Mogens J.: Vi yder mest af alle til kvinder og børn i nød

Forfatter billede

Danida har afsat seks millioner kr. til at bekæmpe vold mod kvinder i Palæstina, som er en stor udfordring, især da den svære humanitære situation på grund af konflikten med Israel har forværret forholdene for unge piger og kvinder.

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) siger:

”Fra dansk side har vi særligt fokus på, at vi med vores humanitære indsats hjælper de mest sårbare grupper – som unge piger og kvinder. Det er en del af dansk udviklingsbistands DNA, og vi er det land i verden, der bruger den største del af vores humanitære indsats målrettet på kvinder og børn i krise- og konfliktsituationer.”

”Mange palæstinensiske kvinder og unge piger har det svært i de besatte områder på Vestbredden og i Gaza. Vold mod kvinder er en del af hverdagen, der er præget af den langvarige konflikt mellem Israel og Palæstina. Med vores bistand er vi med til at støtte den palæstinensiske regerings indsats på området.”

Støtten går gennem FN’s Befolkningsfond (UNFPA), der har kronprinsesse Mary som protektor, og er en del af en bevilling på 15 millioner kr. til at bekæmpe kønsbaseret vold i konfliktramte lande. Projektet køres i tæt samarbejde med den palæstinensiske regering, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse torsdag.

Tør ikke anmelde volden

Globalt set vurderer WHO, at 35 procent af alle kvinder har været udsat for vold fra deres partner. 

Ifølge lokale statistikker har 37 procent af alle kvinder i Palæstina været udsat for kønsbaseret vold. I Gaza-striben skønnes det at være omkring halvdelen. Mange kvinder og unge piger tør ikke anmelde overgrebene af frygt for nye overgreb, og det er de færreste, der opsøger klinikker eller anden hjælp.

Det danske bidrag på de 15 millioner til UNFPA, hvoraf seks mio. altså er målrettet Palæstina, går til at forbedre behandlingstilbuddet til voldsramte kvinder på klinikker og hospitaler.

Danmark støtter også en forebyggende indsats ved at sørge for at uddanne sundhedsarbejdere, der laver opsøgende arbejde blandt kvinder og unge piger i deres lokalmiljøer.

Bidraget går også til informationsindsamling og koordinering af indsatsen i Palæstina i tæt samarbejde med de lokale sundhedsmyndigheder.

Partnerskabsaftale med UNFPA

Lanceringen af initiativet ”Working together to Stop Gender Based Violence in Palestine” fandt sted torsdag i Palæstina med deltagelse af Anders Tang Friborg, Danmarks repræsentationschef i Ramallah, og de nyudnævnte palæstinensiske ministre for sundhed og kvinder.

Den danske støtte til UNFPA’s arbejde for at bekæmpe vold mod kvinder i Palæstina er en vigtig del af den partnerskabsaftale, som Danmark og FN’s befolkningsfond har indgået for at bekæmpe overgreb mod kvinder i humanitære situationer, hedder det.

UNFPA arbejder for kvinders og pigers seksuelle og reproduktive rettigheder. Organisationen har hovedkontor i New York og et nordisk repræsentationskontor i København.