Danida uddeler næsten 100 mio. kr. fra lukkede puljer

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Danida fordelte sidste år 95,6 mio. kr. i lukkede puljer til formål under udviklingsbistanden. Og det er man ikke ene om. Statsstøtte for 244,5 millioner blev fordelt til organisationer håndplukket af ministeriernes embedsmænd i strid med forvaltningsprincipper om konkurrence eller åbenhed.  

Det skriver Politiken fredag efter at have fået aktindsigt om samtlige ministeriers brug af de såkaldte tildelingspuljer, som kun udvalgte organisationer og kommuner kan søge.

Udenrigsministeriet understreger, at der også findes puljer, som alle kan søge. Men ifølge ministeriet er de lukkede puljer “med til at sikre stor faglighed på specielle områder, idet særligt udpegede organisationer får ansvar for at administrere (u-lands)midlerne”.

Det sker især ved at tildele lukkede puljer til paraplyorganisationer såsom Danske Handicaporganisationer, Dansk Ungdoms Fællesråd og Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling, der så kan behandle ansøgninger fra deres medlemmer.

Efter den såkaldte Zornigsag, hvor en udvalgt organisation blev særbehandlet, valgte socialminister Manu Sareen (R) at afskaffe ministeriets brug af de lukkede puljer for at sikre, at alle får “lige og fair” adgang til at søge statsmidler.

Forvaltningseksperter kritiserer i hårde vendinger de lukkede puljer for at være på kanten af det lovlige og langt over kanten af god forvaltningsskik.

Den normale praksis i ministerierne er åbne ansøgningspuljer, hvor midlerne fordeles i fri konkurrence. Rationalet herfor er at formindske risikoen for dyrere og dårligere løsninger.

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) sagde opfølgende lørdag til Berlingske, at han på baggrund af kritikken vil bede om en redegørelse “for hvordan vi praktiserer udbetalingen af tilskud i mit ministerium”.

“Umiddelbart kan jeg ikke se, at vi administrerer på en forkert eller lukket måde”, føjede han til.