Meriam Yehya Ibrahim fra Sudan, der i maj blev dømt til døden for ”frafald” fra islam skal alligevel ikke henrettes og er blevet løsladt. Et massivt internationalt pres ser ud til at have reddet den højgravide kvinde.
Efter massivt internationalt pres er dødsdommen over den kristne sudanesiske kvinde og mor til to Meriam Yehya Ibrahim blevet ophævet, og Meriam er nu blevet løsladt. Det skriver Amnesty International på sit danske websted.
Meriam blev i maj ved en ret i Khartoum i Sudan dømt til døden for religiøst ”frafald” og til piskning for ”utroskab”, fordi hun ifølge anklagerne er gift med en kristen mand.
Siden Meriams anholdelse har mere end én million Amnesty-støtter fra hele verden krævet hendes omgående løsladelse og fulde frifindelse for anklagerne imod hende.
”Meriam skulle aldrig have været anklaget. Hun blev dømt til døden, da hun var gravid i ottende måned for noget, som ikke burde være en forbrydelse,” siger Sarah Jackson, Amnestys vicedirektør for regionen.
Meriam Yehya Ibrahim er nu igen sammen med sin mand og deres to børn.
Arbejdet mod lovene fortsætter
Amnesty takker alle de mennesker, som har støttet Meriam Yehya Ibrahim:
”Deres breve og underskrifter har vist de sudanesiske myndigheder, at mennesker fra hele verden har været oprørte over uretfærdigheden mod Meriam,” siger Sarah Jackson.
Amnesty fortsætter nu arbejdet med få de sudanesiske myndigheder til at afskaffe lovene om religiøst frafald, utroskab og dødsstraf, så ingen andre skal udsættes for det samme som Meriam Yehya Ibrahim har måttet kæmpe sig igennem.