Ditte Hansen, U-landsnyt.dk, skriver fra Rishikesh
Et år er gået, siden jeg indledte mine beretninger fra Indien. Det første rejsebrev var fra Rishikesh og handlede om min første yogalæreruddannelse. Her er jeg så igen. Hvad mon jeg har lært på det år?
Jeg er i min femte uge af i alt seks ugers yogauddannelse. Og udover den nu 100 siders opgave, jeg har skriblet i hånden og som skal afleveres i næste uge, har vi fået til opgave at skrive “Essensen af historien”.
Det lyder alt sammen meget flyvsk, men meningen er at opsummere hvad vi har lært på de snart seks uger. Det første, jeg tænkte på, var min første artikel i serien af rejsebreve fra Indien; motiverne for at dyrke yoga, mine hensigter og min nysgerrighed omkring mig selv.
Så faldt det mig ind at skrive artikel nr. to som en opfølgning på, hvad dette år og yogaen har givet mig af indsigt på livet og mig selv.
Og som en essay med titlen “Essensen af historien” til aflevering som afslutning på og certificering af min yogalæreruddanelse.
Essensen af historien: Jeg er glad igen
Jeg startede min første artikel med at skrive, at jeg havde afsat et år på at følge min drøm og leve i Indien. Planen var at vende hjem og fortsætte livet som gymnasielærer.
Se rejsebrevet på http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/09-09-13/rejsebrev-fra-indien-1-religionshistoriker-p-yogak
Men alt har ændret sig. Jeg har fået endnu et års orlov og nu at gøre yogaen til en levevej; jeg har fået en ny familie i Melbourne i Australien og jeg kan ikke se mig selv i Danmark mere.
Hvordan er det så gået med spiritualiteten? Et par af mine venner mener så afgjort at jeg har religiøse træk. Jeg er ikke enig.
Som jeg skrev i forrige rejsebrev om Swami Nichyananda (http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/12-08-14/rejsebrev-fra-indien-10-den-smilende-swami-der-kun), er der så afgjort dele af veda /yoga filosofien jeg kan relatere til.
Men jeg kan så afgjort stadig hverken kalde mig hindu, buddhist, kristen eller noget andet. Føler ej heller, at jeg har brug for den form for…tryghed?
Jeg er mere af den overbevisning, at det i bund og grund handler om at være glad.
Tag nu mig selv; jeg var ikke glad hjemme i Danmark. Stress, overfladiskhed, ingen glæde ved jobbet, udlængsel. Men jeg er glad i Indien.
Jeg er glad selv om jeg er omgivet af kaos. Glad, når jeg skriver; når jeg dyrker yoga; når jeg møder mennesker fra hele verden, som lærer mig nye ting om mig selv og andre kulturer; jeg er mere kreativ og energisk.
Og så har jeg brug for sol og varme. Jeg er desværre en af dem, der rammes hård af vinter depressionen.
Føler mig “hel”
Jeg er tilbage i Rishikesh, fordi jeg efter min første uddannelse virkelig havde fået smag for at lære fra mig om yoga.
Og fordi jeg stadig, nu i højere grad, føler mig “hel”, når jeg kan mærke min krop og mit sind forenes. Og når jeg kan se, hvor meget ens krop rent faktisk er i stand til.
Det er et vidunderligt “laboratorie” vi er i besiddelse af.
Samtidig er jeg blevet meget mere bevidst om, hvad der skal anses for research i forhold til min profession som religionshistoriker, og hvad jeg kan bruge som yogaudøver og -lærer. Det er to vidt forskellige ting.
Her i Indien får jeg fremlagt hele yogaens grundlag; historisk, filosofisk, spirituelt og praktisk. Det er ren historieforskning. Men når det skal bruges på et praktisk niveau, er det en helt anden historie.
Dette er kommet til udtryk flere gange i vore diskussions-sessioner, hvor der er blevet kommunikeret på to vidt forskellige plan; vores lærer taler på et filosofisk plan; hans elever forsøger at inddrage eksemplar fra det virkelige liv og gøre “pensum” til et praktisk værktøj.
For de fleste af os skal hjem til den vestlige verden og undervise elever, der dyrker yoga for motionens eller ego’ets skyld eller for at kapere en stresset hverdag.
I sådan en situation kommer man ikke langt med at henvise til Hatha Pradipika.
Den beskriver hvordan man ved at skære sit tungebånd over i løbet af seks måneder vil være i stand til at praktisere en åndedrætsøvelse, der ved ret udførelse kan få en til at opleve forening med “Den absolutte sandhed”!
Derfor er jeg glad for, at jeg har ballast i min profession og erfaring. Det er igen den kritiske stemme, der kommer til undsætning. Heldigvis.
Filosofi om begrebet fattigdom
Jeg har ikke været stille i vore diskussions- og filosofitimer. Blandt andet fordi jeg nægter at lade stå til.
Et eksempel: vi snakkede om fattigdom, og den filosofiske indgangsvinkel var, at “fattigdom er rent mentalt”. Ja, da, i den perfekte verden. Men ikke i den verden vi lever i.
Har man læst mine tidligere artikler, er det tydeligt, at jeg beskæftiger mig meget med fattigdom i Indien. Og jeg har set rigtig mange versioner af fattigdommen her. Så jeg blev selvfølgelig nødt til ikke at lade den udtalelse gå uanfægtet hen.
Det blev til en 10 minutter lang diskussion med sætninger som “de fattige i slummen burde tage tilbage til deres jordlod og dyrke deres egen mad og derigennem brødføde sig selv”; “det er drømmen om et TV, der får folk til rejse til storbyerne” osv osv.
Mit svar: de fleste har ikke et stykke jord de kan tage tilbage til. De har aldrig ejet et stykke jord. De er daglejere, der er lever under en landsbyherre (højkastefamilie), som ubetinget bestemmer hvordan og hvorledes livet for de fattige skal udfolde sig.
Tørke, oversvømmelser og fattigdom får mennesker til at drage til storbyerne i håbet om en fyldt mave.
Og selvfølgelig er drømmen om et fjernsyn in mente, men på lige fod med at jeg drømmer om en dag at eje et slot og et privatfly. Begge ganske urealistiske.
Nemt at sige for nogen
Men ja, hvis alle havde, hvad de havde brug for, så er fattigdom en ren mental ting. Og det er nemt at sige for en person, der aldrig har levet på livets kant. Så et bevis på, at filosofi, for at være brugbar, bliver man nødt til at kunne omformulere til praksis.
Ellers er det rene hypoteser, der ikke kan bruges til noget.
Det er selvsagt her, karmatanken kan komme visse nødstedte til undsætning; “det er min egen skyld at jeg er fattig og ikke kan få min mave fyldt; jeg brugte ikke mit sidste liv fornuftigt, og nu er jeg her”.
Klart nok sat på spidsen, men det er hvad nogle højkaste-indere tænker og verbalt udtrykker, når de passerer sovende uvaskede mænd, kvinder og børn på fortovet.
Jeg har desværre selv været vidne til dette flere gange.
Yogaens lyksaligheder
Jeg ønsker ikke at pille alt fra yogaens filosofi og foreskrifter. Der er masser af ting, der kan praktiseres og give balance og glæde.
Tanken om den rette kost for eksempel: vi er hvad vi spiser. Jeg ved, at det er et emne, der diskuteres i stor stil i den vestlige verden: 2/5-diæten, palæo, veganisme osv.
Men i bund og grund handler det om at lytte til sin egen krop, hvilket de fleste dog har mistet evnen til, og til at fravælge kemi og andre skadelige stoffer.
Skal dog ærligt indrømme, at jeg da sagtens selv kan kaste en McDonalds burger i hovedet og få en tår over tørsten, men generelt forsøger jeg at lytte til min krop.
Det meste af den mad, jeg spiser i Indien, er vegetarisk og let (jeg taler ikke om traditionel nordindisk/pakistansk mad, der er meget tung) og til trods for enkelte uheld (anfald af “Delhi Belly” oversat til “voldsom diarré”), så er den ayurvediske kost meget gavnlig for mig.
Jeg glæder mig nu alligevel til en ordentlig bøf, når jeg lige om lidt tager to uger på ferie til Danmark, inden jeg igen vender næsen mod Indien.
Ligeledes nyder jeg yoga asanas (stillinger), der ved hjælp af bevidsthed om vejrtrækningen både udfordrer din krop og dit sind. Når jeg ved hjælp af tanke for hver en muskel og kropsdel “falder ind i en asana”, mærker jeg tydeligt harmonien og nuet.
Lyder måske meget hippie-agtigt
Igen skal det understreges, at jeg da også til tider lader tankerne flyve om, hvornår og hvad jeg skal spise, og hvor træt jeg egentlig er, men for det meste er jeg i min yogapraksis og ikke udenfor.
Dette har taget tid at opnå. Det er ikke noget, der på magisk vis forekommer ligeså snart man sætter sin fod på en yogamåtte. Så idyllisk er det ikke.
Jeg er af den overbevisning, at yoga har noget for alle, men på vidt forskellige niveauer og grundlag.
Der er en udbredt idé om, at yogier er hippier, veganere, messer “OM” på de mest åndssvage tidspunkter og generelt er afsindig frelste. Det er ikke dem, jeg møder her i Indien.
Måske er det anderledes, fordi jeg er i herude. Skal ikke kunne sige det. Jeg har ikke taget en yogauddannelse i Vesten.
Tværtimod er de yogier, jeg møder her, alle sammen på en rejse i livet; de er klar til at se de ting i øjnene, som har bragt dem stress og ubalance og til at vælge den vej, som måske ikke er den som det vestlige samfund har dikteret er den rette.
Ja, det lyder meget hippie-agtigt, men et stressfyldt kontorjob og råben og skrigen i køen i supermarkedet er ikke for alle.
Og så er yogier absolut ikke blege for for at gøre lidt grin med sig selv og hinanden. Jeg kan henvise til en video på youtube, der hedder ‘Shit yogis say’. Se den og grin.
For sådan er det også. Jeg vil dog gerne påstå, at jeg ikke tager mig selv så højtideligt; igen, jeg elsker min bøf, min øl og er berygtet for at bruge bandeord efter hvert andet ord. Spørg blot mine tidligere gymnasieelever!
Så ér jeg blevet klogere?
Man lærer noget nyt hver dag. Jeg er blevet bevidst om, at Danmark og gymnasielærerjobbet ikke er for mig. Jeg er blevet bevidst om, at jeg elsker at skrive, dyrke og undervise yoga.
Jeg ved nu hvad australsk fodbold er og er blevet en passioneret Collingwod-fan, hvilket jeg kan takke min australske kæreste for.
Ligeledes føler jeg mig stadig hjemme i Indien og ved nu, at jeg er i mit rette element her. Og at Australien nok også ender med at blive hjemland nr. 3 snart.
Men det vigtigste jeg har indset er, at man ikke skal være bange for at lade de trygge rammer opløses og kaste sig ud i noget helt andet. Man kan ikke planlægge alt. Muligheder dukker på “magisk vis” op. Grib dem!
For blot et par år siden havde jeg aldrig drømt om, at jeg ville blive gymnasielærer, flytte til Indien, kunne stå på hænder og udføre skorpionen på en yogamåtte, eller planlægge yoga retreats med en tidligere Goldmann-Sachs “golden boy”.
Eller køre svigerfars store firhjulstrækker i den “forkerte side af vejen” i den australske bush (og se sin første kænguru serveret som ‘road kill’).
Men her er jeg; svedende, lettere mugbefængt (monsunen er heftig i Rishikesh), glad i låget og igang med en 500 timers yogalæreruddannelse.
Fortsættelse følger…
Alle rejsebreve kan findes ved at taste “Rejsebrev fra Indien” i søgefunktionen i øverste tværbjælke på sitet.
