Antallet af piratangreb langs Somalias kyst er faldet fra 242 til tre kapringsforsøg på fire år, fortæller ekspert i pirateri Hans Tino Hansen. De somaliske pirater i Adenbugten er nu slået så langt tilbage, at truslen fra angreb er minimal.
Det vurderer en af Skandinaviens førende eksperter i pirateri, danskeren Hans Tino Hansen. Han er direktør i efterretningsfirmaet Risk Intelligence, der leverer oplysninger og rådgiver rederierne.
“Piraterne er stort set slået tilbage til nul”, siger han til DR Nyheder onsdag.
Samme budskab lyder fra Forsvarets Marinestab – det tidligere Søværnets Operative Kommando – som bekræfter, at antallet af piratangreb er “faldet markant'”
Siden marts 2012 er ikke et eneste internationalt fartøj overtaget af pirater langs Somalias kyst.
Ifølge Hans Tino Hansen skyldes det tre faktorer:
* De internationale flådestyrker, som både eskorterer og stopper piraterne aktivt
* Rederierne, som har gjort meget for at beskytte deres skibe og besætninger bedre, f.eks. ved at hyre bevæbnede vagter.
* Sikkerhedssituationen i Somalia har ændret sig, så man nu kan investere i andet end kriminalitet og stadig tjene penge på det.
Pirateri foregår imidlertid andre steder i verden. Langs Sydøstasiens og Vestafrikas kyster kapres skibe hver eneste dag, fortæller Tino Hansen.