Hjælpearbejder Kirsten Andersen fra Røde Kors arbejder i Liberia med at bekæmpe det dødsensfarlige ebola-udbrud, der hærger i Liberia og nabolandene Sierra Leone og Guinea. Hun har skrevet dagbog fra en dag i felten – læs med her.
7.30: Min chauffør Sam og jeg havde set frem til en solid morgenmad, før vi skal ud og besøge nogle af de landsbyer i det nordlige Liberia, som lige nu er hårdt ramt af den dødsensfarlige sygdom ebola.
Men både hotellet og en nærliggende cafeejer beklager, at der ikke er mere mel i byen og derfor intet brød. Ebola-udbruddet har sat en negativ spiral i gang – man kan ikke længere få fødevarer som normalt, fordi dem, der skal levere dem, ikke tør komme af frygt for at blive smittet.
Vi siger glade ”ja tak” til alternativet, som er crackers til vores omelet. Vi er kaldt herud fra Liberias hovedstad Monrovia, hvor jeg normalt bor og arbejder for Røde Kors, for at hjælpe de lokale Røde Kors-afdelinger med at få et overblik over udbruddet samt understøtte den lokale hjælp og aflevere forsyninger af blandt andet klorin.
Klorinen kan gøre ebola-virussen inaktiv og bruges blandt andet til at skylle hænder i. Der er stor mangel på alt her i Lofa-regionen, som er epicentret for ebolaudbruddet i Liberia. Her er dagligt nye ebola-tilfælde. Siden marts har flere vestafrikanske lande være ramt af det mest dødelige udbrud af ebola nogensinde.
Begravelse smittede otte landsbyer med ebola
12.30: Efter et statusmøde med et par Røde Kors-frivillige følger en af dem, den unge kvinde Sumor os videre til landsbyen Nyokolitahun.
Det var her, en begravelse for nyligt satte gang i en bølge af ebola-dødsfald.
Det er et ritual, at alle i en familie rører ved liget som et sidste farvel. Det øger risikoen for at blive smittet, fordi liget stadig kan have kropsvæsker på sig som fx indtørret blod og spyt, hvor ebola-virussen kan overleve.
Gæster, der deltog i begravelsen, tog smitten med tilbage og i alt otte landsbyer blev inficeret.
Jeg holder mig lidt på afstand, mens Sumor taler med en ældre kvinde i landsbyen, som fortæller, hun er eneste overlevende ud af en familie på 11.
Ikke fordi jeg er utryg, men af respekt, for jeg mærker, Sumor er berørt af situationen. Jeg tænker, hun er stærk, fordi hun kan føre denne samtale. Sumors tante og søn er nemlig også for nyligt døde af ebola i landsbyen.
Vores kollega Francis taler samtidig med tre unge mænd, som forklarer, de er meget bekymret over, at byens vandpumpe ikke virker. Flere hundrede mennesker er afhængige af pumpen.
Selvom vand ikke kan kurere ebola, er god hygiejne og adgangen til vand meget vigtigt for at forebygge sygdommen. Derfor bevilger jeg uden at tøve de anslået 25 dollars, det koster at reparere pumpen.
Alle besøgende skal vaske hænder i en spand
14.22: Vi kører videre af bumpede veje. Undervejs gnider jeg hånddesinfektionsmiddel i hænderne, det bruger jeg flere gange om dagen for at undgå at blive syg. På vej ind til en af landsbyerne ankommer vi til en bevogtet, interimistisk vejspærring. Den består af nogle brædder på tværs af vejen og en spand med vand, som besøgende skal vaske hænder i.
Da de lokale ser Røde Kors-logoet på vores bil, får vi lov at køre ind og får audiens hos høvdingen. Han fortæller, at vejspærringen er sat op for at beskytte landsbyen mod smitte. Alle bliver spurgt om deres ærinde. Jeg kan tydeligt mærke hans frustration over situationen. Der er ingen åbne sundhedsklinikker i området.
Vi har lidt basal hjælp med og får læsset en bunke spande, klorin og hånddesinfektionsmiddel af bilen. Det modtages med kyshånd. I dag når vi ikke at spise frokost.
Den sorte bil kører de døde væk
16.47: Sidste stop er isolationscenteret i Foya, hvor Sumor vil forsøge at hilse på bekendte og familiemedlemmer, der er indlagt til observation for ebola.
Jeg bemærker ved ankomsten en sort bil og to personer i gule dragter, som står ved siden af. Dragterne og de tilhørende hjelme slutter tæt og minder om dem, biavlere bruger.
Jeg får at vide, de er ved at desinficere bilen, som bliver brugt til at køre de mange døde til begravelse. Det er ubehageligt og ulykkeligt at se.
I mange lokalsamfund, og også her, holder man fast i, at døde skal begraves, selvom det øger risikoen for ebola-smitte. I hovedstaden Monrovia er man begyndt at acceptere kremering, fordi ebola-virus ikke kan overleve ved høje temperaturer.
Men begravelsestraditioner er et svært emne at drøfte og ikke noget, jeg tager op med de frivillige i Lofa. De har nok andet at tænke på.
Jeg tager hatten af for de frivillige i denne svære tid. De er berørte af situationen og lægger ikke skjul på, humøret er i bund. Det er arbejdet med at bekæmpe ebola-udbruddet, der holder dem oppe, og de yder en kæmpe indsats.
19.40: Vi ankommer til byen Voinjama, hvor vi kørte ud fra i morges, og vores fem personer store team er grundigt sultne.
Men på restauranten er der kun mad nok til tre personer. Jeg mener, de andre trænger mere end jeg, så jeg siger tak for i dag og går op på hotelværelset.
Lidt senere banker Sam, chaufføren på døren. Han har fundet et sted, hvor de sælger kogte ris og kommer med en portion. Jeg takker ham, og mærker hvor sulten jeg er.
Maden giver lidt ny energi til at besvare mails, men der går ikke længe, før jeg dratter omkuld.