Dansk ambassade brugte lav løn som gulerod i Bangladesh

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

“Verdens billigste tekstilland”, lød det fra den danske ambassade i Bangladesh i et fremstød, der skulle få danske tøjselskaber til landet. Kampagnen kørte kun to år inden tragedien på tøjfabrikken Rana Plaza, der kostede 1134 mennesker livet.

Den danske ambassade i Bangladesh brugte lave lønninger på ned til en krone i timen som lokkemiddel, da den i 2011 inviterede danske tekstilvirksomheder til at se nærmere på ”verdens billigste og hurtigst voksende tekstilland”.

Det skriver Fagbladet 3F, der sammen med Danwatch har været i Bangladesh for at gøre status på ulykken på Rana Plaza, der fandt sted den 24. april 2013.

To år inden tragedien inviterede ambassaden danske virksomheder til at komme til ”speeddating” for at møde potentielle partnere og leverandører i Bangladesh.

I den officielle invitation skriver ambassaden, at et af argumenterne for at rykke produktionen til Bangladesh, er den lave månedsløn på omkring 50 dollars, svarende til ca. 275 kroner.

”Det er et udtryk for en syg kultur med en ensidig fokus på lav løn, som især blev dyrket under 10 års borgerligt styre. Jeg håber, at de danske ambassaders fokus i dag er væsentligt anderledes end det, vi ser et eksempel på her”, siger Mads Andersen, formand for 3F’s Industrigruppe, til Fagbladet 3F.

Torsdag er et-årsdagen for den tragedie, der kostede 1134 mennesker livet og kvæstede omkring 2500 andre.

Der var fem tøjfabrikker i bygningen Rana Plaza, som kollapsede den 24. april 2013 uden for Bangladeshs hovedstad Dhaka.

Arbejderne i Rana Plaza producerede blandt andet tøj til de danske butikskæder Tøjfabrikken og Wagner og til bl.a. Benetton på det internationale marked.