Af Laurits Holdt, U-landsnyt.dk
Efter en del forsinkelser er EU nu klar til at sende en militærstyrke til den Centralafrikanske Republik for at hjælpe de 8.000 afrikanske og franske soldater, der hidtil uden held forsøger at bringe ro og orden til det kaos-ramte land.
Fredag faldt den Europæiske Unions militære styrke, der skal indsættes i den Centralafrikanske Republik (CAR), endelig på plads.
Det var i januar i år, at EU lovede at sende en militær styrke på op til 1.000 soldater til CAR, der glider længere og længere ud i kaos. Dengang blev det vurderet, at styrken kunne være på plads i slutningen af februar.
Ingen ville sende soldater
Det kneb dog med at få landene til at stille med soldater og udstyr til missionen.
Men efter fredagens møde i Bruxelles mener styrkens leder, den franske generalmajor Philippe Ponties, at styrken nu er så meget klar, at den kan begynde arbejdet i CAR. Planen er at EU-styrken skal være i landet i seks måneder, hvorefter den skal afløses af en afrikansk styrke.
Der er endnu ikke mange detaljer om, hvilke lande der stiller med soldater og udstyr til missionen. Det vides dog, at lande uden for EU bidrager til missionen. Bl.a. forlyder det at Georgien stiller med 140 mand.
Det er planen at styrken skal koncentrere sig om hovedstaden Bangui og bl.a. stå for sikkerheden i lufthavnen.
Der er i forvejen 6.000 soldater fra den afrikanske fredsstyrke og 2.000 franske soldater i landet. De har dog ikke kunne forhindre stribevis af overgreb på civile fra forskellige milits- og selvtægtsgrupper – herunder grupperne, der går under den fælles betegnelse anti-Balaka.
Tidligere har FN vurderet at der er brug for i hvert fald 12.000 soldater til en fredsstyrke, hvis den skal bringe ro til landets indbyggere.
Ikke mindst landets muslimske minoritet er udsat for voldsomme forfølgelser og mange er blevet dræbt eller sendt på flugt.
Evakuerer muslimer fra hovedstaden
Selv i hovedstaden Bangui, hvor en stor del af de udenlandske tropper er koncentreret, er sikkerhedssituationen for den muslimske befolkning i bund.
Derfor planlægger FN at evakuere 19.000 muslimske indbyggere fra byen til den nordlige del af landet, skriver en række internationale medier onsdag.
Planerne om evakueringen kommer efter at volden endnu engang er blusset op i Bangui.
Landet har været i kaos siden oprørsgruppen Selaka erobrede magten og jog den daværende præsident Francois Bozize på flugt i marts 2013.
På dagsordenen i Bruxelles
Onsdag og torsdag mødes statslederne fra de afrikanske lande og EU-landene i Bruxelles. Her har situationen i CAR fået sit eget topmøde i udkanten af det store topmøde.
På mødet deltager bl.a. CARs overgangspræsident Catherine Samba-Panza, FNs generalsekretær Ban Ki-moon, formanden for den Afrikanske Union (AU) Abdel Aziz, der er præsident i Mauretanien, Frankrigs præsident Francois Hollande. Desuden vil en række andre afrikanske og europæiske statsoverhoveder også deltage.
Mødets fokus ligger på at få genoprettet sikkerheden og stabiliteten i landet men vil også handle om hvad der kan gøres på den humanitære front.