FN’s fredsoperationer skal ses efter i sømmene

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Kommentar af Louise Riis Andersen, DIIS

Evnerne matcher ikke med ambitionerne når FN’s blå hjelme bliver sat ind i Afrika og FN er ofte ude af stand til at yde den hjælp og beskyttelse, som civilbefolkningen har brug for. Der er brug for gennemgribende nytænkning af FN’s fredsoperationer.

2014 har indtil videre været et umanerligt travlt og innovativt år for FN’s afdeling for fredsbevarende operationer, især i Afrika, hvor ca. 90 procent af FN’s fredsbevarende soldater befinder sig.

Den 15. september overtog FN ansvaret for stabiliseringen af Den Centralafrikanske Republik.

Tidligere på året blev missionen i Sydsudan udvidet med ekstra 5.500 tropper i lyset af den hastigt eskalerende borgerkrig i landet.

I Mali er der, som noget nyt i FN-regi, indsat egentlige efterretningsspecialister i kampen mod militant islamisme og organiseret kriminalitet.

I Den Demokratiske Republik Congo bruger FN nu ubevæbnede droner til at overvåge de væbnede gruppers bevægelser i de store landområder, hvor missionen har ansvaret for at beskytte civilbefolkningen.

Endnu mere markant har FN i samme område for første gang nogensinde gennemført offensive operationer med det formål at ’neutralisere’ de væbnede grupper – dvs. afvæbne og om nødvendigt slå dem ihjel.

Ingen fred at bevare

På hver sin måde understreger disse tiltag, at den nye normal for FN’s fredsbevarende operationer er, at der ikke er nogen fred at bevare.

Ofte er der ikke engang en politisk proces at støtte op omkring, f.eks. i form af fredsforhandlinger, men kun et spinkelt håb om at selve det, at Sikkerhedsrådet sender FN-soldater til landet, vil kunne skabe politisk momentum og få de stridende parter til at tale sammen.

At det sjældent er tilfældet, vidner udviklingen i Sydsudan om. Midt i den (på papiret) mest sammenhængende og gennemtænkte FN-mission nogensinde, brød en ny borgerkrig ud – uden FN kunne eller ville forhindre det.

I løbet af få måneder har krigshandlingerne sendt 1/3 af befolkningen på flugt og kastet knap fire millioner mennesker ud i hungersnød. Under de vilkår ændrede Sikkerhedsrådet FN-missionens mandat til primært at handle om at beskytte sig selv og de civile mod overgreb, mens missionens oprindelige formål – at hjælpe den nye nation med at opbygge effektive og legitime samfundsstrukturer – bogstaveligt talt blev skudt i baggrunden.

Det har dog ikke fået kritikken af FN’s indsats i Sydsudan til at forstumme. Ligesom det ikke besvarer det oplagte spørgsmål, hvordan det dog kunne gå så galt – igen.

Fiaskoerne lurer

Situationen i Sydsudan er særlig katastrofal. Men den er desværre ikke enestående.

Få, om nogen, tror helhjertet på, at FN vil være i stand til at løfte det omfattende mandat, organisationen netop har fået i Den Centralafrikanske Republik. MINUSCA, som den nyeste FN-mission hedder, er den 14. i rækken af internationalt ledede fredsoperationer, der har været udsendt til Den Centralafrikanske Republik siden 1997.

Ingen af de foregående missioner har kunnet bryde den onde cirkel af ustabilitet og vold, der følger af repressive og ineffektive statsstrukturer, marginalisering, fattigdom og ulighed.

Risikoen for en ny FN-fiasko/skandale er massivt tilstede fra dag ét for MINUSCA – som den er det hver dag i Mali, i den Demokratiske Republik Congo og stort set alle andre steder, hvor FN er engageret militært.

Og hver gang er det FN’s troværdighed og legitimitet, der er på spil – udover naturligvis de mange menneskeliv, det dybest set handler om.

Gennemgribende undersøgelse på vej

Det er på den baggrund både forståeligt og nødvendigt, at Generalsekretær Ban Ki Moon har iværksat en tilbundsgående undersøgelse af FN’s fredsoperationer: Hvad kan de? Hvad kan de ikke? Og vigtigst af alt: Hvad skal der til for, at FN kan opfylde de mangeartede forventninger, omverdenen i dag har til de blå hjelme?

Formålet med undersøgelsen er at identificere tiltag og reformer, der kan gøre FN’s fredsoperationer mere mobile, mere fleksible og mere tilpasningsdygtige. Med andre ord, smidiggøre instrumentet så det passer bedre til den omskiftelige, dynamiske – og ofte meget risikofyldte – virkelighed, FN-missionerne, i dag bliver bedt om at agere i.

Det er en bred dagsorden, der kræver massiv opbakning, og pres, fra medlemsstaterne for at lykkes. FN-systemet har, som alle andre store systemer, en stærk indre modvilje over for forandringer.

Opbakning fra USA og Danmark – hvad med Rusland?

Indtil videre har en bredt sammensat koalition af 30 lande, anført af USA, erklæret deres aktive støtte til FN’s fredsbevarende operationer i almindelighed og til Generalsekretærens undersøgelse i særdeleshed.

Set med danske øjne er det interessant, at Danmark er medunderskriver. I det store billede er det naturligvis mere interessant, at væsentlige spillere som Kina, Brasilien, Egypten og Pakistan også er med ombord.

Det springende punkt bliver dog, hvordan Rusland vil forholde sig. Hidtil har der været en bemærkelsesværdig bred enighed i Sikkerhedsrådet om brugen af de blå hjelme, især i Afrika.

Det vil være synd og skam, hvis den splittelse mellem Rusland og Vesten, vi ser i forhold til de højspændte konflikter i Syrien, Irak og Ukraine, også stiller sig i vejen for den tiltrængte modernisering og opdatering af FN’s muligheder for at agere i de mindre politiserede, men ikke mindre ødelæggende, konflikter i Afrika.

Louise Riis Andersen er Ph.d. og senioranalytiker inden for international sikkerhed på Dansk institut for internationale studier, DIIS

Kommentaren har tidligere været bragt på DIIS’ netsted.