Canada lægger Sri Lanka på is i Commonwealth

Forfatter billede

Canada suspenderer Commonwealth-bidrag på 20 millioner dollars, så længe Sri Lanka sidder i formandsstolen. Det sker på grund af den srilankanske regerings formodede menneskeretskrænkelser under det endelige opgør med De Tamilske Tigre.

Penge, der skulle være gået fra den canadiske statskasse til Commonwealth, bliver omdirigeret i de næste to år, hvor Sri Lanka har formandskabet.

“Canada er fortsat dybt bekymret over den manglende ansvarliggørelse for påståede alvorlige krænkelser af menneskeretten og internationale humanitære standarder i Sri Lanka”, siger den canadiske udenrigsminister, John Baird, ifølge flere canadiske medier.

Premierminister Stephen Harper boykottede sidste års Commonwealth-topmøde, der fandt sted i Sri Lankas hovedstad, Colombo.

Under normale omstændigheder ville Canada give 10 millioner canadiske dollars (ca. 49 millioner kroner) årligt i de næste to år.

Men de penge vil nu gå til andre projekter, der ”fremmer Commonwealths værdier”, herunder at styrke børns rettigheder, oplyser John Baird i en pressemeddelelse ifølge den canadiske gratisavis Metro.

Stephen Harpers regering har flere gange opfordret til, at der gennemføres en uafhængig undersøgelse af, hvad der præcist foregik i forbindelse med afslutningen på Sri Lankas 27 år lange borgerkrig i 2009.

Både den srilankanske regering og De Tamilske Tigre beskyldes for at stå bag grove menneskeretskrænkelser i forbindelse med regeringens nedkæmpelse af oprørerne.

Sri Lankas regering har tidligere forsøgt at spænde ben for FN-rapporter, der er kritiske over for de srilankanske regeringsstyrkers brutale fremfærd i kampen mod De Tamilske Tigre.

Regeringen har desuden gentagne gange afvist, at dens væbnede styrker skal have krænket menneskerettighederne under krigen, der varede fra 1983 til 2009.