To ministre om årets Nobelpris: En sejr for verdens børn

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

“Det er stærkt, at komiteen har tildelt prisen til både en hindu og en muslim, en inder og en pakistaner. Valget bør samtidig minde både virksomheder og os som forbrugere om, at børnearbejde skal bekæmpes med alle instrumenter. Vi har et fælles ansvar for at sikre, at børn aldrig udnyttes.” 

Sådan siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) i en kommentar fredag, udsendt af udenrigsministeriet.

Den kommer efter, at den norske Nobelkomité har tildelt Nobels Fredspris 2014 til den blot 17-årige pakistanske Malala Yousafzai og den 60-årige indiske menneskeretsforkæmper Kailash Satyarthi for deres kamp mod undertrykkelse af børn og unge og deres kamp for alle børns ret til uddannelse.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) supplerer:

”Tillykke til Malala Yousafzai og Kailash Satyarthi. Det er de helt rette modtagere af Fredsprisen og en sejr for børns og kvinders rettigheder – og for uddannelse”.

“Malala er på mange måder personificeringen af, at vi ikke må lade os skræmme af terrorister og at det nytter at tage kampen op. Hun var tæt på at betale den højeste pris, men er i dag en lysende inspiration for os alle”.

“Tænk hvad vi ikke kan gøre sammen i verden, når enkeltpersoner som Malala og Kailash Satyarthi gør så stor en forskel.”

Bøger og blyanter som våben

Mogens Jensen udbygger:

”Malala Yousafzai spiller en vigtig rolle som fortaler for uddannelse til alle verdens børn. Uddannelse er en helt afgørende katalysator for et lands udvikling”.

“Vi er fra dansk side gennem udviklingssamarbejdet med til at opbygge velfungerende skolesystemer, der skal sikre alle børns ret til bedre kvalitetsuddannelse. Også i Malalas hjemland Pakistan, hvor vi gennem UNICEF hjælper de pakistanske børn i grænseområderne til Afghanistan i skole”.

“Som Malala meget rigtigt siger, er bøger og blyanter nemlig det våben, der i fremtiden skal bruges til at skabe en mere ligeværdig og fredelig verden”.

Skudt på vej til skole

Malala Yousafzai blev den 9. oktober 2012 skudt på vej til skole i Swat-dalen i Pakistan.

Den dengang blot 15-årige pige havde i flere år aktivt talt for retten til uddannelse for børn og bloggede hos BBC om livet i Swat-dalen, hvor Taliban på det tidspunkt havde en stor indflydelse, ikke mindst på pigers adgang til at gå i skole.

Malala overlevede Talibans attentatforsøg og er siden flyttet til Storbritannien med sin familie, men med håb om at vende hjem til Pakistan igen.

Har befriet 80.000 børn fra slaveforhold

Kailash Satyarthi har været engageret i kampen mod børnearbejde siden 1990’erne og opgav sin egen karriere som ingeniør for mere end 30 år siden for at bekæmpe børnearbejde. 

Det anslås, at hans organisation Bachpan Bachao Andolan har befriet omkring 80.000 børn fra slavelignende forhold.

Han har stået i spidsen for børns grundlæggende rettigheder til uddannelse. Han har med fredelige midler kæmpet for børn rettigheder og bidraget til udviklingen af vigtige internationale konventioner om børnerettigheder.

Nobelkomitéen har i sin begrundelse for tildelingen understreget, at der er en vigtig pointe i, at en hindu og en muslim, en inder og en pakistaner mødes i fælles kamp for uddannelse og mod ekstremisme.

Dansk udviklingsbistand yder også en indsats for uddannelse. Danmark har netop forhøjet støtten til det globale partnerskab for uddannelse (GPE) til 400 mio. kr. årligt.

Gennem GPE arbejder en række lande i Nord sammen med flere af verdens fattigste lande for at støtte dem i opbygningen af velfungerende skolesystemer, der sikrer alle børn ret til en kvalitetsuddannelse.