Morten Ranum, U-landsnyt.dk, skriver fra Art Basel
Det er svært at finde noget afrikansk kunst i Basel. Midt i Europa er der næsten kun; ja, kun Europa og Europas lidt antikvariske forestilling om den anden. Resten af verden eksisterer ikke rigtigt uden os. Højst optræder den sorte kvinde som en slave.
Den opgave jeg har defineret viser sig at være meget vanskelig. Art Basel er meget anderledes end jeg havde forestillet mig. Her er næsten udelukkende centraleuropæisk og amerikansk kunst.
Det er svært at acceptere det som en international kunstmessse. Alligevel havde jeg dog i det mindste forventet at se repræsentanter for andre kontinenter.
Koloniale repræsentationer
Selv om jeg ikke finder afrikansk kunst i Basel, falder jeg over hele 3 værker som taler om Afrika, beskæftiger sig med afrikanske motiver og billeder af sorte.
1: Et par sorte drenge er malet foran en skrigende grøn majsmark. Kunstneren har ifølge billedteksten rejst i tidligere franske kolonier i Afrika.
2: En hvid kvinder ligger på sit sygeleje og ved hendes side sidder en sort kvinde og tager sig af den hvide kvinde. Referencen til slavetiden er tydelig.
3: En afro-amerikansk kvinde sidder i sofaen i sit hjem fuldt dresset op. Højrrød læbestift, smykker og vinyler som dekoration på væggen bag hende.
Det afrikanske optræder kun som slaven der tjener sin herre, en surrealistisk og uvirkelig grøn majsmark og en kvinde i amerika som er efterkommer af tidligere tiders slaver.
Fravær og usynlighed
Under størstedelen af udstillingen er det afrikanske helt fraværende og usynligt.
Præcis som det meget er ofte er tilfældet mange steder i Europa. Det er sådan mange afropolitanere føler det: at de er gennemsigtige for det europæiske øje.
Alt er egentlig som det plejer at være. Hvorfor virker det så forstemmende på mig? Jeg er febrilsk i min aggression, men kender egentlig godt konklusionen på forhånd.
