Af Marianne Rejnholt Hansen, U-landsnyt.dk
Vil man ind under huden på de mekanismer, som gør Mellemøsten så konfliktfyldt, er Etel Adnans novelle ‘Sitt Marie Rose’ fra 1977 er godt sted at begynde.
Som datter af en kristen græker og syrisk muslim, voksede Adnan op i Beirut, hvor der blev talt tyrkisk i hjemmet og fransk i skolen. Man kan sige, at hun er personificeringen af Mellemøstens komplekse væsen.
Det er nok også derfor, hun er så god til at skille Mellemøsten sammensatte og ofte modsatrettede sindelag ad, så vi andre kan forstå, hvad det hele handler om.
Stamme-mentalitet
‘Sitt Marie Rose’ er inspireret af en virkelig historie om den libanesiske lærer, Marie Rose Boulos, der under den libanesiske borgerkrig, 1975-1990, blev bortført og dræbt af medlemmer af den kristne milits, Katab.
Marie Rose er selv kristen, mor til tre børn og fraskilt.
Gennem sit arbejde som lærer for døvstumme børn i en palæstinensisk flygtningelejr møder hun en palæstinensisk læge, som hun indleder et kærlighedsforhold til. Heri består hendes forbrydelse.
Men hvem har hun forbrudt sig mod? Hun har forbrudt sig mod stammen.
Stammen styres af mændene og man kastes direkte i stammens favn, som i historiens begyndelse er taget på jagt i bjergene med masser af våben og store biler. Det er et jægersamfund, som skal forsvare sit territorium.
Under den libanesiske borgerkrig var hovedstaden, Beirut, delt i det kristne øst og det palæstinensisk PLO-styrede og overvejende muslimske vest, mellem de to løb den grønne linje, hvor ildkampene fandt sted.
Langs den grønne linje løber den berømte røde streg, som aldrig må overskrides. Enten er man libaneser eller også er man palæstinenser. Enten er man kristen eller også er man muslim.
Adnan har i et interview sagt, at novellen ikke handler om kristen stammementalitet alene, men om den mandsdominerede stammementalitet, der ifølge hende gennemsyrer hele Mellemøsten.
Modernitet og panarabisme
Adnan er feminist, og hendes ærinde er feministisk forstået på den måde, at ligestilling mellem kønnene, frihed og fred hænger uløseligt sammen. De er hver især en betingelse for hinandens eksistens.
Marie Rose repræsenterer den modernitet, som står i modsætning til stammementaliteten og truer den. Hun er fraskilt og arbejder udenfor hjemmet.
Marie Rose bryder de oldgamle og uskrevne regler. Hun ser stort på stammen og taler om et broderskab med palæstinenserne gennem det fælles sprog og kulturarven.
Men hun taler for døve øren, for stammerne, der er meget ældre end nationalstaterne, er så indgroede i de mellemøstlige samfund, at ingen kan huske noget andet.
Mændene har både øjne og ører, men de bruger dem ikke. I stedet kører de med automatpilot. Skal noget ændres, skal man give indrømmelser til både fjenden og kvinderne.
Så er det bedre at gøre krigen ideologisk. Man foretager uhyrlighederne i en højere sags tjeneste, for målet helliger som bekendt midlet.
Men for Adnan runger ideologien hult. ‘The spiritual Jerusalem is dead, in their consanguineous marriage, and under the weight of their hatred. It is no longer in the Middle East.’ skriver hun.
Religionskrige kan have mange ansigter, og der er også folk her, som er på linje med Adnan. Vestlige styrker blev sendt til Afghanistan og Irak i demokratiets hellige navn.
Men hvad med folket i f.eks. Saudi Arabien eller de andre olierige golfstater? Har ikke også de ret til demokrati og frihed?
Diktatorenes spil
Der er mange, både før og efter Marie Rose, der har forsøgt at skabe en fællesarabisk identitet dog uden nogen nævneværdig succes.
Til gengæld er diktatorer ud fra princippet ‘divide and conquer’ glade for stammementalitet.
Syrien ligner på en del punkter Libanon. Landet er sammensat af mange forskellige sekter, hvor af nogle har nydt privilegier under Asad regimet og andre har været undertrykte.
Dét arbejder for præsident Assad, fordi folk i frustration vender sig mod hinanden. Og så er der de store stammer uden for Syrien, som for at styrke egne positioner, udstyrer de forskellige fraktioner med våben.
Således støtter det shiitiske præstestyre i Iran den syriske præsident, som selv shia-muslim. På de sunni-muslimske oprøreres side står bl.a. det sunni-muslimske kongedømme, Saudi Arabien.
I Saudi Arabien lever et shiitisk mindretal, der holdes nede med hård hånd. I Iran på den anden side af den persiske golf lever et sunni-muslimsk mindretal, som også holdes nede med hård hånd.
Ingen af de to regionale stormagter har interesse i at give deres mindretal rettigheder, for det kan true deres magt og dermed eksistens.
Derfor har lande som Saudi Arabien og Iran samt en hel del andre interesse i konflikten i Syrien.
En magtkamp pr. stedfortræder om man vil, som Syrien lægger jord til på samme måde som det skete i borgerkrigen i Libanon, hvor interesserne i krigen rakte langt ud over de interne.
I det lys ser Syriens fremtid dyster ud.
Krigens hverdag
Det var så sidste del af U-landsnyt.dks miniserie om arabiske kvinder, der gennem deres moderne og prisvindende klassikere behandler krig og konflikt.
De er selvsagt kun en lille håndfuld af gruppen af både mandlige og kvindelige kunstnere fra Mellemøsten, der giver et ærligere og mere nuanceret billede af regionen.
Fælles for disse tre damer er, at de behandler emnet ikke i krydsilden, men i stilheden efter.
For en konflikt er langt fra situationerne, hvor kuglerne flyver og bomber falder. Det er også tiden efter, hvor chokket har lagt sig og tabenes gøres op.
Dér hvor man skal forsøge at genoptage en hverdag i skyggen af ruinerne og sorgen. Det er kvindernes kampplads.
Læs mere om Etel Adnan, hendes samlede forfatterskab og kunst her: http://www.eteladnan.com/
