtog i december 2012 fra nestoren Marianne Jelved. Og i øvrigt var der jo andre i gruppen, der kunne bruges som minister.

Men nu gik den ikke længere.

Den 38-årige cand.scient.pol. blev spurgt igen, da hullerne efter SF skulle fyldes ud, og denne gang kunne hun ikke sige nej – så stort et rekrutteringsgrundlag har partiet trods alt heller ikke.

Derfor tager hun nu over som minister for forskning, innovation og videregående uddannelser – ikke at forveksle med posten som undervisningsminister, der fortsat beklædes af socialdemokraten Christine Antorini.