Danmark i FN: Stop belejring og udsultning af civile i Syrien

Forfatter billede

Danmark har taget initiativ til et åbent møde i FN torsdag for at drøfte regimets belejring og udsultning af civile i Syriens krigshærgede byer. Formålet er at holde fokus på de massive menneskeretskrænkelser og potentielle krigsforbrydelser i Syrien.

To dage efter, at Syriens præsident Bashar al-Assad vandt en jordskredssejr ved det stærkt kritiserede præsidentvalg i landet, sætter FN fokus på det syriske regimes belejring og udsultning af civile i konflikten i Syrien.

Det åbne møde finder sted på dansk initiativ, oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

”Den bevidste og kyniske anvendelse af belejring og udsultning af civile bliver brugt som et våben i Syrien-konflikten,” siger udenrigsminister Martin Lidegaard (R).

”Det er ikke alene en overskridelse af alle internationale humanitære love, men rammer også uskyldige syriske mænd, kvinder og børn på den mest forfærdelige vis.”

På det åbne møde i FN-hovedkvarteret i New York vil der være førstehåndsberetninger fra berørte syriske borgere og indlæg fra Amnesty International.

Det skal sætte fokus på de fortsatte, massive overtrædelser af den humanitære folkeret og potentielle forbrydelser mod menneskeheden samt lægge pres på alle parter i konflikten for at ophøre med disse taktikker.

Regimet bruger civile liv som våben

En kvart million civile i byer omkring Damaskus og Aleppo er i realiteten spærret inde og forhindret i at modtage livsnødvendig mad, vand, medicin osv.

På trods af vedtagelsen af en FN-resolution i februar 2014, som fordømmer belejringer af beboede områder og kræver adgang for humanitære aktører, fortsættes disse udsultningstaktikker på tværs af Syrien.

”Det er helt uacceptabelt, at Assad-regimet anvender civiles liv som våben i konflikten, siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).

Han understreger, at der i Syrien er tale om den største humanitære katastrofe i mange år, og de fortsatte kampe og flygtningestrømme lægger et voksende pres på basale ydelser som adgang til mad, skoler og hospitaler.

Som et resultat af konflikten er over 4.000 skoler i Syrien lukket eller ødelagt, og over halvdelen af Syriens sundhedspersonale har måttet flygte fra landet.

Danmark overvejer at øge støtten

Danmark er en af de største humanitære bidragsydere og har støttet ofrene for konflikten både inde i Syrien og i nabolandene med i alt 725 mio. kr. siden konfliktens start.

Nu overvejer regeringen at øge støtten yderligere til de ramte familier i Syrien, siger Mogens Jensen.

”Vi vil den kommende tid sætte yderligere fokus på at afhjælpe problemerne ikke kun i Syrien men også i nabolandene, der løfter en enorm opgave men har svært ved at håndtere de mange nye flygtninge,” siger ministeren.

Danmark har taget initiativ til torsdagens åbne møde i FN for at lægge pres på parterne for at åbne for livsnødvendig humanitær hjælp til disse områder.

”Sådanne forbrydelser må ikke gå ustraffet hen. Jeg er glad for, at mange andre lande i FN har valgt at tilslutte sig de danske bestræbelser,” siger Martin Lidegaard.

Hele 26 andre lande har valgt at stille sig bag det danske budskab.

Mødet kan følges direkte på webcast: www.webtv.un.org torsdag d. 5. juni kl. 19.15-20.45 dansk tid.