Af Jesper Søe, U-landsnyt.dk
Flertallet er der, men det er spinkelt og reduceret til mindst mulig nemlig syv mod seks. Ved valget i juni 2009 var det otte mod fem. og for ti år siden (2004) hele ti mod fire – dengang var der 14 danskere i parlamentet, nu er der 13.
Denne opgørelse indregner de konservative i det u-landspolitiske flertal, idet Det konservative Folkeparti, ikke mindst under Lars Barfoeds ledelse, har undladt at fremlægge drastiske sparekrav for u-landshjælpen sådan som Venstre og Dansk Fokeparti.
De konservative kæmpede tillige i VK-regeringens dage mod de besparelser, Dansk Folkeparti ønskede, og som Venstre tilsluttede sig.
Dertil kommer en markant forskel både i betoning og indhold mellem en Per Stig Møller (K) som udenrigsminister med ansvar også for u-landshjælpen, og den senere udviklings-minister fra Venstre, Ulla Tørnæs,
Flertallet for en u-landsvenlig politik hentes hjem via tre EU-mandater til Social-demokraterne, et til de radikale, et til de konservative, et til SF og et til Folkebevægelsen mod EU.
Heroverfor står fire mandater til valgets sejrherre, Dansk Folkeparti, og to til Venstre.
Anderledes sikkert er det u-landspolitiske flertal i vort nærmeste nordiske naboland, Sverige, hvor søndagens EU-valgresultet viste tallene 14 udaf 20.
Her marcherede Dansk Folkepartis svenske pendant, SverigeDemokraterne, ind med to mandater mod hidtil ingen. Men det gik først og fremmest ud over statsministerpartiet, de konservative Moderaterna, som fik et rigtig dårligt valg.
Kofod og Tørnæs
Ser man på de danske politikere, som nu får sæde i den omfangsrige parlamentsforsamling, er to ting værd at notere set udfra en u-landsvinkel.
Dels at Socialdemokraternes tidl. udenrigs- og u-landsordfører, Jeppe Kofod, som ventet kom ind, dels at en tidligere udviklingsminister nu for første gang sidder med, nemlig Ulla Tørnæs som spidskandidat for Venstre.
Kofod må forventes at blive en klar stemme til fordel for u-landene i den samlede socialdemokratiske partigruppe for alle 28 medlemslande.
Med den erfaring og indsigt i u-landenes forhold, som Tørnæs erhvervede sig i sine godt fem år i ministerstolen, er der også her tale om et mærkbart plus.
Men overordnet set er den højrenationalistiske bølge rundt om i Europa ikke til gavn for en “progressiv” u-landspolitik.
Denne bølge gav sig vælgermæssigt udtryk i resultaterne i adskillige toneangivende EU-lande.