Lego og millioner til verdens fattigste børn

Forfatter billede

Mogens Jensen lægger op til at øge støtten til uddannelse af verdens fattigste børn med 100 millioner kroner, så Danmark samlet giver 400 millioner kroner i 2015. Også private virksomheder som Lego Education samarbejder om mere og bedre uddannelse for verdens fattigste børn.

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) vil torsdag afgive løfte om at give flere penge til lærere og skoleklasser i udviklingslandene. Det sker på en finansieringskonference i Bruxelles, oplyser udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Det globale partnerskab for uddannelse, der står bag finansieringskonferencen, har som formål at fremme 2015-målet om uddannelse til alle verdens børn.

”Ethvert barn har ret til skolegang, og vi kan glæde os over, at 90 procent af verdens fattigste børn har fået mulighed for at komme i skole. Det skyldes en målrettet uddannelsesindsats, som Danida har bidraget til gennem årene,” siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen

”Men vi mangler stadig at få 57 millioner børn i skole, og vi skal øge kvaliteten af uddannelsen til flere hundrede millioner børn, der fortsat lærer alt for lidt. Derfor har jeg i dag givet tilsagn om at styrke indsatsen for uddannelse af verdens fattigste og mest udsatte børn,”tilføjer ministeren.

Læring gennem leg

Det er ikke kun vestlige regeringer, men også private virksomheder som Lego Education, der samarbejder med det globale partnerskab for uddannelse om mere og bedre uddannelse for verdens fattigste børn.

”Lego Education er en oplagt partner i indsatsen for at få uddannet alle verdens børn, og endnu et godt eksempel på, hvordan vi kan udnytte private virksomheder i udviklingssamarbejdet. Og så er det et godt eksempel på, at vi byder ind med noget af det, vi virkelig er gode til i Danmark, nemlig læring gennem leg og kreativt,” siger Mogens Jensen.

Lego Education, der er et selvstændigt selskab under Lego System A/S, er aktive i partnerskabets bestyrelsesarbejde og deltager på finansieringskonferencen.

Her har de bygget et klasseværelse med innovative læringsprodukter og demonstration af, hvordan undervisning kan finde sted under svære forhold i Bolivia eller Burkina Faso.

22 millioner flere børn i skole

Det globale partnerskab for uddannelse (Global Partnershop for Education) støtter udviklingslandenes nationale uddannelsesplaner.

Partnerskabet samler foruden 59 udviklingslande også de vigtigste donorer i sektoren, herunder FN-organisationer, udviklingsbankerne, civilsamfundsorganisationer og det private erhvervsliv.

Det er lykkedes at få 22 millioner flere børn i skole, hvoraf næsten halvdelen er piger. 300.000 lærere er blevet trænet, og der er blevet bygget tusinder af klasseværelser.

Endelig har partnerskabet bidraget markant til at give mange af de millioner af børn, der lever i konflikt eller skrøbelige situationer, adgang til uddannelse.

Mogens Jensen understreger, at et positivt signal på konferencen er udviklingslandenes vilje til egenfinansiering af uddannelsessektoren, som er i stigning og som signalerer, at de enkelte lande prioriterer uddannelse af børn og unge højt.

Ønsket er på konferencen at opnå et samlet tilsagn fra donorer på mere end 10 milliarder kroner.