Sverige vil anerkende en palæstinensisk stat, siger den nye svenske statsminister, Stefan Löfven. Dermed bliver Sverige det første EU-land, der anerkender staten Palæstina. Beslutningen medfører ros fra venstrefløjen og jubel blandt palæstinenserne.
Konflikten mellem Israel og Palæstina kan kun løses med en tostatsløsning, og derfor vil den svenske regering anerkende staten Palæstina.
Det sagde Sveriges nye statsminister, Stefan Löfven, fredag i sin første tale i Riksdagen som statsminister, skriver flere svenske aviser.
”En tostatsløsning kræver gensidig anerkendelse og vilje til fredelig sameksistens. Sverige vil derfor anerkende staten Palæstina,” lovede Löfven.
Dermed bliver Sverige det første EU-medlemsland, der anerkender Palæstina.
Andre medlemslande som blandt andet Ungarn og Polen har ligeledes anerkendt Palæstina som stat, men det skete inden de blev medlemmer af EU.
EU’s politik er, at en selvstændig palæstinensisk stat skal være et resultat af en forhandlet løsning, ikke af anerkendelse fra de enkelte medlemslande.
Vänster-leder: Modigt og godt skridt
Spørgsmålet om Palæstinas status har længe været følsomt, både i og uden for Sverige.
Den tidligere borgerlige regering afviste for to år siden at anerkende en palæstinensisk stat, hvilket medførte stor kritik fra oppositionen, særligt Miljøpartiet.
På den svenske venstrefløj er der fredag glæde over udmeldingen om, at Sverige vil anerkende en palæstinensisk stat.
”Det er et modigt og godt skridt i udenrigspolitikken, mod fred og tostatsløsningen,” siger Vänsters partileder Jonas Sjöstedt.
”Hvis han ville have gjort mig endnu gladere, havde han endda også nævnt Vestashara, men det havde været et dobbelt plus,” tilføjer Sjöstedt til Svenska Dagbladet.
Palæstinenserne jubler
Uden for Sverige har diskussioner om at anerkende Palæstina som selvstændig stat ofte affødt vrede reaktioner fra Israel, blandt andet da palæstinenserne i 2012 blev anerkendt som observatør-stat i FN.
Dengang stemte Danmark ja til at opgradere Palæstinas status i FN, men den danske FN-ambassadør understregede på det tidspunkt, at det ikke var ensbetydende med, at Danmark anerkender Palæstina som stat.
Blandt palæstinenserne blev den nye svenske statsministers udmelding fredag modtaget med jubel, rapporterer Dagens Nyheters korrespondent i Mellemøsten.
”Sverige har givet os et længe ventet håndtag. Præsident Mahmoud Abbas forkaster vold og hylder diplomati, og dette er lige hvad vi har brug for nu. Gud give at flere lande følger efter og hjælper os mod fuld FN-repræsentation,” siger Amal Nazal, leder af palæstinensernes udenrigspolitiske institut, til Dagens Nyheter.
Umiddelbart er der ingen reaktioner fra Israel, hvor man er optaget af at gøre klar til Yom Kippur-helligdagen.
På verdensplan har over 130 lande anerkendt Palæstina.