Polio har bredt sig til mindst 10 lande, efter at sygdommen ellers var godt på vej til at blive helt udryddet. Der skal sættes ind internationalt for at hindre, at den breder sig yderligere, siger WHO.
Målet om at udrydde polio (børnelammelse) på verdensplan inden 2018 kan være i fare, efter sygdomssmitten er blusset op igen.
Den har spredt sig til mindst 10 lande, og det får nu Verdenssundhedsorganisationen WHO til at slå global alarm.
WHO betegner udbrud i Asien, Mellemøsten og Afrika som helt usædvanlige og understreger, at det er nødvendigt med en international, koordineret kampagne for at komme smitten til livs.
Det er Syrien, Pakistan og Cameroun, hvor der er tørst risiko for, at smitten spreder sig fra i løbet af 2014, oplyser WHO. Organisationen anbefaler, at indbyggere fra disse lande har en vaccinationsattest med sig, hvis de rejser udenlands.
Mange nye tilfælde i år
Siden 1988, da den globale plan om at udrydde polio blev sat i værk, er antallet af sygdomsudbrud nedbragt med 99 procent, skriver den britiske avis The Independent.
Hvor der i 1988 var 125 lande, der var ramt af polio-smitten, var antallet i 2012 kommet helt ned på kun tre lande.
Men i år er sygdommen igen kommet frem i en række lande, hvor vaccinationskampagner ikke er nået helt ud til de børn, der var mest i risiko for at blive smittet.
I år har WHO foreløbig registreret 68 tilfælde af polio, hvilket er en markant stigning i forhold til de 24 tilfælde, der var konstateret på samme tidspunkt sidste år. I hele 2013 blev der registreret i alt 417 tilfælde.
Pakistan og Cameroun er de lande, smitten spreder sig fra, men også det krigsramte Syrien – hvor flygtningene fortsat strømmer ud fra – er en af de store eksportører af poliosmitte, siger WHO.
Desuden er der konstateret polio i Afghanistan, Ækvatorial Guinea, Etiopien, Irak, Israel, Nigeria og Somalia.
Kan medføre lammelse og død
Polio rammer mest små børn under fem år og forårsager i cirka ét ud af 200 tilfælde lammelse af nervesystemet. I værste fald kan polio være dødelig.
Sygdommen spredes typisk gennem vand, der er forurenet med menneskelig afføring.
Der er ikke nogen behandling for sygdommen, men man kan vaccinere mod den med dråber, der optages gennem munden.
Det er kun anden gang i WHO’s historie, at organisationen slår global alarm om en sygdom. Første gang var i 2009, hvor WHO erklærede den såkaldte svineinfluenza for global pandemi, meddeler BBC.