I sin årsberetning 2013 kigger Sex & Samfund tilbage på et begivenhedsrigt år for organisationens internationale gren. Organisationen kom på finansloven og blev valgt til at stå for 2015-udgaven af Operation Dagsværk.
Spanien fremsætter lovforslag, der forbyder abort. Rusland har forbudt homoseksuel propaganda, og Kroatien har forbudt homoseksuelle ægteskaber. Uganda giver livstid for homoseksualitet. Det forløbne år dokumenterer, at seksuelle og reproduktive rettigheder ikke er givne, lyder det i en pressemeddelelse fra Sex & Samfund i anledning af udgivelsen af Årsberetning 2013.
”Det er meget ulykkeligt og dybt bekymrende, at seksuelle og reproduktive rettigheder på denne måde rulles tilbage, siger Bjarne B. Christensen,” generalsekretær i Sex & Samfund.
”Det er helt uantageligt, at unge piger skal presses til ulovlig abort eller to unge mænd af samme køn ikke må elske hinanden. Det viser med al tydelighed, at disse rettigheder på ingen måde er givne. Det vil altid være nødvendigt at forsvare dem – også i Danmark.”
Arbejdet med de seksuelle rettigheder får stort fokus i Sex & Samfunds arbejde i de kommende år – blandt andet fordi Operation Dagsværk har valgt Sex & Samfund til at modtage penge deres 2015-kampagne. Pengene vil gå til et projekt, som tager kampen op mod had og diskrimination af unge homoseksuelle og transkønnede i Kenya.
Seksuelle rettigheder og bæredygtig udvikling nyt fokus
Sex & Samfund fik i 2013 status som rammeorganisation under Udenrigsministeriet/DANIDA med en fast bevilling under finansloven og vil med de nye muligheder, som det giver, arbejde med kvinders reproduktive sundhed, unges seksuelle rettigheder og sammenhængen mellem SRSR (seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder) og bæredygtig udvikling.
Det sidste handler om at styrke samtænkningen mellem befolkningsdynamikker, reproduktive rettigheder og en miljømæssig bæredygtig udvikling. Sex & Samfunds internationale chef, Tania Dethlefsen:
”Vi skal blandt andet opbygge og styrke alliancer mellem familieplanlægnings-ngo’er og miljøorganisationer. Dermed er vi med til at styrke de interne relationer mellem ngo’er i landene til fordel for det fremtidige arbejde,” siger Tania Dethlefsen.
Årsberetningen 2013 kan læses som bladreudgave via dette link: http://issuu.com/sexsamfund/docs/aarsberetning_2013_dk.