Rejsebrev af Birthe Refslund
Der er vendt op og ned på meget i Zimbabwe gennem de sidste 15 år, hvor præsident Mugabes politik har isoleret landet. Men langt ude på landet er det dog fortsat de nære ting, der optager folk.
Under mit ophold i Zimbabwe her i sommermånederne blev jeg inviteret ud til en af mine zimbabweanske venner, der boede i den sydlige del af landet.
Jeg havde lært ham at kende i København i forbindelse med kommunalvalget i november sidste år. Han var tidligere politiker for oppositionspartiet MDC, men havde mistet sit job som regionsformand i Maswingo ved valget i juli sidste år. Han hed Jinga og var veltalende, morsom og eftertænksom. Det blev til et hjerteligt gensyn.
Efter at have aftalt prisen for kørslen – folk er blevet meget fattige efter Mugabes genvalg i 2013 – gik turen med chauffør gennem Harares gennemhullede gader. Vi blev ustandseligt stoppet af roadblocks uden for byen, som politiet satte op for ulovligt at kræve penge.
Efter mange timers kørsel nåede vi til et bebygget område. Der havde Jinga en lille butik, som hans kone nummer et bestyrede. Han havde forinden fortalt mig, at han efter traditionen havde to koner.
Vi hilste på mange mennesker, måske fordi jeg var den eneste hvide i det store lokalområde. Før selvstændigheden i 1980 havde en hvid farmer ejet jorden i hele regionen. Han var blevet smidt ud i år 2000 af Mugabes krigsveteraner sammen med 4.300 andre hvide farmere.
Vi kørte videre ad elendige veje. Nu var det Jinga, som havde overtaget rattet. Forinden havde chaufføren fortalt mig, at jeg nu skulle langt ud på landet (deep, deep into the rural area). Snart forsvandt elmasterne, og så standsede vi ved den anden af Jingas pæne butikker. Det var dem, han levede af, men fordi folk var så fattige, var fortjenesten lille.
Forhindringskørsel
Vejen blev snart endnu værre på grund af sommerens voldsomme regnskyl. Det blev til en ren forhindringskørsel i den gamle bil, indtil vi endelig kørte ind på hans gårdsplads.
Den var omgivet af en rund stråtækt hytte, et lille hus af mursten, som han selv havde bygget og endnu en stråtækt hytte. Det var hans bopæl (homestead). Han forklarede, at den lå meget ensomt, og at han havde arvet den efter sin far, kort efter at han havde mistet sit job.
Vi mødte så hans anden kone og hilste på engelsk. Zimbabwe har haft det bedste uddannelsesvæsen i hele Afrika, indtil Zimbabwe efter 2000 gled ned i økonomisk kaos.
Hun holdt til i den første hytte, hvor hun var i gang med at lave mad. Det skete på et bål midt i rummet, hvor kraftige grene brændte, og ovenpå det var der anbragt et stort stativ, hvor potter og pander stod. Rundt om var der børn, som ikke før havde set en hvid. De hilste på engelsk, men var meget sky.
Tåbeligt spørgsmål fra den hvide kvinde
Snart kom den anden kone til. Det viste sig, at de to koner havde en udmærket arbejdsdeling. Den ene uge arbejdede den ene i huset, og den anden i butikken. Næste uge skiftede de.
Da jeg spurgte, om de aldrig kom op at skændes, egentlig mente jeg om manden, brød de sammen af latter, hvor kunne en hvid kvinde dog stille så tåbeligt et spørgsmål! Jinga havde i øvrigt bygget et hus til sig selv, når han ikke kunne overkomme konerne.
Efter den lange køretur havde jeg brug for et toilet og fik at vide, at jeg skulle gå op til et hus, hvor der fandtes et Blair toilet.
Det viste sig at være et hul i gulvet, og da det var blevet mørkt blev, der sat et stearinlys op. På den slags rejser har jeg altid toiletpapir, lygte og spritmiddel i en flaske med, så klarer man sig.
Bidende kulde
Inde i hytten havde der udviklet sig en tæt røg. Der lød en pippen i hytten, og det viste sig, at alle hønsene med deres kyllinger var blevet bragt ind i den varme hytte for at undgå, at de frøs ihjel om natten. Da det var vinter i landene syd for Ækvator, og Zimbabwe ligger temmelig højt, var der bidende koldt.
Da vi var færdige med at spise i det fine hus, hvor kun Jinga og jeg sad, var det på tide at gå i seng. Jeg fik mit eget værelse med en stor seng, dækket af uldne tæpper uden sengelinned.
Men da jeg frøs så bitterligt, måtte jeg trække en ekstra ulden trøje og et par uldne sokker på uden på tøjet, krøb i seng og sov godt, indtil hanen galede tidligt næste morgen lige udenfor mit vindue.
Næste dag skulle vi bese Jingas projekter. Det første var hans kraal med kvæget, et tegn på status. Den forrige aften var han meget ked af det, fordi han havde købt otte kreaturer, der var forsvundet.
Det viste sig, at hyrden var gået på kro. Men hjælpen var nær. Han kontaktede sine brødre og fætre via mobilen, og om morgenen vandrede kvæget rundt udenfor under opsyn af hyrden.
Næste projekt var hans jord. Da han boede i et traditionelt stammeområde (communal land), havde høvdingen retten til at tildele jorden til beboerne. Jinga havde fået 21/2 hektarer, som han var meget tilfreds med.
Fordi der ikke er tale om privat ejendomsret, kunne han ikke få lån af banken. Han eksperimenterede med forskellige afgrøder. Majsen var høstet, men han dyrkede et relativt stort område med kål, der kunne tåle kulden, og som han kunne tjene penge på.
Han var meget stolt over, at hans jord lå tæt ved et vandløb, som kunne forsyne ham med vand hele året. Han havde været så forudseende, mens han tjente penge, at købe en dieseldreven pumpe, som forsynede hans jord med vand.
Flugten fra efterretningsvæsenet
Jinga fortalte i øvrigt under vores tur i marken, at ved valget i 2008, hvor han stillede op til parlamentet, blev oppositionen forfulgt og i mange tilfælde dræbt af Mugabes efterretningsvæsen. Han havde fået et praj om, at Mugabes tilhængere var efter ham.
Han anbragte derfor alle sine ting af værdi hos venner, drev sit kvæg over til faderens bosted, lod alle døre stå åbne, så der ikke var noget at komme efter, og så flygtede han sammen med koner og børn til Harare, hvor han skjulte sig i adskillige måneder. Da samlingsregeringen mellem Mugabes parti og oppositionen blev en realitet i 2009, kunne han vende tilbage.
Det sidste projekt Jinga ville vise mig, var finansieret af donorer. De gav hver familie fem geder. Betingelsen var, at den skulle bygge et gedehus på stolper med en stige, så gederne kunne opholde sig der om natten og beskyttes mod vildkatte og tyveri. De bidrog til de fattige familiens økonomi med mælk, kød og efter et år kunne de nye kuld sælges.
Den tredje kone
Så var det på tide at tage afsked med Jingas koner og venner på vejen ind til den større by Gutu. Jeg ville gerne købe frugter til hjemvejen på det store torv. Så vi gik rundt og tjekkede varer og priser.
Det var meget hyggeligt, så jeg tog mod til mig og spurgte Jinga, om han ikke skulle have sig en tredje kone. Han så på mig og sagde, at så skulle det være en hvid kvinde.
Pludselig tog han mig i hånden og flettede fingre, og således gik vi rundt og hilste på. Jeg anede ikke mine levende råd og spekulerede på, hvorledes jeg kunne komme ud af den pinlige situation.
Ved en bananbod rev jeg hånden til mig. Jinga blev meget ked af det og så skuffet ud. Nu ville han pludselig ikke køre med mig tilbage til Harare.
Det ville ellers have været en fordel for ham med en hvid tredje kone. Hun var jo rig, og han behøvede ikke at bruge sine kreaturer til at betale medgift. Så kom jeg til at tænke på, at da vi sad sammen i bussen i København, havde han spurgt, hvad der skulle ske med mig, når jeg blev gammel. Jeg blev noget paf, for jeg er jo ikke ung længere, men måtte så forklare ham, at der blevet taget godt vare på mig i vores velfærdsstat.
Det kunne være sådanne ideer, der fik ham til at tro, at jeg gerne ville være den tredje kone, når jeg befandt mig så godt ude i bushen på hans homestead.
Vi sagde høfligt farvel og skiltes.
Det var lidt trist.
Rejsen til Zimbabwe var støttet af Danidas rejselegat.
Birthe Refslund har en mastergrad i Afrikasttudier.
