Af Mille Lübbert Hansen, Ungdommens Røde Kors
Akella blev enke som 23-årig og vidste ikke, hvordan hun skulle forsørge sine tre børn. Nu er hendes historie blevet til et teaterstykke, som stiller krav til sine tilskuere om at være med til at løse problemerne for sårbare unge i Norduganda.
”Hjælp mig! Vil I ikke nok hjælpe mig, bare med at betale skolepenge for den ældste? Jeg har ingenting tilbage, efter min mand døde, og I tog vores jord fra os. Børnene er da også jeres familie!”
Akella ser bedende på sin svoger og hans kone, men der er ingen hjælp at hente. ”Vi tog kun, hvad der retmæssigt er vores”, tordner svogeren og sender hende væk. Der løber en mumlen gennem de ca. 50 tilskuere i alle aldre, der klemmer sig sammen i den svalende skygge under et stort træ på landsbyens torv.
Selvom mange tydeligvis mærker Akellas desperation, vokser deres mumlen til højlydt latter, da Akellas soldaterbror nu kommer dinglende ind på scenen med en flaske i den ene hånd og et gevær skåret ud i træ i den anden. De kender typen. Han er sjov – men heller ikke han kan hjælpe Akella.
Løsningen er publikums ansvar
Seancen foregår i landsbyen Agonga i det nordlige Uganda, hvor ungdomsledere fra Ungdommens Røde Kors og Ugandisk Røde Kors sammen har trænet lokale frivillige i at lave forumteater om sårbare unges problemer.
Historien om Akella er helt sand, men hendes navn er ændret, og hun og hendes familie spilles af Røde Kors-frivillige.
Nu træder jokeren ind på pladsen og spørger publikum, hvad de synes, Akella skal gøre. Jokeren er en vigtig figur, for det er ham eller hende, der skal sørge for, at publikum bliver engageret i de unges problemer og føler et medansvar for at løse dem.
”Hun kan spørge en NGO om hjælp,” foreslår en ældre kvinde. Og så improviserer skuespillerne den scene – uden at NGO’en dog kan løse Akellas problemer.
Der kommer flere forslag fra publikum, og flere scener spilles. Publikum går ikke derfra med en færdig løsning, men de er blevet underholdt, engageret, har reflekteret og er måske blevet udfordret på deres opfattelse af, hvem der kan være med til løse de unges problemer.
”Dette teater har lært os, både de unge og forældrene, at vi skal støtte hinanden, når nogen har problemer som for eksempel en ung enke. Så skal vi sætte os ned sammen som gruppe og løse problemerne. Det er også rigtig godt, når unge hører disse budskaber fra andre unge som her i dag,” fortæller Ann Cathrina, en ældre kirkeleder fra landsbyen.
Samfundet skal bakke de unge op
Der er blevet spillet forumteater på mere end 20 lokaliteter i det nordlige Uganda i løbet af maj og juni. 10 task forces med mere end 60 frivillige har indsamlet og optrådt med en lang række virkelige historier fra nærområderne.
Alle steder har folk givet udtryk for, at det betyder meget for dem, at de kan genkende de problemer, som historierne handler om. De frivillige har også gjort meget ud af at involvere lokale ledere og myndigheder. Både for at sikre deres positive indstilling til projektet, men også for at påvirke dem til i højere grad at tage ansvar for at støtte de sårbare unge, der prøver at håndtere de problemer, som fattigdom og mange års borgerkrig stiller dem overfor.
Ungdommens Røde Kors og Ugandisk Røde Kors har i mange år samarbejdet om at give sårbare unge redskaber til at bygge en tryg fremtid op for sig selv. Med forumteater prøver partnerne altså nu at tage skridtet videre og skabe forståelse og støtte fra det omsluttende samfund.
