Ditte Hansen, U-landsnyt.dk, skriver fra Rishikesh
Endnu engang befinder jeg mig i Rishikesh i det nordlige Indien. Jeg var her for et år siden, hvor jeg tog min første yogauddannelse. Og er nu tilbage og igang med at færdiggøre min anden uddannelse, så jeg om 14 dage kan kalde mig selv for 500 timers certificeret.
Men det er ikke dét, dette rejsebrev skal handle om. Det må vente til en anden gang.
Som overskriften indikerer, handler det denne gang om en swami.
Det er i tråd med et af mine tidligere rejsebreve, som beskrev hvordan indiske guruer og swamier sidste år kom så grueligt galt afsted: Nogle havde for lange fingre, de både pillede ved unge piger og pengekassen, mens andre igen havde mord på samvittigheden.
Dengang kunne jeg kun beskrive hvad den daværende mediestorm frembragte. I dag har jeg min egen øjenvidneberetning.
En ed blev aflagt
Swami Nithyananda, eller den smilende Swami, som jeg vil kalde ham (indtil videre),var på en 21-dages visit i Haridwar, en højhellig by på Ganges-flodens bred cirka en times kørsel fra Rishikesh.
Min co-yogi veninde havde lovet en veninde hjemmefra at besøge ham, da hun kun talte godt om ham og desuden havde mødt sin nuværende mand i en meget romantisk stund i Swamis nærvær.
Min veninde følte, hun havde taget munden lidt for fuld, men mit religionshistoriske sind fik mig straks til at springe til som “supporter og moralsk opbakning”. Dette kunne kun blive godt.
Så på vores eneste ugentlige fridag valgte tre af os at stå op kl. 03.30 og begive os afsted til en omgang “Inner Awakening”.
Jeg havde forestillet mig, at mødet med “Den smilende” ville foregå på en stor plads fyldt med hundredevis, ja måske endda tusindvis af indere, der alle desperat ville flokkes om ham, som det jo så tit sker her.
Men han var i stedet at finde på et fem-stjernet hotel i konferencehallen.
Da vi ankommer spændte og nysgerrige, bliver vi gjort opmærksomme på, at dette er en lukket fest; for der er tale om et 21-dages kursus, som kun er for “studerende”, der har betalt en net sum på forhånd. Men…vi får at vide, at der er mulighed for at overvære afslutningsceremonien halvanden time senere.
Vesterlændinge og expat indere
To chai’s senere begiver vi os tilbage til konferencehallen.
Klientellet er til at starte med overraskende; halvdelen af de mellem 2-300 mennesker er hvide mænd, kvinder og børn. Resten er indere, men som jeg finder ud af senere, så er de fleste af disse indere bosat i enten USA eller Canada. Og der er rigtig mange børn, især vesterlandske børn.
Jeg vidste ikke så meget om Swami Nithyananda troede jeg, indtil jeg blev mindet om, at han foruden at være kendt for sit store smil er kendt for en affære med en berømt tamilsk skuespillerinde sidste år.
Så ringede klokken. Jeg kan huske, at jeg læste om ham under min research til min tidligere nævnte artikel, som blev publiceret sidste år. Bingo!
Ceremonien går i gang og der sendes “live” til Swamis egen tv-kanal, som ses af “folk fra hele verden”.
Swami sidder på en kæmpe guldtrone iført en orangerød robe og turban; farven går igen hos hans følgere, hans studerende. De fleste bærer hvide gevanter, men alle har tørklæder og tasker, der matcher hans tøjfarve.
Hans smil bimer ud i hele rummet og på de to kæmpe storskærme, der er sat op, så alle kan følge med i, hvad han laver. Flere steder er der store treforker, der indikerer at guden Shiva spiller en stor rolle.
Tykke Rudaksha kæder bæres af mere eller mindre alle tilstedeværende, igen et tegn på Shiva-tilbedelse.
“Jeg skylder Swami alt”
Vi er blevet anvist en plads på nogle store hvide madrasser på gulvet og jeg kigger mig omkring og får øje på en lille vesterlandsk dreng, der keder sig uden lige. Klokken er henved 7 om morgenen og de har været igang siden kl. 5.
Han har en hvid t-shirt på med en fancy trefork (Shiva). Da jeg fem minutter senere kigger hen på drengen er han faldet i søvn. Og jeg ser ham ikke vågen igen, mens jeg er der.
En efter en træder folk op på scenen for at dele deres oplevelse af de 21-dages “indre opvågning”. “Jeg skylder Swami alt”; “Jeg ville aldrig have klaret det uden Swamis hjælp”; “Swami fik mig til at åbne op” er blot nogle af de tilkendegivelser, deltagerne kommer med.
Alle alarmklokker ringer i mig. Som religionshistoriker har jeg studeret sociologien bag religiøse foretagender som denne, og en del af mig jubler over, at jeg med egne øjne får lov at se det så tæt på; en anden del af mig har lyst til at rejse mig op og ryste folk.
Men jeg er og skal være neutral, da jeg er her som observatør og forsker.
Min tidligere artikel om Amma, publiceret i januar, beskriver disse religiøse sociologiske mekanismer, der er i spil, når folk “følger”, men der er en verden til forskel på denne Swami og Amma – se også http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/23-01-14/rejsebrev-fra-indien-7-det-store-himmelske-kram-ho.
Amma krammer, Swami kan få magiske kræfter frem i folk!
Den lille pige med bind for øjnene
Sideløbende med kurset “Inner Awakening” køres programmet “Engenious”, som henvender sig til børn i alle aldre.
“Tænd dit barns indre potententiale” er et af de slagord, der præger hjemmesiden. Ligeledes vil barnets “Social-emotional and Spiritual Intelligence” blive kultiveret ved deltagelse. Swamis energi vil ved hans blotte tilstedeværelse kunne frembringe overnaturlige kræfter i mennesker, fortælles der fra scenen.
Dette kaldes i Veda filosofien (den tidligste form af hinduismen, som danner basis for den “nuværende hinduistiske filosofi) for ‘siddhis”, magiske kræfter, noget som tildeles både Buddha og Jesus.
Det “faktum” at Jesus kunne gå på vandet, helbrede folk og gøre vand til vin kaldes for siddhis – kort sagt, hvad vi i religionsvidenskaben vil kalde for “vandrehistorier”, myter og “en fjer, der bliver til fem høns”.
Dette bliver vi vidne til, da en lille pige bringes op på scenen. Hun får to vatrundeller over øjnene samt et tørklæde. Hun kan nu intet se, bliver der sagt over højttalerne.
En dame holder en billedbog op foran pigen, som med sine fingre undersøger siden. Billedet viser guden Krishna og til afsindig glæde for forsamlingen er dette netop hvad pigen siger; “Krishna”.
Endnu en side holdes op, pigen svarer igen rigtigt. En “tilfældig” fra publikum bladrer et billede frem og pigen svarer rigtigt igen.
Nu bliver det sværere; damen holder et sæt kuglepenne op foran pigen. De er sorte og grønne.
Pigen tænker og tænker, og lige så stille tilter hun sit hovede bagover i et forsøg på at kigge ud under tørklædet, men Swami forsikrer os: “Hun kan intet se, bare rolig”. Og igen svarer hun rigtigt! Fantastisk.
Folk er helt vilde
Nu vælges flere “tilfældige folk fra publikum”, som bliver placeret foran pigen, og hun skal nu mirakuløst “blind-læse” farven på deres tøj. Igen tilter hun hovedet, men det er som om ingen lægger mærke til dette.
Jeg deler adskillige blik med mine co-yogier og ryster på hovedet, da hun “gætter” rigtigt igen og samtlige i salen går amok i klapsalver og Swami-lovprisninger.
Swami på guldtronen tænder sin mikrofon igen og siger dette: “Jeg erklærer dette min sejr”, og fortsætter: “Dette er ikke et trylleshow, det er virkeligt. Du kan komme med dit barn og dette barn vil kunne gøre det samme”.
For en udenforstående er det ganske tydeligt, hvad der foregår; der er selvfølgelig ingen magi involveret. Så langt fra.
Men alle omkring os er i en anden verden. Fra konferencierscenen lyder det: “Det er så vidunderligt og vigtigt at have mulighed for at påvirke børn i så ung en alder”.
Hmm, det er så dét nogle vil kalde hjernevask. Som forsker klapper jeg i mine små hænder; som menneske rystes jeg.
Kimen til lykke modsat stress og jag
De studerende indtager scenen og fortæller om deres udvikling i løbet af disse 21 dage. Alle som én nævner de, at de var usikre, kede af det, bekymrede, følte sig alene og generelt levede et smertefuldt liv.
“Hvis du er bekymret, så bliver du nødt til at komme her”. En teenager siger: “Det er vigtigt for teenagere at deltage. Jeg kunne ikke være gladere end jeg er nu”.
“Jeg ønskede, at jeg kunne bryde mine mønstre og Swami sagde, at det ville ske. Jeg har ikke været doven siden”. Magi!
Essensen i Swamis undervisning er, at alle er unikke og en del af en højere bevidsthed.
For at blive lykkelig er det nødvendigt at lære at forstå, at mennesket har kimen til lykke i sig selv. Den er ikke at finde hos andre eller i den materielle verden. Stress og jag må og skal elimineres.
Alt dette er at finde i Vedaerne, Upanishaderne, Patanjalis Yoga Sutra, Bhagavad Gita etc. Alle disse hellige hinduskrifter beskriver netop det. Og det er her forskellen på religion og spiritualitet ophører.
Man har ansvar for sig selv – find din egen sandhed
Når man begynder at følge en anden person og ophøje denne til en slags guddom, så kapper det over. Du behøver ikke at følge en anden person, der tager patent på sandheden. Find din egen sandhed.
Jeg kan forstå, at mennesket til tider har brug for at blive undervist /guidet af en, som enten har været igennem det samme eller studeret en filosofi m.m. og derigennem er “lærd”.
Men at se en anden person som en guddommelig skikkelse, der kan udføre mirakler og tilmed blot henter sine “visdomsord” fra en filosofi, der er flere tusind år gammel, er at fralægge sig selv enhver form for selvbevidsthed, rationalitet og individualitet. Og ikke mindst ansvar.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der skete i Oslo efter Anders Breiviks massakre: Scientology var hurtige til at sætte paviliontelte op på torvet i Oslo centrum, hvor de tilbød massage og stress tests /stress terapi til de overlevende og andre, der var dybt påvirkede og sårbare af episoden.
Det er et typisk træk, at sekter og kulte aktivt opsøger mennesker, der befinder sig i en periode af deres liv, hvor de er sårbare; de har mistet en kær; de har mistet deres job; de føler sig alene; de har ingen selvtillid; de går i selvmordstanker etc.
Dette var netop hvad Scientology gjorde (og stadig gør).
Proselytter som ambassadører
Det er også, hvad Swami Nithyananda gør. Og hans proselytter er blevet virkelig gode ambassadører. Det er der ingen tvivl om i betragtning af deres lovprisninger.
Der er heller ingen tvivl om, at hans studerende virkelig føler, at der er sket en forvandling i deres liv.
Dette er der i sig selv ikke noget galt i, men når de tilbeder ham, tildeler ham magiske kræfter (hvilket han så også selv gør), og ikke kan tage en egen beslutning uden enten at adspørge Swami eller leve hele deres liv med tanke på Swami, så vender det hele på en tallerken og bliver usundt. Meget usundt.
Jeg skal ikke engang gå i dybden med, hvordan flere læger (Swami-tilhængere selvfølgelig) gik på scenen og “videnskabeligt” beskrev, hvordan Swamis energi og foreskrifter kunne ændre et menneskes gener og vække Kundalini.
Det er en energi, der ifølge Tantra og Yoga filosofien er krøllet sammen som en slange inde i mennesket, men som kan vækkes og frembringe en union mellem en højere bevidsthed og “selvet”.
Tænk lidt i baner af “Avatar”-filmen og den måde de beskriver den “elektricitet”, der er binder alle levende væsener sammen.
Den vesterlandske ‘mindfulness’
Det er tydeligt, at der er fokus på folk fra den vestlige verden og NRI (non-resident Indians) i “Inner Awakening”. Og det er ikke overraskende.
Vi lever i en verden, der er præget af stress, ulykkelighed, ensomhed og “ikke-eksisterende tid”. “Mindfulness”-kurser, “Coaching” og “Selvhjælps”-bøger er i høj kurs.
Vi befinder os i en tid, hvor der sættes spørgsmålstegn ved, om vi er på rette kurs. Er verden af lave eller er vi af lave?
Og det er her guruer, swamier, sekter, religioner etc. kommer “til undsætning” med den perfekte opskrift på lykke, “Remover of darkness” (som en deltager kaldte Swami) og drømmen om et fællesskab og et formål.
Jeg klandrer ikke deltagerne. Klandrer derimod Swami og prisen på 6.000 dollars (33.000 kr.) for et 21-dages kursus, matchende tøj, hjernevask af børn (og voksne) og hans patent på en filosofi, der ikke kan tages patent på og som han via sine kurser vender på hovedet og som modellervoks udformer en sekt /kult af.
Mit råd kan kun være: Følg aldrig en anden person. Lyt, lær, bliv inspireret, men vær selvbevidst og kritisk. Verificer og certificer. Og tag ansvar.
En del af min yogauddannelse består af filosofiundervisning. Men det skal pointeres, at det er en filosofi (på lige fod med alle andre filosofier), som nogle mennesker har skabt som teori for hvordan og hvorledes verden hænger sammen ifølge dem.
Det er ikke sandheden. Det er en hypotese om hvordan og hvorledes. Det skal ikke automatisk tages for gode varer.
Teorier og ironi
Der er ting, jeg kan sætte mig ind i, som for eksempel at “negativitet avler negativitet”, “positivitet avler positivitet” (karma tanken på et vist niveau, men med masser af undtagelser) samt andre tankegange, som også psykologien behandler.
Men der er mange teorier, som jeg absolut ikke kan tilslutte mig, såsom genfødsel og “på grund af karma er du skyld i alt hvad der gøres mod dig”.
Hvilket er et punkt, vi på mit yoga kursus diskuterede med passion, da håndgribelige eksempler som voldtægt m.m. kom på bordet.
Genfødsel, ja det må man jo så vente med at se om passer. Det er der absolut ingen håndgribelig måde at få svar på i dette liv. I hvert fald ikke endnu!
Lige en sidste ting: Efter mit mindeværdige besøg hos Swami fabrikerede jeg en opdatering på facebook, der hele vejen igennem var klart ironisk.
Jeg havde dog kamoufleret ironien så godt, at mine trofaste gamle venner blev dybt bekymrede for mig og dybtfølt spurgte, om jeg dog havde mistet forstanden!
Jeg måtte derfor lige tilbage og redigere mit opslag og til slut i ordstrømmen tilføje ordet IRONI. Sådan kan man lære noget nyt hver dag.
Se også http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/01-04-14/rejsebrev-fra-indien-9-holi-kaster-farve-over-inde
Alle tidligere rejsebreve kan ses ved at taste “Rejsebreve Indien” i søgefunktionen i øverste tværbjælke på sitet.
Mere om den “smilende guru” på http://en.wikipedia.org/wiki/Swami_Nithyananda
