Premierminister Nouri al-Malikis koalition har fået flest stemmer ved parlamentsvalget i Irak. Men han kan formentlig ikke få andre til at bakke ham op og dermed sikre et flertal, viser de foreløbige resultater.
Det er en stærk kritiseret premierminister, som har høstet de fleste af stemmerne ved det irakiske valg.
Nouri al-Malikis koalition har sikret sig 92 af de 328 pladser i Iraks parlament, viser de foreløbige resultater fra landets valgkommission ifølge flere internationale medier.
De øvrige partier fik et sted mellem seks og 29 pladser.
Maliki har fået over 721.000 personlige stemmer.
Alligevel kan han langt fra regne med at kunne fortsætte som premierminister.
Maliki er nemlig skarpt kritiseret fra adskillige andre partier, som beskylder ham for at forsøge at monopolisere magten. De giver ham desuden skylden for den sekteriske vold, der indtil videre har kostet over 3500 mennesker livet i år, rapporterer BBC.
Regeringsdannelse kan trække ud
Hvis Maliki vil fortsætte på posten, skal han derfor bejle til nogle af de andre partier. Men mange af dem har nægtet at give ham opbakning til en tredje embedsperiode.
Modstanden mod Maliki er særligt stor i det vestlige Irak, hvor der er et sunni-flertal, og i nord, som er domineret af kurderne, skriver al-Jazeera.
Det er ventet, at dannelsen af en ny regering kan komme til at vare måneder.
Som ved tidligere valg vil det formentlig ske ved, at de største politiske blokke forhandler om en samlet pakke, så både premierminister, præsident og parlamentsformand vælges på en gang.
I de seneste år har der været en aftale i kraft der sikrede, at Iraks premierminister er shiamuslim, mens præsidenten er kurder og parlamentsformanden er sunnimuslim.
Over 9000 kandidater og 276 politiske partier eller koalitioner var opstillet ved valget den 30. april. Det er det første valg, siden de sidste amerikanske styrker trak sig ud af Irak i 2011.