En 1.500 kilometer lang vandrerute skal stå klar i 2016 gennem flere end 100 små lokalsamfund i Mellemøsten og præsentere vandrerne for regionens rige kultur og landskaber, skriver gratisavisen MetroXpress.
De første 430 km af “Abrahams Sti” (Abraham Path) fører allerede nu gennem Tyrkiet, Israel og det nordlige Jordan. Tanken er, at vandrerne føres gennem et væld af eksotiske kulturer samt historiske byer, der har taget mod rejsende i århundreder.
“Vi inviterer folk til at gå gennem civilisationens vugge, møde fremmede fra vidt forskellige kulturer og lære noget nyt om både sig selv, andre og verden”, siger direktøren for initiativet, Stefan Szepesi, til MetroXpress.
Håbet er at give et mere nuanceret billede af Mellemøsten end det, vi oftest præsenteres for i medierne.
Når ruten står klar, vil den føre fra ruinerne af oldtidsbyen Ur i Irak gennem det sydlige Tyrkiet, Syrien, Israel og Palæstina til Jordan.
Herfra kan man vælge at fortsætte enten til faraonernes Memphis i Egypten eller den hellige by, Mekka, i Saudi Arabien.
Man kan se mere på www.abrahampath.org
Abraham var en bibelsk person, som spiller en rolle i flere religioner – se http://da.wikipedia.org/wiki/Abraham