Tuneserne gik i weekenden til stemmeurnerne for at stemme ved landets andet parlamentsvalg siden revolutionen i 2011. Ifølge de foreløbige resultater er valgsejren gået til det sekulære parti Nidaa Tounes.
Det moderate islamistiske parti Ennahda har erkendt sit nederlag ved søndagens valg i Tunesien, siger et højtstående medlem af partiet ifølge flere internationale medier.
De foreløbige resultater fra Tunesiens valgkommission viser, at det sekulære Nidaa Tounes har fået 38 procent af stemmerne, svarende til 83 af de 217 pladser i parlamentet.
Ennahda ligger på andenpladsen med 31 procent, som kan omregnes til 68 mandater.
Det højt placerede medlem af islamist-partiet siger, at partiet lykønsker vinderne, mens partileder Rachid Ghannouchi nøjes med at sige, at han vil vente med at lykønske nogen, til det officielle resultat foreligger.
Det ventes klar senest på torsdag.
Ghannouchi siger dog ifølge tv-stationen Hannibal, at der vil blive brug for samarbejde mellem partierne.
”Hvem der end vinder, Nidaa eller Ennahda, er det vigtigste, at Tunesien har brug for en samlingsregering og en politisk konsensus,” siger han til tv-stationen.
Utilfredshed med Ennahda
De foreløbige resultater tyder altså på en betydelig vælgertilbagegang for Ennahda, som vandt en jordskredssejr ved det seneste valg i kølvandet på diktatoren Zine el-Abidine Ben Alis fald i 2011.
Men efter tre år med Ennahda ved magten, kan tuneserne stadig ikke få øje på fremgang inden for hverken økonomien, beskæftigelsen eller sikkerheden, skriver netavisen Tunisia Live.
Nidaa Tounes blev dannet kort efter revolutionen i 2011 af den 87-årige politiske legende Beji Caid Essebsi, om var transportminister under den forhadte præsident Ben Ali.
Partiet betegner sig selv som et ikke-religiøst, modernistisk parti med en liberal økonomisk politik.
Nidaa Tounes har fået fat i mange af de vælgere, der er utilfredse med den manglende fremgang under Ennahdas styre skriver Tunisia Live.
Politikerlede
Et af de steder, hvor utilfredsheden er tydelig, er i byen Gafsa i det sydlige Tunesien.
Lige som i mange andre byer i syd er mange af byens unge vælgere trætte af politikernes tomme løfter, der endnu ike har skabt arbejdspladser og bedre muligheder for dem.
Flere unge sagde forud for valget til Tunisia Live, at de overvejede at stemme blankt ved valget.
”Jeg vil gå til stemmelokalet på søndag, men jeg vil ikke stemme. Jeg vil bare skrive en vred besked på min stemmeseddel og håbe, at en eller anden politiker vil læse den,” sagde Iheb Mosbah, en af de unge i byen.
Iheb er selv droppet ud af universitetet og arbejder nu i sin fars skobutik.
Han og mange andre af byens indbyggere har ikke mærket noget til de forbedringer, politikerne lovede dem for længe siden.
”Alle her føler lede ved politikerne, og demokratiet vi blev lovet fungerer ikke. Jeg er efterhånden ligeglad med valget,” sagde Iheb til Tunisia Live.
Observatører: Demokratiet lever i Tunesien
De internationale observatører, der har holdt øje med, at alt gik retfærdigt til ved Tunesiens parlamentsvalg, havde stor ros til vælgerne og valgprocessen.
På et pressemøde i Tunesien mandag betegnede de valget – som kun er det andet frie valg i Tunesiens historie – som en ”ekstraordinær bedrift”, skriver Tunisia Live.
”Alle dem, der har erklæret demokratiets endeligt i denne region, vil jeg opfordre til at besøge Tunesien,” sagde Kenneth Wollack, leder af National Democratic Institute, et af de institutter, der har haft observatører placeret på valgstederne.
Tunesiens valg har været præget af ”dialog og en inkluderende tilgang til politik, hvilket afspejler det tunesiske folks ånd,” sagde han ifølge Tunisia Live.
Den 23. november skal tuneserne igen til valglokalerne, denne gang for at vælge en ny præsident ved et frit valg. En regering ventes ikke at være på plads inden da.