Høringssvar af Morten Nielsen (Afrika Kontakt) Dansk udviklingsbistand bør kunne sættes ind præcis dér, hvor de fattige bor. Og det gør de fleste i mange lidt “rigere” u-lande – men her vil Danida ikke give NGOerne penge til at operere. Det bør laves om i Danidas nye civilsamfundspolitik. Hvis vi tilmed ønsker at skabe dybtgående demokratiske forandringer i u-landene – og det tror vi, alle gør -, må vi kunne samarbejde med og støtte de kræfter i civilsamfundet, der er modige nok til – hvis nødvendigt – at ofre deres liv for at skabe forandringen.
Vi skal med andre ord kunne agere i tæt samvirke med de dele af civilsamfundet, der ikke tilhører flinkeskolen, skriver sekreta-riatslederen for solidaritets-NGOen Afrika Kontakt i sit høringssvar om Danidas nye politk for NGOerne fremtidige arbejde og rolle i verdens fattige nationer. Usmidig BNI-grænse må stå for fald Vi er forsat enige i, at bekæmpelse af fattigdommen er det vigtigste mål for dansk udviklingsbistand. Derfor bør bistanden, kanaliseret via danske CSOer (NGOer), kunne bruges dér, hvor de fattige bor. Den stive og usmidige BNI grænse (der måler et lands bruttonationalindkomst pr. indbygger), må stå for fald og erstattes af andre redskaber, så danske CSOer kan arbejde i mellemindkomstlande, hvor der er stor ulighed og tilsvarende stor fattigdom. Ofte er mellemindkomstlandene også de lande, hvor kravet om demokrati og respekt for menneskerettigheder høres tydeligst. Se også U-landsnyt.dks tema om “Grænser for bistand” på http://www.u-landsnyt.dk/tema/gr-nser-bistand Demokrati og rettigheder Afrika Kontakt mener, at danske CSOer skal kunne arbejde med CSOer i mellemindkomstlande for at støtte denne kamp for demokrati og rettigheder. Der er en klar pointe i, at det er den lokale regerings ansvar at stå for uddannelse, sundhed m.v. Men opgøret med den voldsomme ulighed, der præger disse lande, kræver, at vi støtter de kræfter lokalt, der arbejder for demokrati og rettigheder. Det giver god mening, når der bor flere fattige i mellemindkomstlandene, end i de fattigste lande. Som evalueringen af CSO-strategien peger på, var strategien langt fra det redskab, der gav al CSO- arbejdet retning og et fælles overordnet mål. Det bliver derfor interessant at se, om CSO-politikken vil blive rammen for al ministerierets støtte til CSO-arbejde. Afrika Kontakt har valgt at koncentrere dette høringssvar på tre områder: 1) Øget fokus på støtte til syd-fonde 2) Skrøbelige situationer og stater 3) Risikovillighed Syd fonde Erfaringerne med Syd-fonde er meget forskellige og ikke allesammen positive. Disse fonde kan og bliver misbrugt til at fremme lokale magthaveres dagsorden. De kan være med til at centralisere det lokale CSO-miljø, da administrativt svage CSOer kan have svært ved at opnå støtte. De i CSO-politikken så positivt omtalte sociale bevægelser har som ofte ikke en karakter, der gør, at de selv kan søge støtte. Syd-fonde kan blive endnu et led, der kan fordyre administrationen yderligere og der er en fare for, at der sker en ensretning af Syd-CSOerne. Skrøbelige situationer og stater Den nye CSO-politik lægger sig opad de signaler, der kommer fra forskellige ministerier, om at der skal være øget fokus på skrøbelige situationer og stater. Dette er naturligt da disse lande og områder ofte udgør en sikkerhedsrisiko for deres nærområder, med fare for væbnende konflikter til følge. Vi mener dog også, at der er en risiko ved at det internationale donorsamfund pumper store mængder af penge ind i disse områder. Det virker kortsigtet og kan skabe en korrupt stat og et dovent civilsamfund, der får alt hvad de peger på. Langsigtede partnerskaber vil i længden tjene disse stater og områder bedst. Nulfejls-kultur må lægges til side Der er fare for, at vores behov for sikkerhed og hurtige resultater står i vejen for langsigtet udvikling og opbygningen af stærke demokratiske samfund. Skrøbelige situationer og stater udgør en udfordring for den rettighedsbaserede tilgang. Når lokale myndigheder er svage eller ikke-eksisterende, er der fare for, at CSOer og internationale organisationer overtager den rolle, som en stat normalt bør påtage sig. CSO-politikken bør derfor, når den udføres, give rum for, at der kan ske fejl, tilbageslag og at den nulfejlskultur, der er i bistanden lægges til side og afløses af en villighed til at tage de risici, der er forbundet med at arbejde i disse områder. Netop i skrøbelige situationer og stater er der behov for, at ministeriet i langt højere grad støtter danske CSOer, der arbejder i disse områder. Ikke mindst når lokale partnere eller danske CSOer kommer i klemme og deres sikkerhed er i fare, skal der være hjælp at hente. Den forandring, som vi forventer og gerne vil skabe, betyder, at der opstår konflikter med dem, der har fordel af status quo. Risikovillighed Dansk udviklingsbistand skal bruges til at bekæmpe fattigdom. For at dette kan ske bliver man nødt til at gøre op med dem, der drager fordel af den ulighed, der er i mange fattige lande. Demokratiske reformer og inddragelse af et lands borgere, står ikke altid øverst på lokale regeringers dagsorden og dem, der kræver respekt for rettigheder og demokratiske reformer mødes ofte med forfølgelse. Det er der i sig selv ikke noget nyt i. Men spørgsmålet er i hvor høj grad, det er muligt for danske CSOer at støtte disse modige mennesker. Slet ikke nok med lovord om de sociale bevægelser Der er i udkastet til den nye CSO- politik ikke andet end lovord til sociale bevægelser og dem, der har været med til at skabe en ny dagsorden i bl.a. Nordafrika (med det arabiske forår, red.). Problemet her er bare, at den måde hvorpå krav og retningslinjer er indrettet, gør det stort set umuligt at støtte de sociale bevægelser. Hvis der ikke er større risikovillighed, kan dette heller ikke lade sig gøre i fremtiden. Hvis vi ønsker – og det tror vi, at alle gør – at der skabes dybtgående demokratiske forandringer i udviklingslandene, så må vi have mulighed for at samarbejde og støtte dem i civilsamfundet, der er modige nok til – hvis nødvendigt – at ofre deres liv for at skabe forandringen. Vi skal kunne støtte og samarbejde med de dele af civilsamfundet, der ikke tilhører flinkeskolen. Vi mener, at vores mangel på risikovillighed har medvirket til et alt for pænt og tandløst civilsamfund, både i Syd og i Nord. Morten Nielsen (52) er daglig leder for NGOen Afrika Kontakt på Nørrebro i København og var i sin tid en fremtrædende aktivist i anti-apartheidbevægelsen herhjemme. Mere om Afrika Kontakt på http://www.afrika.dk Mere om Morten Nielsen på http://www.u-landsnyt.dk/navnenyt/maerkedage/en-aktivist-blir-50 Se også telegrammet http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/30-04-12/afrika-kontakt-f-r-initiativpris
