Beredskabsstyrelsen sender fredag en ekspert til byen Erbil i det nordlige Irak, hvor FN koordinerer katastrofehjælpen til regionen. Medarbejderen skal hjælpe verdensorganisationen med at skabe overblik over situationen.
Situationen i Irak er kaotisk, efter at væbnede konflikter har tvunget over en million mennesker til at forlade deres hjem. FN har oprettet regionale centre, der har til opgave at koordinere den nødhjælp, der ankommer til landet og skal distribueres til de mange flygtninge.
Det er på et sådant koordinationscenter i byen Erbil i det nordlige Irak, Beredskabsstyrelsens medarbejder skal bidrage med ekspertise i informationshåndtering, dvs. hjælpe med at skabe overblik over de indkommende rapporter fra området, således at FN får dannet sig det bedst mulige situationsbillede og kan fordele katastrofebistanden mest hensigtsmæssigt.
Udvikler sig dramatisk
”Situationen i Irak udvikler sig dramatisk, og jeg er glad for, at Beredskabsstyrelsen hurtigt kan rykke ud og bidrage til, at de humanitære organisationer kan hjælpe de mange flygtninge i området,” siger forsvarsminister Nicolai Wammen fredag.
Den humanitære krise i Irak eskalerer som følge af den væbnede konflikt, der har bredt sig hastigt over de seneste måneder. FN vurderer, at 1,2 millioner mennesker siden januar er fordrevne fra deres hjem – et tal, der skal lægges oven i de mere end en million internt fordrevne, der allerede var i landet samt de mere end 200.000 flygtninge fra det borgerkrigshærgede naboland Syrien, der har søgt tilflugt i Irak.
Læs mere om Beredskabsstyrelsens internationale beredskab