Grøn energi skal løfte verdens fattige

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Frederik Tillitz, U-landsnyt.dk, skriver fra Folkemødet

Velfærd til verdens fattige – kan klimaet holde til det?” lød overskriften på et debatmøde på sidstedagen af Folkemødet, hvor man diskuterede om kampen imod fattigdom kan forenes med at nedbringe udslippet af CO2 i atmosfæren. 

Fra venstre ses Finn Tobiesen, VedvarendeEnergi, Lone Loklindt, radikal politiker, og Torben Huss fra Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU). (Foto: Frederik Tillitz).

Dansk udviklingsbistand bekæmper fattigdom, men verdens fattige har også det laveste CO2-udslip. I takt med at levestandarden stiger, stiger også forbruget og forureningen og kampen om klodens knappe ressourcer vil spidse til. Er kampen mod fattigdom et klimaselvmål eller kan de to dagsordener forenes?

Det var essensen af problematikken i mødeindbydelsen fra arrangøren, NGOen VedvarendeEnergi, der har begået energi- og miljøprojekter for fattige i Asien og Afrika i 20 år.

Står det ene i vejen for det andet?

Sagt på en anden måde: Står udviklingsbistandens fattigdomsbekæmpelse i vejen for ønsket om at reducere mængden af drivhusskabende CO2 i Jordens atmosfære? 

Handler det om, at vi på den ene side gerne vil hjælpe fattige ud af fattigdom og på den anden side også må standse klimaforandringer. Forurening og CO2-udslip kommer fra de rige, så det bedste for klimaet ville være at verdens fattige forblev fattige, men kan vi moralsk forsvare den holdning? 

”Vi skal jo ikke bestemme, hvordan u-landene skal udvikle sig. Det, vi kan gøre, er at lægge nogle bæredygtige spor ud. Så kan vi håbe, at landene ikke begår de samme fejl som os,” sagde afdelingsleder Finn Tobiesen fra VedvarendeEnergi på mødet i Det globale Telt i Allinge søndag formiddag.

Hvis der ikke investereres kraftigt i vedvarende energi i udviklingslandene, vil målsætningen om at løfte verdens fattige ud af fattigdom blive på bekostning af miljøet.

”Vi bliver nødt til at gøre bæredygtighed til en fuldt integreret del af udviklingen i verdens fattigste lande. Hovedmålsætningen er at komme fattigdommen til livs, men vi må stræbe efter at gøre det på en bæredygtig måde,” sagde han.

Problemet: Fattige vil også have Ipads

Størstedelen af verdens forurening og CO2-udslip kommer fra rige lande. Men det betyder ikke, at de fattige nationer holder sig tilbage.

”De fattigste lande har på politisk plan været modstandere af initiativer, der medfører begrænsninger i CO2-udledningen. Det er klart, at de ønsker samme goder som i Vesten, og det er uundgåeligt at fremtiden bringer en omfordeling af verdens goder med sig,” sagde Lone Loklindt, udviklingsordfører for det Radikale Venstre.

Debattørerne lagde vægt på et alvorligt dilemma i udviklingsarbejdet:

På den ene side vil man gerne hjælpe fattige ud af fattigdom og på den anden må man dæmme op for de globale klimaforandringer.

Det blev dog fra alle sider pointeret, at det må ske på den rigtige miljøskånsomme måde, når vi søger at løfte de fattige lande ud af dyb armod.

”Det er rigtig vigtigt, at den energi, der bliver behov for til løfte velfærden i Den 3. Verden, ikke er det sorteste af det sorteste (kul og andre fossile brændstoffer, red.). Det er måske utopisk at tro, at vedvarende energi vil kunne gøre arbejdet alene, men der skal være mulighed for grønnere energikilder,”  anførte Lone Loklidt.

Pensionskassernes muligheder

Den statslige Investeringsfond for Udviklingslande (IFU) gik for nylig sammen med flere pensionskasser om en stor investeringsfond på ni milliarder kr. til klimainvesteringer i udviklings- og vækstlande.

Vicedirektør Torben Huss fra IFU mente, at grøn energi kunne være en løsning på problemet: ”De steder, hvor vi har investeret i grøn energi, har der faktisk været et kæmpe afkast. Det er profitabelt at kaste penge efter vindmøller og sol i Den 3. Verden”.

Der blev sat spørgsmålstegn ved de store afkast, som pensionskasserne får for deres investeringer og påpeget, at nogle af disse penge kunne bruges til at skabe store forandringer i udviklingslandene.

Torben Huss mente dog, at dette var en nødvendighed for at få investorer til at gå ind:

”Jeg er helt med på, at der i de lande, vi investerer i, er kæmpe fattigdomsproblemer, som skal løses. Men det mener jeg ikke er op til os; det er bistandens forpligtelse. Der er stor politisk risiko i de lande, vi investerer i, derfor er det nødvendigt at stille med udsigt til et højt afkast,” konkluderede Huss.