Danske ingeniører hjælper Malawi med at komme i gang med vindkraft

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Det bjergrige Malawi ser ud til at have gode muligheder for at producere energi fra vindmøller. Den danske afdeling af rådgivningsfirmaet Grontmij er i færd med at undersøge, hvor det bedst kan betale sig, at stille dem op.

Lys i lampen, velfungerende køleskab og mad på elkomfuret. For rigtig mange mennesker er det en naturlig del af deres dagligdag.

I det sydlige Afrikas fattigste nation, Malawi, er det kun mellem 10-20 procent af befolkningen, som har adgang til elnettet.

Danske ingeniører fra Grontmij er nogle af de første i verden, som undersøger mulighederne for, hvordan vindkraft kan blive en bæredygtig del af Malawis energiforsyning og på længere sigt udvikle og forbedre levevilkårene, skriver rådgivningsfirmaet i en pressemeddelelse.

Firmaet har sit udspring i Holland og har i dag afdelinger i ni europæiske lande. Den danske afdeling kom til, da firmaet opkøbte Carl Bro i 2006.

De rigtige steder

Langstrakte Malawi er et meget bjergrigt med cirka 13 mio. indbyggere og er tre gange så stort som Danmark, mens Malawisøen fylder 20 procent af arealet. Det er et land, som har udpræget mangel på infrastruktur.

Rådgivningsfirmaet arbejder for Malawis energiministerium, og den store forundersøgelse er finansieret af Verdensbanken under programmet ”Energy Sector support project.”

”Vi skal først og fremmest udpege 10-11 steder, som er potentielle muligheder for udnyttelse af vindkraft. Det afhænger af vindforhold, infrastruktur, mindst problemer for miljøet, færrest problemer for beboere med landsbyjord, m.m. Dernæst skal der udpeges de seks bedste, og så skal der opsættes 80 meter høje master med måleinstrumenter” forklarer Grontmijs projektleder Gerhardt Grøn.

Han har netop været på ti dages rundrejse i Malawi for at undersøge stederne og udarbejde et vindmåleprogram.

Masterne måler bl.a. vindhastighed, temperatur, m.m. og har satellitforbindelse, så der kan logges direkte til computeren.

Skal måle i et år

Efter et års tid vil det være muligt at identificere de gode og de mindre gode steder til vindkraft, og samtidig vil det være muligt at udpege de to bedste steder, som derefter indgår i et pre-feasibility studie.

Vindmåleprogrammet fortsætter endnu et år, og det samlede resultat skal, sammen med resultatet af pre-feasibility studiet, bruges til at belyse vindforholdene for hele Malawi, samt en plan for udnyttelse af denne.

Grontmij hjælper også energiministeriet i Malawi til bedre forståelse for vindkraft.

Det betyder kurser, hvor der skabes forståelse for vindkraft generelt, teknikker, udfordringer, økonomiske analyser, m.m. og de involverede ”stakeholders” skal også med på studieture til Kenya og Egypten, hvor de er længere i udviklingen af vindkraften.

Afrika har generelt haft en stor udvikling inden for vindkraft gennem de sidste år.

På Ngong Hills uden for Nairobi findes den første moderne vindfarm i Kenya på syv MW.

Ved Lake Turkana i det nordlige Kenya er en gigantisk vindfarm under udvikling med en kapacitet på ca. 300 MW (Vestas vindmøller), svarende til 20-25 procent af Kenyas samlede kapacitet.

Grontmij var for et par år siden teknisk rådgiver for Den Afrikanske Udviklingsbank på netop dette projekt.

Firmaets vindkraftprojekter involverer ingeniører fra kontorerne i Århus, Kolding og Glostrup.