Morten Ranum, U-landsnyt.dk, skriver fra Nairobi
Nairobi forekommer helt upåvirket af anti-homo-lovgivning i Uganda. I Kenya tales der meget afslappet om emnet. Din seksuelle observans synes at være din egen sag. På iClubs balkon på 1.sal i Kimanthi Street mødes homoseksuelle mænd åbenlyst,
Alt synes muligt i Nairobis forretningskvarter. Her udfører alle mulige slags mennesker deres daglige gøremål – såvel sociale som forretningsmæssige. I Kimanthi Street ligger baren iClub. Den er meget populær. Om aftenen er her live shows flere gange om ugen.
Selv kommer jeg dér ofte og sidder ude på balkonen sidst på eftermiddagen for at nyde en kold guinness eller to. Det er meget afslappende at sidde her og kigge ned på mylderet på gaden.
Mødested for homo-seksuelle
På balkonen sidder der altid mange unge mænd. Meget ofte kommer de alene og sidder og drikke øl. Rygtet siger, at balkonen er officielt mødested for homoseksuelle mænd i Nairobi.
Alle jeg møder i Nairobi reagerer lidt uforstående og næsten ligeglade, når jeg spørger til holdningen til homoseksuelle i Kenya og deres rettigheder.
Svaret er altid det samme. Seksualitet er folks egen business. Hvis mænd har lyst til andre mænd, så skal de have lov til det. I Kenya kan man gøre, hvad man har lyst.
Og det er ikke kun i Nairobis centrum af stemningen er så afslappet og liberal. I den østlige forstad Omoja, hvor jeg bor hos nogle venner, mødes mine spørgsmål med samme tolerance.
Forskelle mellem center og provins
Sammenligning mellem Kenya og Uganda er som at sammenligne land og by.
Kampala har altid været langt mere provinsiel end Nairobi. I Kampala har der i mange år været en lidt distanceret og afvisende holdning til homoseksuelle, selvom homoseksuelle tidligere fik lov til art være i fred.
Den situation der, efter vedtagelsen af anti-homo-loven i Uganda, hersker i Kampala vil være helt utænkelig at forestille sig i Nairobi.
Nairobi er ikke alene en storby, men en international metropol med alt hvad dertil hører.