Tusinder af migrantbørn forsvinder i Sydeuropa

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Myndighederne i Italien og på Malta kan ikke redegøre for i alt tusinder af børn, der er kommet alene til Europa fra især Mellemøsten og Afrika. De havner i elendigt betalt arbejde eller i værste fald som narkohandlere og prostituerede, siger organisationer.

Omkring en tredjedel af de 12.164 uledsagede børn, der foreløbig er ankommet til Italien fra Nordafrika i år, er forsvundet fra de institutioner, hvor myndighederne indkvarterer immigranter og flygtninge under 18 år.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

Det skaber bekymring for, at børnene ender i prostitution eller finder arbejde under slavelignende forhold.

Nogle af børnene undgår at blive registreret af de italienske myndigheder, fordi de i så fald ikke vil kunne få deres asylsag behandlet i andre europæiske lande på grund af EU’s Dublinregler.

Derfor sover de i blandt andet parker og på togstationer, og det gør dem sårbare over for folk, der vil udnytte dem, siger en lokal NGO til The Guardian.

”Mens de sover på togstationen, bliver de fanget ind af netværk af menneskesmuglere, der lover at skaffe dem husly og et job. Men de bliver låst inde i huse, og hvis familien ikke kan betale for at få dem frigivet, må de arbejde for dem ved at sælge stoffer, gennem prostitution eller arbejde i det sicilianske landbrug,” siger Elvira Iovino, der er direktør for Centro Astalli, et center for migranter i Catania.

Myndigheder ved ikke hvor børn er

På Malta, der ligeledes modtager et stort antal immigranter fra Nordafrika, kender man også til problemet.

Her forsvinder der i gennemsnit to uledsagede migrantbørn om ugen, siger NGO’en Aditus Foundation ifølge den maltesiske avis The Independent.

”Aditus påpeger, at mindreårige er sårbare over for menneskeretskrænkelser som trafficking, børneprostitution, slavearbejde etc,” skriver NGO’en i en rapport og tilføjer, at Maltas regering må sørge for procedurer der kan sikre, at børnene ikke bare forsvinder.

Frances Camilleri Cassar, der er lektor ved University of Malta, bekræftede i et interview med The Independent i maj, at myndighederne ofte ikke kan redegøre for de børn, der kommer til landet.

Hun har spurgt myndighederne, om Malta mon er blevet en jagtmark for menneskehandlere, der er efter børn, men har ikke fået svar.

”Ambivalens var det eneste jeg fik, da jeg rejste dette spørgsmål over for regeringen, politiet og hærens tjenestemænd,” siger hun til The Independent.