Israelske myndigheder har konfiskeret humanitær nødhjælp fra en uddeling, som Folkekirkens Nødhjælps partner, KFUK, var i færd med at gennemføre i beduin-samfundet Al Ganoub i ørkenen øst for Betlehem.
Nødhjælpen havde en værdi af over 55.000 kr. EUs nødhjælpsorganisation (ECHO) og danske Danida havde støttet uddelingen, skriver den store humanitære organisation i en pressemeddelelse fredag.
Torsdag (05.06) ankom repræsentanter for den såkaldte ICA, Israels Civile Administration, sammen med politi og israelske soldater, mens fattige beduin-familier var ved at modtage nødhjælp i landsbyen Al Ganoub i Ar Rashaydeh-området.
De konfiskerede tre lastbiler, ti latriner og otte vandtanke. Lastbilerne blev taget med på politistationen i den israelske bosættelse Gush Etzion.
De tre chauffører blev afhørt og derpå løsladt. Men ICA beholdt latriner, vandtanke og lastbilerne, som tilhørte en lokal vognmand.
Latriner – et humanitært minimum
I alt 170 palæstinensere bor i Al Ganoub lokalsamfundet, fordelt på 18 hyrdefamilier. Især for kvinderne og for at sikre hygiejnen i området repræsenterer latrinerne (mobile toiletter) et absolut humanitært minimum og en vigtig forbedring af deres levevilkår.
Beduinbefolkningen i Område C, som udgør mere end 60 procent af Vestbredden, lever under israelsk militærstyreog nægtes retten til selv den mest grundlæggende vandforsyning, hedder det.
De kan ikke få adgang til vand fra den almindelige vandforsyning, men må heller ikke bore brønde eller bygge vand-cisterner.
Beduinsamfundet Al Ganoub ligger tæt ved den israelske bosættelse Asfar. Israelske bosættelser er ulovlige i henhold til folkeretten.
Ifølge folkeretten har Israel som besættelsesmagt ansvaret for at beskytte civilbefolkningen i området og for at sikre, at de ikke nægtes deres ret til vand og ordnede sanitære forhold.
Fordømmer Israel
Folkekirkens Nødhjælp fordømmer Israels konfiskation af nødhjælp, og stiller spørgsmålstegn ved, hvilken ”militær nødvendighed” der kan legitimere, at man tager nødhjælp fra fattige beduiner.
Det oplyses ikke i pressemeddelelsen om Israel har angivet en begrundelse for beslaglæggelsen.
Nødhjælpen appellerer samtidig til både den danske regering og EU, der som tredjepart har ansvar for at kræve af Israel, at landet lever op til sine forpligtelser under folkeretten.
Israel har pligt til at sikre, at humanitær hjælp kan nå frem til civile i nød. FKN forlanger samtidig øjeblikkelig og ubetinget frigivelse af alt humanitært udstyr, herunder også de konfiskerede lastbiler, anføres det.
Yderligere oplysninger hos:
Folkekirkens Nødhjælp i området: Stine Leth
tlf. +972 (0) 543 44 65 75